top of page
  • Aili

Årets Chef



Fakta

Udgiver: New Moment Games 2021 Udvikler: Charlotte Hummeluhr


Designet af Charlotte Hummeluhr fra New Moment Games 2021, og illustreret af Julie Bjørnskov. Fotograf: Alexander Kinnunen.


Hvem har ikke oplevet at møde ind på sin arbejdsplads og erfare, at chefen er i færd med at fodre katte eller sælge sin ene nyre online? Måske har du ikke, men i dette spil løber du ind i en masse obskure situationer, både som chef og medarbejder, som du skal forholde dig til. ÅRETS CHEF er designet og udviklet af en fantastisk og sej kvinde.

2020 har været et år, hvor folk generelt har været udfordret i deres privat- og arbejdsliv, fordi vi blev sat en smule tilbage i vores dagligdag på grund af Lock Down. Men undervejs i alt det negative opstår der nye, kreative ideer, og på samme måde som Popaco blev en realitet, blev det også starten på New Moment Games med spillet, ÅRETS CHEF.

Det skønne vanvid, som man møder i dette spil, stemmer helt overens med det forgangne års omstændigheder, hvor vi har været frarøvet vores faste rammer og tvunget til at revurdere vores eksistens og værdier. Det har været en tosset tid, men det virker som om, situationen er ved at være normaliseret igen. Vi ønsker alle at bryde Lock Down-muren ned og have det sjovt på arbejdet og hjemme.

I ÅRETS CHEF sættes fantasien løs, og I vil fnisende løse problematikker i løbet af spillets 8 runder. Det kræver absolut ingen erfaring, før I kan kaste jer over dette spil – det handler ganske enkelt om hygge og fællesskab. Du skal blot danne dig en mening, som chef eller medarbejder, og forsøge at løse bizarre situationer på din fiktive arbejdsplads. Det drejer sig ikke om simple udfordringer, som kan løses med håndsprit, mundbind eller firma reglementer, men snarere om et Me Too-kursus, brevduer i stedet for mails og børnepasning i parkeringskælderen. Lyder det ikke befriende? Læs endelig videre.

Der afholdes fredagsbar i firmaet, og du hiver ÅRETS CHEF op af din store baglomme, og hvad kan dine kollegaer så forvente af dit bud på underholdningen? Masser af sjov og grin!

I ÅRETS CHEF skal I være mindst 4 personer for at starte spillet, og I kan være helt op til 12 spillere. Hvis I er 4-6 deltagere spiller alle alene i deres rolle som chef eller medarbejder. Hvis I er 7-12 spillere, går I sammen i 2 hold, hvor hvert hold anses som én person og derfor enstemmigt skal give et svar til chefen. Det har ikke været muligt for mig at samle så mange mennesker til en runde i dette spil, så derfor kan jeg kun vurdere spillet ud fra et spillerantal på 5 og 6.



Der er 3 forskellige typer kort i dette spil: Der er chefkort, løsningskort og udfordringskort. Man starter spillet ved at trække 8 udfordringskort med bagsiden opad og lægge dem i en bunke på bordet. Derudover får hver spiller de 4 cheftyper: Den lalleglade chef, den gode chef, den udbrændte chef, og sidste men ikke mindst, den dårlige chef.



Den gode chef

Er vellidt og gør alt det rigtige for virksomheden og sine medarbejdere. Chefen her er ansvarlig og sød og vil kun andre det bedste.

Den lalleglade chef

Har lidt tabt sutten. Det er en chef, som eksisterer i sin egen verden og elsker alt, der er malplaceret og fjollet. Vedkommende træffer gerne afgørelser, som er i strid med ren logik.

Den udbrændte chef

Har, som titlen indikerer, givet op på livet. Det er en person, som befinder sig på randen af en sygemelding med stress. Derfor kan vedkommende ikke fordrage nytænkning og forholder sig gerne så passivt som overhovedet muligt.

Den dårlige chef

Tænker kun på sig selv. Det er en chef, som ikke skyer nogen midler for at gavne sig selv. Attituden er ”koste hvad det vil”, og personen er bedøvende ligeglad med de ansattes følelser og behov.

Efter uddelingen af chefkort deler man 7 løsningskort ud til hver spiller/hold, og resten af løsningskortene skal lægges i en bunke ved siden de 8 udfordringskort.

I hvert spil skal startspilleren være chefen, og den, som sidst har drukket en kop kaffe, bliver den første. De øvrige spillere starter som medarbejdere.

Startspilleren skal løfte sine 4 cheftyper op foran sig med bagsiden mod sidemanden, og spilleren til venstre for ham eller hende skal nu udpege et af kortene på spillerens hånd. Det valgte kort bliver nu den chefrolle, som personen skal påtage sig i den første runde.



Chefrollen er hemmelig for de øvrige spillere.

En spillerunde foregår således: Chefen trækker et udfordringskort, læser det højt og lægger det frem på bordet.

Alle medarbejdere i dette fiktive firma skal nu kigge på sine løsningskort og ud fra disse kort komme med et bud på en løsning.



Det kan være, man tænker, det her er det absolut sjoveste, eller man kan måske vælge en løsning, som i høj grad kunne afhjælpe problemstillingen. Når alle medarbejdere har smidt en løsning (med bagsiden op ad) i en fælles pulje, bliver kortene samlet ind af chefen, som kigger dem igennem. Chefen skal så, med afsæt i sin cheftype, beslutte hvilken løsning, der passer bedst.



Når chefen har besluttet, hvilket svar passer godt til vedkommendes persona, lægges dette svar frem på bordet. Medarbejderne skal nu med sine 4 chefkort vælge hvilken chef, de tror, det er.



De, som gætter den rigtige cheftype, må beholde deres løsningskort, som nu tæller for et point i spillet. Hvis mindst én gættede chefen rigtigt, modtager chefen udfordringskortet, som gælder for 2 point.



Pointene er symboliseret med kaffekopper i bunden af kortet. Chefrollen går nu videre til den spiller, som var indehaver af det valgte løsningskort. Herefter smider man de brugte løsningskort væk (undtagen det kort, som agerer point hos spillerne.) Alle trækker et nyt løsningskort fra bunken i midten, så alle igen har 7 kort på hånden. Og dette fortsætter, indtil man løber tør for udfordringskort efter 8 runder. Den spiller, som har flest point efter sidste runde, har vundet spillet.

Det sjoveste, jeg har prøvet i dette spil, var en runde, hvor jeg var chefen og trak et udfordringskort om prutter:



Det medførte en udveksling af de pinligste pruttehistorier, vi havde oplevet hver især – ingen navne nævnt naturligvis! Der blev fortalt om, hvordan et host blev en højlydt prut til en jobsamtale, og den aften man endelig skulle overnatte hos pigen, man dater, men hun så ligger og skider hele natten. Vi havde det så sjovt! Spillets målgruppe er chefer og kollegaer, som ønsker lidt ekstra underholdning til den ugentlige fredagsbar. Der er selvfølgelig intet i vejen for, at man kan sidde samlet om spillet derhjemme og have det sjovt med familie og venner. Men da spillet hedder ÅRETS CHEF, og temaet er en tosset arbejdsplads, gør det sig utrolig godt som supplement til kontorhyggen.

Hvis jeg skal komme med et par kritiske udsagn, så er det først og fremmest problematisk med minimumsantallet på 4 personer. Det er ikke altid helt ligetil at finde tre andre medspillere, og jeg havde selv udfordringer med at samle forskellige testpersoner, jeg kunne spille med.

Spillets anden ulempe er egentlig ikke en ulempe som sådan, men både løsningskortene og udfordringskortene er simpelthen så sjove, at lysten til blot at læse kortene igennem (uden at spille) hele tiden er til stede. Derudover har jeg oplevet, at ikke alle fik lov til at blive chef. Samtidigt er det heller ikke altid, at løsningskortene tydeliggør cheftypen. Man kan godt stå med nogle neutrale løsningskort, som ikke matcher problemstillingen, hvilket kan vanskeliggøre at handle i overensstemmelse med at spotte en cheftype. Dette har dog ikke nogen betydning for, at alle føler sig inkluderet i hyggen – også selvom man ikke får chef-hatten på. Men på et konkurrenceplan er det problematisk, da man naturligt er længere fra sejren, når man ikke får muligheden for at få chefens 2 point. Denne udfordring kan man dog komme udenom, hvis man spiller lidt taktisk. Chefen får nemlig ikke point, hvis ingen af medarbejderne gætter den rigtige cheftype. Man mister dog selv et point fordi man gætter forkert. Man kan altså som medarbejder bevidst gætte forkert for at ”snyde” chefen for point, og på samme måde kan man som chef spille imod sin cheftype, hvis man mistænker, at medarbejderne har denne agenda. Jeg har kun spillet efter reglerne sammen med mine venner, men jeg har senere tænkt over, at det ikke nødvendigvis er nemt at spotte en chef, fordi nogen kunne spille dette dobbeltspil.



Hvis man er til party games som Det Dårlige Selskab, Cards Against Humanity og What Do You Meme?, så bør man helt klart kaste sine penge efter ÅRETS CHEF. Jeg elsker tegningerne på udfordringskortene, og humoren er i verdensklasse! ÅRETS CHEF er, som tidligere nævnt, et dansk design, og man kan absolut mærke den danske tørre og sorte humor, som vi ofte gør brug af. I en større gruppe oplevede jeg, at paraderne var nede, og grinene var mange. Selvom spillet er et pointspil, er det humoren, som bliver samlingspunktet, hvilket jeg rigtig godt kan lide. Spillet er fra 15+, hvilket er fornuftigt, da ikke alle forstår en Breaking Bad reference eller ved, hvad Bitcoins er, for ikke at tale om klamydia. Det kan godt blive en akavet runde, hvis man sidder med et hold, som ikke forstår kortets indhold, derfor egner ÅRETS CHEF sig bestemt godt til en mere moden gruppe.

Spillet kan tage op til 45 minutter, men det kommer an på, hvor meget I snakker undervejs. Jeg har selv oplevet et spil, som tog over en time, men det var kun, fordi vi hyggede os og udvekslede anekdoter. Men det skal der jo også være plads til. Det er nemlig videnskabeligt bevist, at latter forlænger levetiden. Det har jeg i hvert fald læst engang, og man skal altid tro på, hvad man læser!

Jeg giver ÅRETS CHEF 3 store lamaer.

 

Et godt spil som vi anbefaler, også til fuld pris.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comments


bottom of page