top of page
  • Forfatters billedeAnders Isaksen

13 Sentinels: Aegis Rim



Fakta

Udgiver: Atlus Udvikler: Vanillaware Platform testet på: Switch Tilgængelige platforme: PS4

At sige jeg havde glædet mig til at 13 Sentinels landede på Switch ville være en underdrivelse af seismisk karakter.

Jeg har altid været stor fan af Vanillawares smukke, nærmest akvarel lignende 2D grafik.

Nu ville det være flyttet til en slags 2D med tredimensionel dybde, være science fiction i stedet for fantasy og tilmed i helt nye, i hvert fald for Vanillaware, genrer.


Nu var vi tilmed så heldige at modtage en anmelderkode til 13 Sentinels, så jeg var meget spændt.

Den overhængende fare ved at sætte høje forventninger til et spil er naturligvis at skuffelsen ikke er langt borte.

Derfor var det også med en vis nervøsitet jeg satte mig ned og påbegyndte spillet.



13 Sentinels er en visuel novelle med et taktisk, turbaseret kampsystem til afvikling af spillets konflikter.

Vanillawares hovedskribent George Kamitami har en noget unik tilgang til de spilhistorier han skaber.

Titlen kommer først og så bygger han historien derudfra.

Der skulle være 13 karakterer i historien, deraf titlen og deraf historien.

Groft fortalt handler det i 13 Sentinels: Aegis Rim, om at jorden bliver overfaldet af kæmpe rumvæsner, såkaldte Kaijo monstre. Jordens beskyttelse mod disse bliver unge mennesker i store mechs, en slags robotkostume, blot i en størrelse hvor selv King Kong kan være med. På papiret lyder det som et setup vi har set i et utal af anime serier.

Ikke desto mindre, er 13 Sentinels historie alt andet end kliche eller gentagelse. Ikke alene er historiefortællingen interessant da det er 13 forskellige personers historie der bliver flettet sammen, men også fordi historien formår at inkorporere tidsrejser effektivt.


Tidsrejse føles ofte som forfatternes ultimative sirene. En fræk indgangsvinkel med masser af muligheder for at dreje historierne i diverse retninger, men alt for ofte ender det hele i rod og plothuller.



Derfor var jeg også mildest talt skeptisk da jeg hørte at 13 Sentinels havde tidsrejse som et bærende element.

Især når vi har Kamitamis tilgang til fortællingen in mente.

Det er fuldstændig umuligt at forklare hvorfor 13 Sentinels historie fungerer så godt uden at spolere handlingen og det ville være ærgerligt.

Hermed må jeg desværre kaste mig ud i en anmelders absolut værste dødssynd: at bede jer stole blindt på mit ord.

Groft fortalt fungerer det fordi det er velfortalt, figurerne er spændende og måske vigtigt af alt så hænger historiens plot sammen og har en logisk sammenhæng.

Hver af de 13 personlige historier er velskrevet, med naturlige dialoger, flot båret af et fremragende stemmeskuespil.


Ikke kun stemmeskuespillet skinner på den tekniske side. Det gør billedsiden i den visuelle novelle del af spillet også.

Vanilllaware har altid leveret smuk 2D grafik. Men at skulle løfte dette ud i en slags fiktiv 3d med levende baggrunde kunne meget nemt gå galt.

Det gør det ikke. Tvært imod tilføjer det en ny dybde og et nyt liv til Vanillawares stil og vi ender med en af de smukkeste titler jeg har spillet i mit liv.

I hvert fald i den del af spillet der er historiefortællingen.

Kampene er noget helt andet.



De fleste historieafsnit sluttes af med en kamp mellem unge mennesker i mechs og store Kaiju monstre fra det ydre rum.

Disse er turbaserede og minder mekanisk om en blandt af japanske rollespil og Xcom.

Man skiftes til at angribe med sine forskellige mechs efter at have manøvreret dem rundt på banen og desuden har de forskellige evner man kan aktivere.

Selve kampsystemet er vellykket.

Der er et fint antal sværhedsgrader at vælge imellem.

Samtidig føles kampene fair og der er flere tilgange til løsningen af hver kamp.

Desuden er det ret tilfredsstillende at planlægge sit angreb helt perfekt og se en hel skærm fuld af Kaijuvæsner blive blæst til atomer.

Det ville dog være noget mere tilfredsstillende hvis ikke det var så grimt.

Der er en meget underlig grafisk stil i kampene hvor man ser en by langt oppe fra i 2D og alle monstre er aftegnet i en slags Atari 8bit grafik.

Dertil er nogle små rammer med billeder af hvordan monstrene reelt ville se ud hvis de var i spillets normale grafik.

Denne kontrast er skærende og fungerer slet ikke for mig.


Heldigvis er gameplay i kampene så sjovt at jeg relativt hurtigt glemte grafikken. Der er ikke noget bedre remedie for grim grafik end store tal, et væld af store tal. Mums!



13 Sentinels er svær at skrive en større afhandling omkring da en meget stor del af nydelsen er selve opdagelsen og udfoldelsen af historien.

Det er et spil der ikke må spoleres, men bør nydes af alle der er glade for science fiction, uanset om de er til anime eller ej.

 

Med en blødende smuk billedside, fantastisk lyd, tilfredsstillende kampe og en fuldstændig fremragende historie står hele pakken som et lysende eksempel i spilverdenen.

Dette er et fantastisk spil og klart blandt de bedste jeg har spillet i år. Det er udelukkende det grafiske valg i kampene der afholder denne titel for at score fuld plade.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comments


bottom of page