Fakta
Udgiver: Activision Blizzard Udvikler: Infinity Ward Platform testet på: Xbox Series X Tilgængelige platforme: PS4, PS5, Xbox One, PC Anmelderkode udleveret af: Activision Blizzard
Ifølge mange kulturer og religioner er tid noget der sker i cyklusser. Nogle kulturer forstiller sig et hjul, hvor egerne symboliserer tidsaldre. Og det virker som om at spilindustrien muligvis er tilhænger af samme teori, for her kigger vi på Call of Duty Modern Warfare 2, ikke at forvelske med Call of Duty Modern Warfare 2 (det der udkom tilbage i 2009…)
For dem der ikke har fulgt med: Activision rebootede Modern Warfare-serien i 2019 med (suk) et spil kaldet Modern Warfare. Det havde mange af de samme hovedpersoner og plotpunkter, men tegnede en lidt anderledes historie. Det var på sin vis en lidt mere personlig historie, da den lænede sig mere op ad figurerne og deres forskellige historier. Det var ikke en dårlig ting, og måske den rigtige retning at tage da det var svært at overgå originalens atombombe. En terrorbombning ved Piccadilly Circus, set fra synspunktet af en familie, var skrækkeligt, ja, men ikke helt på samme skala.
Modern Warfare 2 fortsætter historien. Kaptajn Price (en serie-favorit med en herlig skægpragt og en lige så herlig engelsk accent), den skotske Soap, og resten af Task Force 141 kæmper mod en iransk terrorist med russisk støtte, en jagt der tager dem jorden rundt.
Igen, plottet synes at have lidt mindre bombastiske ambitioner. Hvor det første Modern Warfare 2 havde en russisk invasion af Amerika, komplet med en belejring af det Hvide Hus, er der lidt færre boller på suppen her. Det er i og for sig ikke en dårlig ting, da det giver plottet en chance for at holde lidt igen med Michael Bays Greatest Hits. Og det skorter ikke på mindeværdige missioner, så det er ikke et problem.
Der er naturligvis en sektion hvor du som en hævnrig gud hagler død og ødelæggelse ned fra himlen i et AC-130. Om Activision har tegnet en kontrakt med Lockheed Martin om inklusionen af dette fly i alle nutidige indslag i Call of Duty, ved jeg ikke, men det er altid et fornøjeligt element. En stealth-sektion i Amsterdams kanaler er ligeledes en sjov inklusion, og et fint afbræk fra spillets generelt meget sandfarvede palet. Der er også en snigskytte-sektion, for dem der spiller Call of Duty-Bingo, hvor Soap og Price i ghillie-suits kravler rundt og piller fjender ned uden at slå alarm. Alt sammen spas og løjer.
Bedst er næsten banen, hvor man skal finde nogle missiler på et containerskib. Infinity Ward vidste uden tvivl at dette var trækplasteret, for den er så visuelt interessant, at den blev fremvist ved spillets annoncering. Regnen driver ned, containere rykker fra side til side, og adrenalinen suser. Det er en actionfilm værdig, og er en mission der virkelig holder dig på tæerne.
Men hvor der er højdepunkter er der også bølgedale. Og disse kommer i både de kedelige og de direkte frustrerende udgaver.
De kedelige er ”blot” baner der er for lange. En sætter Soap i en biljagt gennem et mellemøstligt land. Hans bil bliver gennemhullet af raketter og kugler og han kravler op på taget af bilen og springer hen på nabobilen og hiver chaufføren ud og kører videre og…. Og det gør han et par gange. Netop som man er ved at blive træt af banen (Call of Duty har ALDRIG været et spil hvor man skulle hoppe præcist, og et hop fra en bil til en anden er ikke serien styrke…), så introduceres en bil der smider miner. Pludselig skal Soap slingre rundt som Hans Engell efter en julefrokost i Mario Kart, og det trækker bare ud. Det er underligt at en så actionfyldt sekvens virker som en ørkenvandring, men således går det.
Værre bliver det dog, da vi efter at blive forrådt af en af spillets figurer (Call of Duty-veteraner bliver IKKE overrasket over hvem der er vendekåben her…) og befinder os i Mexico uden våben. Og pludselig skal der (Gudhjælpemig) samles metalgenstande, flasker og andet så man kan crafte. Hvis du kan høre mig skrive ”crafte” med samme hånlige tonefald som jeg ville skrive ”live-service” eller ”mulighed for at tjene penge ved salg af NFT”, så er det korrekt. Du opfordres til at lave små brækjern, røgbomber, molotov cocktails og lignende, og det er en regulær hovedpine. Hvem der end troede at denne sektion, hvor du også fra tid til anden skal døje med sløret syn og langsom ganghastighed fordi Soap er såret, burde genskabe den scene fra Game of Thrones, komplet med en klokkesvingende nonne bag sig der messer ”shame, shame, shame”.
At spillets allersidste mission er en art gentagelse er absolut det modsatte af at slutte på maner.
Multiplayer er, forudsigeligt nok, hvor Modern Warfare 2 vil leve længe. Gameplayet er strømlinet og med nok nye ideer til at gøre oplevelsen en anden end forgængeren. Især tilgangen til ”perks”, disse færdigheder som alle spillere har, skal nok ændre lidt på status quo. Før havde alle spillere tre valgfrie færdigheder, der undervejs i kampene giver dig forskellige fortrin. Det kan være stille fodtrin, mere ammunition eller lignende. Disse perks er stadig med, men nu aktiveres de først på givne tidspunkter under kampene. Dette betyder at du (måske) får en lille fordel netop som du har mest brug for det. Eller at modstanderen får en ditto. Det er en forholdsvis lille ændring, men den er nok til give lidt forandring til den kendte opskrift.
Apropos ”live-service”, Battle Pass-systemet der giver ekstra online-belønninger til dem der betaler, er blevet ændret på en ganske interessant måde. Væk er tidslinjen, hvor du låser ting op i en bestemt rækkefølge. I stedet er belønninger delt op i grupper af fem, og hver gruppe ligger ved siden af en anden gruppe. Hver gruppe har fire ”normale” belønninger, og en femte der kun kan låses op når de fire foregående er låst op. Der er noget praktisk ved selv at kunne vælge hvad belønninger skal være, og vælge grupper med indhold der tiltaler din spille- eller visuelle stil. Det er irriterende fængende. Jeg siger irriterende, for mens jeg finder konceptet ganske afskyeligt, så er ændringen god gjorde det sjovere at låse op for ting.
Satans også…
Modern Warefare 2 er en rigtig god pakke. Ikke perfekt, men god. Der er nok at tage fat på, hvad enten du er til multiplayer eller singleplayer, og det skader ikke at præsentationen er rigtig lækker. Stemmeskuespillet er solidt (også selvom nogle af replikkerne er en anelse bøvede, i stil med noget du finder i en… ja, Michael Bay-film), musikken skaber stemning, og grafikken er ganske glimrende. Modern Warefare 2 er bestemt en værdig aftager fra forgængeren, og god underholdning til Call of Duty-spilleren.
Call of Duty leverer endnu engang en oplevelse der er Oscar Mike.
Comentarios