Fakta
Udgiver: Greg Lobanov, Finji Udvikler: Greg Lobanov, Finji Platform testet på: PC Tilgængelige platforme: Nintendo Switch, PlayStation 4, macOS, PlayStation 5
Chicory: A Colorful Tale er lavet af Greg Lobanov (Wandersong), som har fået hjælp af fire andre. Desuden er det udgivet af Finji, som har stået bag Night in the Woods.
I Chicory: A Colorful Tale, spiller du en hund, som du selv navngiver. Spillet spørger dig allerførst om, hvad din livret er, og det bliver herefter dit navn. (Mit navn er Burger).
Du står og gør rent i karakteren Chicorys arbejdsrum, da du pludselig oplever noget, der minder om et kæmpe jordskælv. Med et er alt sort/hvidt, og det ellers så sprudlende værelse, du befinder dig i, er nu helt farveforladt.
Dette er præmissen for den rejse, du nu tager ud på: Du søger efter grunden til, at farverne er forsvundet fra verden. Du finder hurtigt ud af, at Chicory har smidt Penslen ude foran sit værelse. Og Penslen er dét værktøj, der kan give farverne tilbage til verden. Ser du, Chicory er nemlig en Wielder, som er den eneste, der har Penslen. Penslen går fra Wielder til Wielder, og lader den individuelle maler give farve og udtryk til verden. Dvs. verden har set anderledes ud mange gange før dens nuværende udtryk. Du tager et valg; du samler Penslen op. Spillet åbner herefter op, og Penslen er nu din at bruge. Spillet i et helt grundmekanisk perspektiv fungerer således:
Du ser det i et isometrisk perspektiv a la de gamle The Legend of Zelda-spil, og verden er derfor inddelt i ”skærme”, altså du har et område, som du bevæger dig rundt i, og du kan herefter gå ud til kanten af skærmen og hen til et nyt område.
Jeg har spillet på PC og har derfor brugt WASD-tasterne til at bevæge mig og musen som min pensel. På controller fungerer det sådan, at du bevæger dig med venstre joystick og maler med højre. Forholdsvist intuitivt, vil jeg påstå.
Med det i hænderne skal du nu ud og løse problemerne, der er opstået i verden. Du vil naturligvis undersøge, hvorfor farverne er forsvundet og få dem tilbage hvis muligt. Men du møder også indbyggere undervejs, der har brug for din hjælp. Det kan være de er kede af, at deres hus har mistet farven, og de spørger derfor dig om hjælp. Nu skal du så på bedste vis, ved hjælp af penslen, farvelægge deres hus. Dette foregår naturligvis enormt kluntet, fordi spillet med vilje giver dig stilarter, som begrænser din kunstneriske formåen. Jeg ville naturligvis give Claude Monet kamp til stregen i at male landskaber, men jeg måtte se mig begrænset af spillet. Ak!
Det fungerer rigtig godt. Spillet er meget bevidst om, det er præmissen man sidder med som spiller, og derfor opstår der flere sjove situationer med noget værre gøgl du har fået malet, men indbyggerne er vilde med det. Nogle af dem i hvert fald. Der opstår hurtigt to lejre: Den ene synes, du er den fedeste Wielder nogensinde, mens andre virkelig er skeptiske i forhold til, om du nu er den rette til at gøre dette arbejde. En tvivl du faktisk sidder med selv. Dette tema vender jeg tilbage til - hold mig lige op på det! Jeg har igennem min rejse som Burger designet t-shirts, doughnuts og logo til et pizzasted, for bare at nævne nogle få. Jeg har endda været på det lokale Art Academy og vist de studerende, hvordan det skal gøres. Tag den! Jeg må dog erkende, at når mine malerier kommer op at hænge rundt om i verden, står det måske ikke knivskarpt. Men nuvel.
Spillet er enormt charmerende i dets udtryk. Både grafisk, humoristisk, og hvad angår verdensopbygningen. Grafisk har det en ren stil, fordi verden skal kunne læses både med og uden farve. Det tillader derfor også, at du fumler rundt med farverne, uden det bryder med stilen. Og det ser jeg som et virkelig velovervejet og selvsikkert træk, fordi det giver dig kreativ frihed – noget, som spillet virkelig opfordrer dig til at gøre. Det giver lidt følelsen af de mange tegninger jeg har farvelagt som barn, hvor jeg ihærdigt forsøgte at tegne indenfor linjerne. De mange timer har ikke givet pote.
Spillet er enormt velskrevet. Det har et gennemgående glimt i øjet og en humoristisk sans, som jeg synes klæder spillet, og helt sikkert falder i langt de flestes smag. Hele ideen med, at man skal lave malerier, som folk herefter hylder som kunst, mens det vitterligt ligner noget en 3-årig har tegnet, er humoristisk i sig selv, og på denne måde formår Chicory: A Colorful Tale at tage sig selv alvorligt og tage pis på sig selv på samme tid.
Alle karakterer, som er antropomorfe dyr, har en tydelig personlighed, og blot igennem få sætninger etableres de som individuelle personligheder.
Burger (undertegnede) har en søster og et par forældre. De er karakterer i spillet. Søsteren møder man i løbet af historien ude i verden, mens mor og far har fået tildelt en rolle, som er ret troværdig. De fungerer nemlig som ”Hint-system”. Dvs. at hvis du sidder fast i spillet, så ringer du bare til mor eller far via telefonboksen i nærheden og får lidt hjælp. Mor er meget pædagogisk og forsøger at guide dig igennem med subtile hints, hvorimod far bare slynger det hele ud uden at lægge låg på. Dynamikken fungerer supergodt og er virkelig charmerende. Måske man endda kan genkende noget? Når man ringer, får man mor i røret, som giver en vag forklaring af hvad, det er man nu skal. Man kan så se i taleboblen, at far, som er en vaskebjørn, rækker ud efter telefonen, fordi han er ivrig efter at fortælle dig præcis, hvad du skal gøre. Mor sukker: ”Far vil gerne snakke med dig. Skal jeg give ham røret?”, og du får dermed mulighed for at takke ja eller nej til ekstra hints. Genialt system, og det er skrevet naturligt ind i verden. Spillet opfordrer dig til at ringe hjem til mor og far, fordi et af spillets tematikker er ”Spørg om hjælp, hvis du har brug for det. Du kan ikke altid klare det selv”. Nogle af de puzzles, der er i spillet, er også så tilpas svære, at man kan have brug for lige at ringe hjem. Man kan også sidde og tygge lidt på det, og man kommer højst sandsynligt igennem det efter noget tid. Men jeg benyttede mig af muligheden for at snakke med mine forældre. Noget, jeg senere studsede over var, at det er som regel måden jeg kommunikerer med min far på i virkeligheden, altså det at skulle have hjælp til noget, og det ræsonnerer derfor med mig.
I løbet af spillets historie udvikler dit forhold til penslen sig, og det åbner op for nye måder at male og bevæge sig omkring i verden på, således at gameplayet følges ad hånd i hånd med det narrativ der opbygges.
Der er mange elementer, der gør Chicory: A Colorful Tale både unikt og spændende at følge. Ikke mindst fordi historien er en personlig rejse, ikke blot for Burger, men også nogle af de andre karakterer i spillet. Igennem historien møder man personer, der kæmper med depression, ensomhed og tvivlen på, om de nu er gode nok, som de er.
Et førnævnt, stort tema i spillet er det man kalder ”impostor syndrom”, altså denne her tanke om, at om blot et øjeblik opdager folk, at jeg ikke er den rette til opgaven, at jeg slet ikke har det talent, som folk går og tror, jeg har. Den tvivl slås du med hele spillet, og jeg kan godt afsløre, at der er andre der deler den. Spillet håndterer de her tematikker enormt godt, og jeg blev ærligt talt overrasket over, at et spil med dette udseende formår at levere de her emner både med respekt og en naturlighed, som passer ind i spillets univers. Det er nemt at komme til at sidde tilbage og reflektere i løbet af spillet. Det er en fornøjelse, når et spil formår at gøre det.
Musikken understøtter spillet til fulde. Det er komponeret af Lena Raine, som står bag soundtracket til Celeste, hvis det ringer en klokke. Chicory: A Colorful Tale har et hovedtema, som Raine manipulerer med alt efter hvilken stemning, der er i historien, hvilket giver en genkendelighed samt udvikling rent musikalsk i løbet af rejsen. Der er en charme, men også en dysterhed, og soundtracket har en unik lyd for hvert område du bevæger dig i. Det gør, at selvom der ikke er én farve på skærmen, at samarbejdet mellem de sorte streger og musikken skaber en hel unik stemning i det område du nu befinder dig i.
Med alle disse roser til spillet, må jeg til sidst blot sige, at selve måden man spiller spillet på er i min optik ikke særligt tilfredsstillende. Jeg har ikke så meget mere at tilføje, fordi spillet ved præcis, hvad det vil, og gør det så overlegent. Der er en enkelthed, som ikke trækker noget fra det overordnede indtryk. I sidste ende var det ikke gameplayet, der trak i mig, uanset hvor hyggeligt det end er tegne. Det var derimod alle de her historier, temaer, følelser og rammer omkring selve gameplayet, der gør spillet til en fantastisk oplevelse. Chicory: A Colorful Tale formår at male med de fineste penselstrøg,
og derfor ender min vurdering på 4 store lama-stjerner!
Et af årets bedste titler!