Fakta
Udgiver: Bethesda Udvikler: Arkane Platform testet på: Xbox Series X Tilgængelige platforme: PS5, PC
Deathloop; Arkanes PS5 eksklusive 2021 titel, er nu endelig tilgængelig på Xbox. Jeg havde glædet mig rigtigt meget, efter at have spillet Arkanes andre titler, Dishonored 1 og 2 og det formidable Prey, på Gamepass, og jeg blev bestemt ikke skuffet!
I Deathloop, spiller du Colt Vahn, en mand der hver dag vågner op, på en strand med tømmermænd og gennemlever den samme dag igen og igen. Hans mission? At bryde ud af den tidslomme han er havnet i, ved at dræbe otte personer, der bliver kaldt ”the Visionaries” på én og samme dag.
Det eneste, der står imellem the Visionaries og Colt, er Julianna; en ung kvinde, der forsøger at opretholde tidslommen og som synes at vide mere om hvad der foregår på den mystiske ø, Blackreef, end nogen anden.
Spillet er dermed en slags, langt ude, Groundhog Day, hvor du spiller de samme 24 timer, igen og igen, indtil du har samlet nok spor og ledetråde til at kunne orkestrere et perfekt loop, hvor alle Visionaries dør, og du overlever. Det er lettere sagt end gjort, for Visionaries opholder sig aldrig samme sted, på samme tid, for at undgå at nogen ødelægger tidslommen.
Om Deathloop er et action-RPG, en first person shooter, eller et Rogue-lite, er svært at sige.
I virkeligheden er genren ligegyldig. Det er en immersive sim, der sætter dig, spilleren, i et scenarie i en stor verden, baseret på fire forskellige baner, og herfra kan du gøre hvad du vil. Du kan myrde alt, guns blazing eller du kan snige dig forbi fjenderne, som en skygge i natten. Det er dit spil. Du bestemmer!
Deathloop er opbygget omkring en central hub, hvorfra du kan tage ud til én af de fire spilzoner, der findes på Blackreef. Der er ikke flere end de fire, men spillet benytter sig også af et tidssystem, der har inddelt dagen i fire forskellige tidspunkter: Morning, noon, afternoon og evening. Hvis du tager til en af zonerne om morgenen, er den anderledes, end den er på alle andre tidspunkter af dagen. Dette er vigtigt for spillets historie, fordi de ting du gør om morgenen kan have en indvirken på, hvordan eftermiddagen udspiller sig.
I den centrale hub kan du også vælge det udstyr, du vil medbringe og de opgraderinger og superkræfter, du vil bruge. Du kan have tre våben, der har plads til tre opgraderinger hver, samt to forskellige superkræfter, der hver kan have to opgraderinger. Derudover kan du bruge fire forskellige evner, som du kan låse op for i løbet af spillet. Det kan være double jump, eller mere liv, eller mere power, bedre zoom på dine våben, og så videre. Disse opgraderinger finder du i løbet af spillet og du har dem indtil du enten dør, eller indtil dagen er gået. Man får dog, efter en introduktion til spillet, på omkring en time til halvanden, evnen til at bruge spillets in-game valuta, der hedder Residium. Med Residium, kan du gøre dine våben, opgraderinger og superkræfter permanente.
Residum kan samles op rundt omkring i banerne, og når man dør, mister man det hele. Colt har dog tre liv per bane, så hvis han møder sit endeligt, kan man finde hans lig og samle den Residium op, som man har mistet.
Alt hvad du kan få af opgraderinger kan findes i spillet. Superkræfterne får du af at dræbe visionaries. De har hver deres, der på én eller anden måde afspejler deres personlighed. Den vigtigste af disse er uden tvivl ’Shift’, der er dette spils teleporteringsevne. Den er også den første du bliver opfordret til at finde.
Jeg grinede lidt i skægget over at Arkane synes vi skal flænse spildesigneren Charlie ’Fucking’ Montague, et par gange før vi sådan rigtigt er i gang.
Og i gang, det er vi, når vi har shift.
Først der føles Deathloop som om det rigtigt åbner op. Arkane er ekstremt dygtige til level design og Deathloop er ingen undtagelse. Banerne er store og vertikale, og når man har shift, kan man nærmest ikke leve foruden.
Grafikken er rigtigt god og det er tydeligt at der er lagt meget arbejde i æstetikken, der minder om en blanding af 60’er chic og et monument til kommunismen. For at sige det kort, det er noget med kæmpebygninger af beton, plastret til med psykedeliske plakater og graffiti. Musikken er også lækker. Stille og rolig indtil der er kamp, hvor vi så får et frækt up tempo groove.
Gameplayet er flydende og sjovt. Colt kan sparke i dette spil, og det bliver aldrig kedeligt at sparke intetanende skurke ud over klipperne og se dem styrte i døden.
Det der til gengæld godt kan blive lidt gammelt, lidt hurtigt, er netop disse fjender, eller Eternalists, som de hedder. Det er folk, der er inviteret til øen, for at deltage i tidslommeeksperimentet, men de har mere lyst til at drikke sig fulde og knalde, end til at gøre noget som helst konstruktivt. Til gengæld er de alle sammen bevæbnede og de skyder efter Colt, når de ser ham. De er den eneste fjende, der findes, udover Visionaries (og én anden slags, som jeg ikke vil røbe her.) Og de er alle sammen dummere end fugtigt franskbrød.
AI’en i Deathloop er skræmmende dårlig. Eternalists kan ikke finde ud af at åbne døre og de har ingen strategiske evner, andet end ”løb frem og bliv skudt.”
De rammer nogle gange ret godt, og en gang i mellem kan de se dig gennem et tag eller en mur og begynder at fyre løs på dig, andre gange kan du gå forbi dem, uden de sanser noget som helst.
Jeg vil dog hellere have en denne AI, end den fra Dishonored 2, hvor du ikke kunne snige dig 2 meter uden at hele byen så dig, gennem rælinger, døre og hustage, men det her er et problem som Arkane har haft i alle deres spil. De er ikke gode til at lave AI’er.
Eternalists kan være farlige, når der er mange af dem og de stormløber dig, men ellers er de uhyggeligt nemme at gøre det af med. Visionaries er ikke meget bedre. De kan heller ikke rigtigt åbne døre og de har ikke specielt meget liv. Deathloop er meget let, i den forstand at når du er kommet et stykke ind i spillet, er der ikke rigtigt noget der kan true Colt mere.
Andet end Julianna.
Julianna er hele multispillerdelen i Deathloop. Hun kan invadere din verden på et hvilket som helst tidspunkt, enten som en AI, eller som en anden spiller. Det kan være ret frustrerende, når hun dukker op, hvis du er i gang med noget vigtigt, fordi hun låser for de tunneller, der fører til din hub, så når hun er på kortet, skal du først hacke en antenne, før du kan komme ud. Hvis du dræber hende, taber hun både opgraderinger, Residium og våben, og hvis hun dræber dig, får Juliannaspilleren nogle opgraderinger som man kan udstyre hende med i hendes egen hub, der er en adskilt del af spillet.
Jeg kan godt lide ideen. Udførelsen er desværre bare ikke så god. Det lagger ofte helt vildt, når man spiller hende. Så meget at den del af spillet, til tider, nærmest er uspillelig. Det er enormt ærgerligt at det ikke bare kører problemfrit, fordi det er vitterligt super sjovt at invadere andre spilleres verden og gøre livet surt for dem og det skaber også en spænding i dit eget spil, fordi Julianna har det med at dukke op, når man er allermest sårbar.
Spillets historie er udmærket og efterhånden som tiden går, finder du ud af mere og mere om, hvad der er foregået på Blackreef og hvad der foregår nu. Jeg hyggede mig med at forsøge at finde hoved og hale i mysteriet om øen, men desværre synes jeg ikke at konklusionen rigtigt virkede. Der er en hel del historie, der er meget svært at komme til, og som man nemt kan misse i sin første gennemspilning fordi noget af det er ret dybt begravet … så at sige. Man får historien fortalt gennem tekstbeskeder og audiofiler, der kan findes rundt omkring på Blackreef og så gennem nogle sære tekstbokse, der dukker op over det hele. De er en del af mysteriet, så jeg vil ikke sige så meget om dem her, andet end at det var et koncept, jeg var vild med.
Så vidt jeg ved eksisterer der kun tre NPC’er, som Colt kan interagere med udover Julianna, som man hele tiden har i røret, det er meget lidt, synes jeg og jeg ville gerne have mødt en allieret eller to mere i løbet af mine dage på Blackreef.
Spillets puzzles er udfordrende og de fleste af dem giver ikke rigtigt noget af værdi at løse, andet end et unikt våben og lidt baggrundshistorie. The Visionaries, der er spillets omdrejningspunkt, er heller ikke særligt dybe. De virker utroligt todimensionelle og da det hele sluttede, vidste jeg stadig ikke ret meget om dem. Den eneste man har en smule sympati med, er Frank, og det er kun fordi Colt siger at han har sympati med ham. Jeg kunne godt tænke mig at Arkane havde været noget mere ambitiøse med deres personkarakteristikker i det hele taget. Colt er til tider sjov og tør, men andre gange måtte jeg rulle med øjnene fordi han er overkarikeret. Julianna er sassy og kæk og ved meget mere end dig om alting, men der kommer aldrig en konklussion på hendes karakter. Hun er der bare, som en evig trussel, der kan gøre din dag sur. The visionaries er alle sammen sindssyge, og selvom de, efter sigende, er nogle af vor tids største genier, opfører de sig som pattebørn og har svært ved overhovedet at teoretiserer hvordan tidssløjfen virker. Det er for mig, utroværdigt og jeg viste ingen sympati eller nåde, mens jeg blæste knoppen af dem igen og igen og igen, hvilket er synd. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor godt spillet ville have været, hvis de fremstod mere og mere, som virkelig mennesker, jo mere jeg lærte om dem. Hvis jeg, som spiller, blev konfronteret med et moralsk dilemma over at skyde dem og ødelægge deres livsværk. Det formår spillet, på ingen måde. Alle skurke er ligegyldigt kanonføde. De er uetiske, skabede, fulde og opfører sig som tumper fra start til deres bitre ende.
Et udødeligt mesterværk er Deathloop ikke. Alene det faktum at tiden ikke går, i et tidssløjfespil er for mig ret dumt. Når Colt bevæger sig ud i en bane til middag, bliver det ved med at være middag, indtil du forlader stedet igen. Den måde du kontrollerer tiden på, er udelukkende i den centrale hub, der bare er en passiv menu. Jeg bryder mig heller ikke om, at du ikke kan skifte våben, opgraderinger og superkræfter undervejs i en bane. Det virker besynderligt fladt, at du død og pine skal vælge det inden du går i gang.
Jo, der er mulighed for at udskifte våben i løbet af banen, ved at bytte dem du har ud med nogle du finder, men ellers er du fuldstændigt fastlåst i dit valg.
Spillet crashede et par gange for mig, hvilket også kunne tyde på, at Arkane ikke helt har fået fikset de performanceproblemer, det havde tilbage i 2021.
Men som et sjovt actionskydespil, fungerer Deathloop rigtigt godt. Actionen fejler absolut ingenting og spillet tilbyder nok variation i dit arsenal til at du kan more dig med at myrde de samme, uduelige fjender, i timevis. Jeg brændte selv maden på to gange i løbet af den uge, hvor jeg spillede det igennem for at skrive denne anmeldelse.
Jeg kunne godt have tænkt mig mere dybde. Flere og mere intelligente skurke. Et bedre tidssystem end bare en sløj hub og en PvP-del der fungerede optimalt. Samtidig vil jeg sige at jeg hyggede mig kosteligt med Deathloop og selvom det ikke lever op til Arkane’s Prey, er det et rigtigt godt spil, som jeg nød at spille igennem.
Et underholdende skydespil, med plads til forbedringer.