top of page
  • Forfatters billedeAnders Isaksen

Dixit: Disney Edition



Fakta

Udgiver: Asmodee Nordics

Udvikler: Jean-Louis Roubira

Dixit. Sjældent har et spil været mere rammende navngivet. Dixit betyder på engelsk (eller latin, hvis man er lidt ekstravagant) udtalelse eller ytring.

Hvis du nu tænker det er et noget obskurt ordvalg for så ordinær en ting, så har du ganske ret.

Men netop derfor er det også passende.

I sin mest afskrællede og nøgne form handler Dixit om obskure udtalelser og forklaringer.

Det oprindelige Dixit udkom helt tilbage i 2008 og var dengang lidt af en åbenbaring for mig personligt.

Hidtil havde spil, der handlede om at læse hinandens tanker eller deduktion, været begrænset til at finde ud af hvorvidt din nabo var en spion eller led af akut hyletrang om natten.

Men i stedet for løgn og bedrageri, så har Dixit kreativitet og drømmeri som indgang til deduktionens verden.



Spillet foregår på den måde, at hver spiller har et antal kort på hånden med forskellige obskure billeder. Nu skiftes spillerne til at agere fortællere og lyttere. Fortælleren vælger, i hemmelighed, et af sine kort på hånden og siger nu en udtalelse, det være sig en hel sætning eller blot et ord, som beskriver det billede.

Herefter får han af hver af de andre spillere et kort fra deres hånd som de mener passer på førnævnte udtalelse.

Alle kortene blandes så og lægges ud hvorefter alle spillere, undtaget fortælleren, skal gætte hvilket kort, der er fortællerens oprindelige kort.

Der hvor spillet bliver rigtig interessant er ved pointfordelingen. Lykkedes det alle at gætte det rette kort, får alle UNDTAGEN fortælleren point. Men hvis kun nogle gætter rigtigt, mens andre gætter forkert, får fortælleren point. Desuden får alle de spillere på hvis kort nogle andre spillere har gættet point.

Ovennævnte pointfordeling er interessant fordi det tvinger fortælleren til at være beskrivende men samtidig tilpas obskur til at dennes kort ikke er åbenlyst.

Det er en balancegang, da en for diffus beskrivelse vil føre til at ingen gætter rigtigt og så får fortælleren heller ingen point.

Ud over et genialt pointsystem, var det også de abstrakte og smukke billeder der fik Dixit til at fungere fremragende. Der var tale om underskøn billedkunst med masser af detaljer der gav plads til at fantasi og drømme kunne få frit løb.

Og samtidig kunne en masse beskrivelser pludselige passe på en masse forskellige kort, alt efter betragterens fantasi og ide.



Men det er ikke det originale Dixit jeg anmelder her. I stedet er det Dixit Disney.

Årsagen til at jeg alligevel valgte at beskrive det originale er at Disney udgaven stort set er det originale Dixit, men blot med Disney tema.

Jeg var meget spændt på om det var muligt at forene den abstrakte kreativitet fra Dixit med de særdeles velkendte universer fra Disney.


Og hertil kan jeg heldigvis sige et rungende JA! Hvert et kort er taget fra en velkendt tegne -eller animationsfilm fra Disney, men i stedet for at man blot tog den nemme løsning og hev billeder direkte ud fra filmene, så er hvert eneste kort et nyt kunstværk. Hvert billede har et utal af små detaljer og fortæller hver et hav af små historier der vækker spillernes fantasi.

Det er vidunderligt at se et spil med en kendt IP, hvor der ikke er sprunget over hvor gærdet er lavest, men derimod er der kælet for hvert et kort i spillet.



Derfor er det også brandærgerligt at selve produktionskvaliteten af kortene er så lav. Allerede efter første blanding, var der ridser og mærker at se på kortene og jeg anbefaler helt klart at man investerer i kortlommer til spillet. Det har disse smukke kort i den grad fortjent, og de havde også fortjent, at man havde valgt en højere kvalitet af kort i produktionen.

Netop når kortene er det vigtigste og det kreative og smukke element er den bærende kraft, så er det det helt forkerte sted man har sparet her og det trækker desværre ned.

Havde kvaliteten været i orden, havde der stået mesterværk og fem store lamaer klar til Dixit Disney, nu må vi i stedet nøjes med at sige at det uden tvivl er blandt årets bedste titler og at enhver familie, der elsker Disney eller blot elsker at lege med kreative tanker bør gøre sig selv den tjeneste at købe Dixit Disney. (Men husk kortlommerne)

 

Dixits geniale gameplay kombineret med Disneys magi er bare, ja, magisk. Blot lav kvalitet af kort holder det tilbage for absolut topkarakter.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comentários


bottom of page