Fakta
Udgiver: Square Enix Udvikler: Luminous Productions Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: PC
Kender du det, at du svinger forbi en kebabshop, og du beder om cola. Du siger tydeligt ”Kan jeg få en Coca-Cola?” og kebabmeisteren siger ”Sæ’føli’ shjæf!” – og han så giver dig en Pepsi. Forstå mig ret; en cola er en cola. Men har du sat næsen op efter en Coca-Cola er Pepsi godt nok lidt en skuffelse. Og du tænker ”I det mindste var det ikke sådan en 100% vegansk, økologisk Karma Cola eller lignende…” I denne smukke sammenligning er Forspoken en Pepsi, og Final Fantasy-serien er en Coca-Cola.
Spillet sætter dig i kondiskoene på Alfre "Frey" Holland, opkaldt efter den New York-tunnel hun blev fundet ved som spæd. Så langt, så a la Paddington (som et apropos har jeg altid synes det var svineheldigt at den bjørn blev fundet ved Paddington, da en børnebogserie med bjørnen Cockfosters sikkert ikke havde haft samme succes…)
Frey bliver hurtigt kastet sidelæns ud af New York og ind i en fantasiverden, Athia, takket være et magisk armbånd kaldet Cuff. Sammen prøver de at finde ud af hvad der sker, hvorfor Frey har disse magiske kræfter, og hvordan hun kan komme hjem.
Du mærker med det samme forfatternes aspiration om at være spilverdenens svar på Josh Whedon. Alle Frey’s replikker skal leveres med en rapkæftet kækhed. Ja, jeg ved at hun er teenager, og ja, det er en sjov kontrast til alle de andre figurer, der lyder som om de alle aflægger prøve til en Shakespeare-forestilling. Men det er hele tiden, og det er lidt irriterende. Det er især en skam, for der er nogle sjove replikker, og man fornemmer at hvis kækheden var lagt på hylden, så havde Frey haft mulighed for at have mere spændvidde og dybde.
Dialogen minder mig om nogle Final Fantasy-spil, og denne Final Fantasy-inspiration synes at gennemsyre hele spillet. Hvis Forspoken havde været et Final Fantasy-spil med serienummeret filet af, så havde jeg slet ikke været overrasket. Der er temaer om tidsrejse og identitet. Mystiske magikere (Tantaer) og deres herredømme over menneskeheden. Monstre. Det eneste der mangler er krystaller og de gule strudse-tingester, chocoboer. Og sidstnævnte er lidt ligegyldige, på grund af Forspokens måske bedste element.
Som hvis grundidéen til Forspoken blev støbt da parkour var på sit højeste, er Frey’s mest iøjefaldende talent en evne kaldet Flow (og evner der senere låses op). Flow lader hende løbe meget hurtigt gennem spillets omgivelser. Hun kan meget snart løbe op ad bygninger, dobbelthoppe, teleportere over korte afstande, og sågar svæve. Det er næsten det mest underholdende i spillet, at se hvor elegant og hurtigt man kan komme fra A til B.
At komme hurtigt fra et punkt til et andet er dog ikke nogen bedrift som sådan. Har du spillet et Elder Scrolls-spil? Du ved, kæmpe rollespil, og hver gang du skal fra punkt A til punkt B, så risikerer du at se punkt C, besøge punkt D, måske lige lave en afstikker til E og F, inden du opdager at du ved punkt Y har glemt hvad du lavede. Forspoken har forsvindende lidt at byde på mht. til at gå på opdagelse. Der er nogle dungeons, og et par power-ups, men følelsen af at blive væk i en ny og magisk verden udebliver. I det mindste er det sjovt at bevæge sig rundt, men tænk hvis der havde været noget at opdage?
Ligeledes er kampsystemet ganske fint, med forskellige familier af magi der låses op i løbet af spillet. Disse familier starter med blot at kaste sten i fjæset på spillets muterede dyr, og kulminerer regulære laserstråler. Der er forskellige kombinationer du kan lære, der gør kamp til en sjov affære, men min anke er at magierne låses op for langsomt. Jaja, du skal ”gøre dig fortjent til det” og ”det er en del af udfordringen” og ”det ville jo ikke være sjovt hvis Frey kunne det hele fra starten af”. Jo, det ville det. Det havde været smaddersjovt at have adgang til alle genrer af magi, og så låses yderligere op gennem spillet. Som det er nu, får du næsten låst op for den sidste familie af magi lige når spillet slutter. Hvad nytte er det?
Derudover er der det obligatoriske crafting system, hvilket får mig til at overveje eksistensen af en global verdensorden. Denne har ikke bestemt kedelige ting som corona-vacciner eller 15 minutters byer, nej; den har bestemt at alle spil gudhjælpemig skal inkludere et crafting system (Mit brok om dette kan også læses i God of War; Ragnarok). Her er der dog en sjov idé, nemlig at Frey kan få bonusser ved at have forskellig neglelak. Det lyder spøjst, men på en pudsig måde giver det mening når man spiller det. Ja, hvorfor ikke? Det giver omtrent lige så meget mening at du kan bruge krystaller, rødder og andet til at gøre en kappe stærkere. Spillogik – Hurra!
Jeg tror min største anke mod Forspoken er, at det ikke er dårligt. Musikken er ganske udmærket, grafikken er ok, og gameplay… tilstrækkeligt. Der er gode takter over hele linjen, og man har fornemmelsen af at hele molevitten kunne have været så meget bedre med enten mere tid, en mere klar retning eller en kombination. Men som det står, er Forspoken blot OK. Men i et år hvor så meget stærkere spil enten ER udkommet eller VIL udkomme, er Forspoken lidt et andensorteringsprodukt, en slags mandagsmodel, hvor alt det sjove ikke er helt så sjovt alligevel. Hvorfor vælge det, når Final Fantasy 16 udkommer om blot nogle måneder?
Det er ikke dårligt, det udkommer blot i en tid, hvor større og bedre titler, kalder på opmærksomhed. Så hvorfor vælge det, når der er så mange andre bedre spil på markedet? Sagt på en anden måde; Det er ikke dårligt, men med et supermarked fyldt med Kærgaarden, hvorfor så slå sig til tåls med vegansk smør?