top of page
  • Forfatters billedeAsmus Neergaard

Glæden ved at skille ting ad (og samle dem igen)

Da jeg var knægt var en af mine yndlings stykker af legetøj en telefon. Ikke sådan en Fisher-Price ting med glade farver og sjove lyde. Det var en gammel mobiltelefon som mine forældre havde brugt i sejlbåden. Tror muligvis at det var en Transportable Vodafone VT1. Den så i hvert fald lidt ud som den:


Hvad telefonen var på et givent tidspunkt skiftede. Nogen gange var det en bombe. Jeg skulle indtaste en kode på tastaturet, inden jeg tog batteriet (en ordentlig kleppert der sikkert vejede 500 gram) af, og så kunne finde den lille sikring der gemte sig bag det.

Andre gange var det en direkte linje til et bureau ala MI6, PET eller lignende. Jeg tror også at jeg afværgede mindst én invasion af rumvæsner ved hjælp af den telefon. Fælles for alle disse fantasier var glæden ved det fysiske. Telefonen var tung og solid. Knapperne var gode at trykke på. Batteriet havde en god klik-lyd når det blev taget af og sat fast.


Hvad der skete med den kan jeg ikke huske, men det var ikke den sidste maskine, som jeg glædede mig over at skille ad (selvom den nok var den sidste som jeg satte sammen igen….).

Der var mine forældres gamle Betamax. Der var mit gamle TV.

Et mindeværdigt stykke ”legetøj” var et gammelt kasseapparat en nabo på et tidspunkt smed ud. Det var igen det fysiske, der var så umådeligt tiltrækkende. Tunge taster, klik og raslen som mekanismen i baggrunden gjorde klar til at udregne summen af et køb. Et håndtag man kunne trække i. En (aflåst!) skuffe jeg aldrig kom ind i. Jeg modstod fristelsen i laaaang tid inden jeg brugte et brækjern til at se hvad der var under den irgrønne metal- og træskal.

Kasseapperat som illustration. Det så lidt sådan ud.


Som jeg blev ældre blev mine destruktive vaner mindre udtalte – mest fordi jeg blev mere af en samler og gemte ting frem for at ødelægge dem. Men jeg beholdte en vild forelskelse for ting der føltes solide, eller som på klikkende og snurrende vis satte sig sammen, gik fra hinanden eller ændrede sig.

Første gang jeg så Tony Stark få sin Iron Man-dragt på i Marvel-filmen var jeg ved at gå til af glæde. Eller bare da Michael Bay bragte Transformers til det store lærred. Hvem kunne bekymre sig om Megan Fox, når en bil forvandlede sig til en robot under en symfoni af roterende dele, klikken, klakken og skurrende metal?


Spil har været en kilde til evig forundring og glæde i denne forbindelse. First Person Shootere er altid gode. Snigskytterifler med magasiner på størrelse med en jumbobog. Der er vægt bag det, det bliver sat ind i riflen med et solidt *klonk*. Lademekanismer bliver flyttet, og små håndtag og dingenoter som jeg ikke aner hvad hedder, bliver justeret.

Eller Halo-serien, der med Brutes introducerede store abe-væsner, hvis tilgang til mekanik var at svejse metal sammen indtil det enten bevæger sig eller dræber - nogen gange samtidigt.


I det seneste år har jeg været så heldig at spille ikke blot ét spil, men to der tilfredsstillede denne trang, dette behov for at have mekaniske ting der bliver sat sammen.


Assemble with Care


Udgiver: Apple Udvikler: ustwo Games Ltd Platform: Windows, iOS, MacOS

Assemble with Care er interessant, fordi det kombinerer min passion for at skille ad og samle objekter, med min kæphest om indie-spil og patetiske historier. For alle indie-spil skal jo have en eller anden historie hvor følelserne sidder uden på tøjet, hvor mennesker kommer hinanden ved. Bvadr.

Men hvor lidt historien engagerede mig, lige så meget var gameplayet bare mig. Man begynder med simple objekter. Man starter i det små og skal bare åbne nogle objekter (båndoptager eller telefon) og rense dem lidt. Til sidst er det spillekonsoller, lysbilledapparater og spilledåser. Man holder styr på skruer, erstatter ødelagte komponenter, renser beskidte dele og samler til sidst objektet. Og selvom spillet er overstået i løbet af blot et par timer, var glæden ved at skille ting ad så stor at jeg stadig mindes den med glæde.


Arcsmith



Udgiver: Meta Udvikler: Bithell Games Platform: Oculus Quest

Arcsmith er næsten som en af mine våde drømme. Ikke nok med at dette VR-spil foregår i rummet med et stort mavesurt rumvæsen som din partner, du skal også bygge maskiner ud af smådele.

Der er en masse små ”aha”-oplevelser, hvor du opdager at en given konfiguration af spillets byggeklodser ikke virker (lad det være på grund af strømforbrug, varme eller noget tredje) og hvor du så skal skille maskinen ad igen. Bygger du noget der virker, men er grimt, eller gør du dig umage med at lave noget der er funktionelt elegant? Og hvor er det bare tilfredsstillende at klikke reservedele sammen, sætte strøm til og se at det virker.

 

Mens Lego-sæt tilfredsstiller trangen til at sætte ting sammen, så ser det ud til at spilverdenen til stadighed vil være der for virkelig at gøre mig i stand til at (de-)konstruktionen af ting langt ud i fremtiden. Og er det ikke alt hvad man kan bede om fra digital underholdning?

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

The Witcher

Comments


bottom of page