top of page
  • Lasse Løager

Horizon Forbidden West

Opdateret: 7. maj 2022

Disen driver langsomt frem og indhyller træerne. Fra udsigtsposten, en ødelagt bro, hvor de sørgelige rester af ødelagte, rustne biler, står med spredt mellemrum, har jeg set blåt lys i tågen og ved, at hvis opgaven skal løses, bliver det ikke uden problemer. Trykker på en knap, åbner for våbenhjulet og konstaterer, at ressourcerne, der indtil nu, er blevet samlet flittigt ind, rækker til produktion af pile og fælder.

Fakta

Udvikler: Guerilla Games Udgiver: SCEE Platform testet: PS4 Andre platforme: PS5

Horizon Forbidden West er opfølgeren til Guerrila Games glimrende titel fra 2017, hvor alverdens spillere, for første gang, blev præsenteret for spillets heltinde, Aloy.

Forbidden West åbner direkte efter afslutningen af Zero Dawn og det vil derfor være bedst, om man har stiftet bekendtskab med den titel, inden man finder buen frem og tager klatreskoene på. Man kan også se det sammendrag af handlingen, der findes i spillets hovedmenu, men det svarer lidt til at slikke på en fisk og kalde oplevelsen for sushi. Sagt på en anden måde, er det nødvendigt i forhold til at fuldt udbytte af historien, at man allerede kender Aloy og den postapokalyptiske verden, man som spiller får stillet til rådighed i Forbidden West.

Fanden er løs i Laksegade og da ingen andre ser ud til at melde sig frivilligt, eller har evnerne, påtager Aloy sig at rage kastanjerne ud ad ilden. Hvad udfordringen helt præcis er, vil ikke blive afsløret i denne anmeldelse, hvilket i øvrigt også ville kræve en roman, idet Guerilla Games ikke er blege for at smække en fortælling sammen, der har flere lag, stikveje, omveje og smutveje end det skøre hus i Asterix.


Et mystisk signal vestfra, der har direkte forbindelse til verdens snart forstående undergang, betyder at Aloy må i dén retning. Det er dog ikke uden slinger i valsen, idet uroen ulmer i stammesamfundene og selv om hun har vist sig som folkets helt i Zero Dawn, åbner det ikke automatisk alle døre eller grænser for vores hovedfigur.

Der opstår tumult ved grænsen til vest, kampe bryder ud og mennesker dør. I kølvandet på dén konflikt, bevæger Aloy sig ind i det forbudte territorie, hvor frygtelige modstandere, mysterier og nye venner venter forude.



Forbidden West er et Open world-adventure, hvor spillere har rig mulighed for at gå på eventyr, snuse i krogene og i dén grad også få røven på komedie, alt efter hvilken sværhedsgrad man vælger og netop dét, er et nøgleelement i forhold til oplevelsen. Hvis man vælger den letteste mulighed, vil Aloy opføre sig som en pædagog på sukkertrip og konstant give gode råd og pege i retning af skjulte ting. Det er naturligvis rart, hvis man bare vil læne sig tilbage, hygge med maskiner, udforskning og kigge på landskabet, men trættende, hvis man også gerne vil udfordres og hører man til dét segment, er det blot at justere sværhedsgraden, indtil man føler sig tilpas udfordret. Vil klart anbefale erfarne spillere at slå støttepædagogen fra og i stedet sigte efter en mere selvstændig oplevelse, hvor tilfredsstillelsen er ækvivalent med størrelsen på maskinerne, man nedlægger undervejs.

Der er rigeligt med mekaniske monstre i Forbidden West og ganske som i Zero Dawn, er disse blevet navngivet af en børnehave. Eller, det er i hvert fald den tanke, der slog ned i mig undervejs, at maskinernes navne skal tages bogstaveligt. Svarende til at man på Animal Planet ville støde på Plettet hurtigmis og Snabelkæmpe, hvilket ville dække over gepard og elefant. Det er naturligvis en ubetydelig detalje, men ikke desto mindre, giver det ikke kredit på sej-kontoen, at prale med nedlæggelse af en Skjoldsnapper eller en Solvinge.

Man kan vælge at tilgå kampene på flere forskellige måder, alt efter hvilken maskine man står overfor. En Thunderjaw, der bedst beskrives som robotudgaven af en T-rex, går som regel i ring i terrænet, hvor spiludvikleren har været så venlig at sørge for klipper, hvor man kan søge dækning, masser af grøntsager, der ligeledes sørger for at man kan gemme sig for den skarptandede, svært bevæbnede maskine.

Jeg bruger bue og pil, det er den taktik der har virket bedst i forhold til måden, jeg spiller på. Man kan også bruge rebkasteren og emulere rebellernes taktik mod Walkers, som man så det gjort i The Empire Strikes Back, hvilket vil sige at man pløkker et reb fast til bæstets ene ben, løber i cirkler om kalorius, der så gerne skulle ende med at snuble og dermed ligge klar til en solid omgang smæk med spyddet.


Rent grafisk er spillet et slaraffenland og mere end én gang, har jeg parkeret Aloy på en klippe, alt mens jeg har panoreret kameraet og nydt udsigten.

Det samme gør sig gældende i byer, landsbyer og huler. Der er kælet for detaljerne og i særdeleshed for Aloys hår, der nærmest fortjener en særskilt anmeldelse, hvis man altså er frisør med hang til dreadlocks eller blot har interesse i den slags.


Horizon Forbidden West anbefales til spillere der elsker eventyr, opdagelse og grafiske lækkerier. Sværhedsgraden kan justeres og man kan, som nævnt, bruge den indbyggede pædagog, hvis man er til håndholdt, stille og roligt eventyr. Hvis ikke, kan man skrue helt op for sværhedsgraden, hvor pædagogik smides ud ad vinduet og erstattes med en mere hårdhændet opdragelse.

Spillere af Zelda, Tomb Raider og diverse andre open world spil, kan roligt tyre grunkerne efter denne titel.

 

Forbidden West lander på fire fuldautomatiske, mekaniske lamaer.


0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comments


bottom of page