top of page
Forfatters billedeAsmus Neergaard

Let's Build A Zoo



Fakta

Udgiver: No More robots Udvikler: Springloaded Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: Switch, Xbox Series S/X, Steam

Zoologiske haver har altid været et blødt punkt for mig. Jeg elskede at besøge dem i min barndom, og selv nu er de en evig kilde til underholdning. Og de er på sin vis også en refleksion af vores samfund. Hvordan vi indretter en zoologisk have (og hvilke dyr vi mener er værd at vise frem) giver en indikation om vores følelser for de arter vi nu deler planet med. Står der en enlig tiger i et hjørne og stirrer sørgmodigt ind i evigheden, eller har den en lille flok i en frodig indhegning? Er det rå beton eller er der gjort noget for at gøre indhegningen naturlig? Og så videre og så videre. Med Let’s Build A Zoo får du nu chancen for at spejle dig i en zoo, og se hvem der kigger tilbage…


Du kan være undskyldt hvis du undervurderer Let’s Build A Zoo. Det ligner overfladisk et mobilspil, med sin pixelgrafik der kunne være taget ud af spil som Nimblebit’s Disco Zoo. Men efter du automatisk har ledt efter microtransaktioner (der er ingen), begynder du at se, kan du begynde at sænke paraderne. Let’s Build A Zoo er ikke et mobilspil, men en hyggelig og solid zoo-simulator der er lidt specielt. På den gode måde!


Som lykkelig zoo-ejer starter du med et lille stykke jord og en beskeden sum penge. Og beskedent er også udvalget af dyr du kan købe. Så din første zoo består af kaniner og grisebasser. Så langt, så godt. Efterhånden som tiden går, dukker der flere dyr op du kan købe, og du låser op for flere slags indhegninger, bygninger og så videre. Hvad der starter som en børnezoo, kan snart udvikle sig til en økologisk oase eller et dystopisk fængsel af genetisk manipulation.

Ja, du læste rigtigt.



Hvor Let’s Build A Zoo gør det lidt anderledes er inklusionen af et moral-system og et genetisk laboratorium. Det genetiske laboratorium, der låses op meget tidligt i spillet, giver dig to muligheder. Den ene er kloning. Når du har samlet en af hver dyrevariant (hvert dyr findes i forskellige farver), vil laboratoriet have analyseret nok DNA til at klone dyr. Den anden mulighed du har er splejsning. Du kan kombinere to dyrearter og få nuttede små mutanter ud af det. Slanger med gåsehoveder, ande/flodsvinshybrider… Til at begynde med har du ikke selv muligheden for at vælge, spillet giver dig hybriderne, men senere i spillet kan du selv gøre det. Jeg har endnu ikke udviklet en grikokylling, det ultimative sandwich-fyld, men jeg fortsætter mine forsøg.


Hvis dette ikke virker moralsk anløbent nok, er der også mulighed for at være rigtig ond (eller god, for den sags skyld). Let’s Build A Zoo giver dig fra tid til anden valget mellem at gøre noget godt eller noget ondt. Politianmelder du den gale videnskabsmand der besøger din have, eller køber du hans udstoppede robotdyr? Dette giver dig enten positive eller negative points. Disse points tillader dig at købe ting til din zoo.



Der er to valutaer i spillet. Den ene er kolde kontanter. Disse tjener du via billetindtægter, ved salg af mad, drikkevare og souvenirs, og ved at løse spillets missioner. Disse er overkommelige små missioner, der hjælper dig gennem spillet a la ”Køb fem turistbusser” eller ”Hav 200 besøgende om dagen”. Penge gør dig i stand til at udvide haven, hyre ansatte, købe dyr, seværdigheder og så videre. Research Points er den anden valuta, og dem optjener du automatisk som tiden går. Disse point gør dig i stand til at låse op for nye ting til din have. Adspredelse til dine dyr, som bolde eller trampoliner (det er en fryd og se en pixeleret hyæne hoppe på trampolin…!). Dekorationer som træer og bænke. Og forskellige nye bygninger. Det kan være at du køber vindmøller og gør haven rigtig miljørigtig. Og her kommer moralpointene ind. ”Gode” genstande koster positive points, og ”onde” ting koster negative points. Det giver mening og det giver mening at du skal være god for at få gode ting (og vice versa). Det betyder dog også at du ikke helt kan mikse og vælge som du vil. Hvad så hvis du vil have både miljørigtig strøm OG en dedikeret slagehal? Det er ikke lige til.


Der er noget… hyggeligt over Let’s Build A Zoo. Måske det er grafikken, men du står ikke med følelsen af at skabe en fokusgruppe-orienteret zoo, ultra streamlinet og uden personlighed. Din zoo vil altid se lidt hjemmehæklet ud, og det er absolut noget af charmen. Spillets underliggende systemer er ikke overvældende, men dybe nok til at du hele tiden skal have hovedet med dig, uanset om det handler om fodring, mængden af sukker i dine læskedrikke, personel og så videre og så videre. Min eneste anke her er dog at kontrollen ikke er helt så elegant som den måske kunne have været. Når du navigerer rundt i zooen er det med en art musepointer på skærmen, men alle menuer er knapper der fremhæves med piletasterne. Så hvis du vil vælge en funktion i bunden af skærmen, skal du trykke 10 eller lignende gange på en piletast for at komme derned. Hvorfor pointeren ikke virker her er en gåde, og det kan gøre navigation noget af en pine.



Let’s Build A Zoo er et fornøjeligt zoo-simulationsspil, der ikke tager sig selv helt seriøst. Det har en hyggelig charme, der bestemt gør det til et spil værd for alle med en lille dyrepasser i maven. Det er dog ikke perfekt, og styring samt implementeringen af moral-pointene kunne sagtens have haft lidt længere i ovnen. Og nu må i have mig undskyldt. Mine grikokylling-forsøg venter…

 

Hyggeligt og lidt useriøst simulationsspil til dig der er dus med dyrene.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

So Many Clues

Helldivers 2

Comments


bottom of page