Fakta
Udgiver: Nintendo Udvikler: Mercury Steam Platform testet på: Switch
Helt tilbage i 1986 udkom det allerførste Metroid spil til den første Nintendo konsol, et spil som blev en så stor succes at der i dag er udkommet 15 spil i serien. Oprindeligt var det et 2D platform spil, men serien har sidenhen bevæget sig over i FPS genren, i action-adventure genren, ja, der er endda udkommet et pinball spil i Metroid serien. Dread er dog et spil som tager tilbage til begyndelsen, det er et 2D platform spil i stil med de allerførste spil og det har vi kigget nærmere på, tillad mig at invitere indenfor i en slags tidsmaskine, når vi nu gennegår, hvad Dread er for en størrelse.
Føderationen har sendt 7 EMMI roboter til planeten ZDR, for at undersøge om X-racen er tilstede på planeten, de mister dog kontrakten til dem, derfor sender de Samus afsted for at finde ud af hvad der er sket med deres robotter på planeten. Dette er en hurtig sammekogning af historien i Metroid Dread, en historie, som faktisk ikke er vildt ophidsende, men er nok til at at skabe en stemning og give dig som spiller en grund til at spille dig igennem banerne i Metroid Dread. Heldigvis er det ikke historien, som har gjort serien så populær, det er gameplay og den unikke bane opbygning som er grunden til at spillene sælger så godt.
I de originale spil besidder Samus en del forskellige evner, som gør det muligt for hende at overvinde de mange fjender hun møder. Dread starter dog med at Samus får fjernet alle disse evner, derfor starter hun spillet med kun de mest basale færdigheder og må genfinde sine tabte evner igennem spillet. Dette gør også at spillet starter en smule lineært, der er ikke vildt meget frihed som bliver overladt til spilleren, man bevæger sig igennem store baner, hvor man dog flere gange støder på veje, der er spærret af forhindringer som ikke kan forceres, fordi Samus ikke har genvundet den evne som skal bruges. Udviklerne holder næsten spilleren i hånden indtil den første bosskamp, men de kamouflerer det smukt som en form for frihed. Men i takt med at man genvider sine tabte evner, åbner banerne sig op for spilleren, man genvinder ikke kun sine evner, men også sin frihed, banerne åbner sig op og der er nye veje igennem banerne.
Planeten ZDR er fuld af mystiske væsner som er fjendtligsindede overfor Samus, de vil gøre alt for at forhindre hende i at forlade planeten i live. De fleste fjender er nemme at overvinde og følger simple forudprogrammerede ruter i banerne, dette ændrer sig dog så snart man møder den første EMMI robot. EMMI roboterne er blevet onde og jagter Samus så snart de hører den mindste bevægelse fra hende, og de følger ikke nogen planlagt rute. De patruljerer specifikke områder som er afgrænset af nogle specielle døre, når man bevæger sig ind på deres territorier er man ikke længere jægeren man er byttet som skal flygte eller gemme sig. En EMMI robt kan ikke besejres med normale våben, det kræver et specielt omega-våben, et våben som kun kan findes ved at dræbe en speciel mini-boss som også befinder sig på samme territorie. Har man overvundet en EMMI, kan man frit bevæge sig rundt i det territorie som den patruljerede i, for at finde nye evner eller veje frem i banen. Et møde med en EMMI er nervepirrende oplevelse.
EMMI roboten er dog ikke de eneste specielle fjender man vil møde i spillet, der er også flere store boss fjender i spillet som møder før man kan komme videre til en ny del af planeten. Boss kampe er unikke og anderledes, de består af forskellige faser hvor man skal skyde forskellige dele af bossen. Samus møder både store og små bosser i det her spil, og de besejres alle på samme måde, skyde dem med våben indtil de dør. Dread er faktisk et meget typisk Metroid 2D platform spil, spilleren bevæger sig fremad men også tilbage hele tiden, fordi man har fundet en evne som gør det muligt at forcere en forhindring og åbne nye veje i banen. Den største forskel er faktisk kun EMMI roboterne, havde det ikke været for dem så havde spillet bare været en grafisk forbedret udgave af de gamle spil.
De første par timer med spillet var jeg forelsket i Metroid Dread, jeg kæmpede mig igennem en masse fjender, mødte min første EMMI og nedlagde en stor, fed boss. Gameplay var fantastisk og banerne var smart opbygget, jeg følte jeg gjorde fremskridt og havde det sjovt. Denne følelse varede desværre ikke ved. Selvom EMMI roboterne er et friskt pust i spillet, så blev de for mig hurtgt en irriterende forhindring. Når en robot opdager Samus, jagter de hende indtil de fanger hende, bliver man fanget har man 2 chancer for at slippe væk med livet i behold. Dette foregår ved en slags Quick Time Event, hvor man skal trykke X på et helt specifikt tidspunkt. Jeg er i forvejen ikke fan af QTE sektioner i spil, men her er de endnu mere irriterende, fordi misser man dem, så starter man foran døren igen og skal gøre det hele om igen. Det havde været fint hvis der var en sikker måde at vinde disse QTE sektioner, det er der bare ikke, det er mere held en nogen form for færdighed som skal bruges i de situationer. Frustrationen blev ofte så slem, at jeg havde lyst til at smide med min controller, hvilket er meget unormalt for mig. Men det var ikke kun ved EMMI kampene at jeg blev frustreret, det var faktisk endnu værre ved nogle af bosskampene.
Boss kampene består af forskellige faser, det er ikke altid lige nemt at finde ud af hvordan man avancerer til næste fase. Det er fedt at finde løsningen, gå videre til næste fase og så igen finde ud af hvordan man avancerer. Det som ikke er fedt, er at mange (næsten alle) boss kampe indeholder en QTE sekvens, hvor man skal trykke X på det rette tidspunkt, det passer ikke rigtig ind i de ellers udmærkede kampe. Det er frustrerende at misse et tryk på en tast, hvilket resulterer i at man skal starte helt forfra i en kamp, specielt når disse sekvenser for det meste er i den afsluttende fase af kampen. Men det er ikke mit eneste problem ved boss kampene, et større problem er den manglende følelse af at man påfører en boss skade, jeg savner en energi-bar som fortæller mig at jeg skader en boss. Jeg var hele tiden i tvivl om jeg overhovedet skød på den rette del af bossen, eller om mit våben var det rette til at besejre bossen med. Kampene føles unødvendigt lange og frustrerende, plus at man ofte gentager kampene masser af gange fordi man trykker en tast på et forkert tidspunkt. Det er synd fordi boss modstanderne er fede og godt designede, samtidig med at de giver et friskt afbræk fra den lidt mere standard platform del.
Ideen med at fjerne alle Samus´ evner lige fra begyndelsen er god nok, efter et par timers spil så fungerede det dog ikke rigtig mere. I løbet af en gennemspilning af banerne, så opdager man hurtigt at der er mange blindgyder, de er dog kun blindgyder indtil man har fundet den evne som gør det muligt at komme videre. De første par gange er det ret fedt når man opdager at man kan gå tilbage i banen, fordi man har fundet en ny evne, som åbner op for nye veje. Det bliver dog hurtigt til en frustererende oplevelse hvor man ser en bestemt mur/genstand som man ikke kan forcere, men ved at man skal tilbage hertil senere når man har fundet den evne som fjerner muren/genstanden. Der er simpelthen for meget ”backtracking” i Dread, jeg ved det er en af de væsentligste punkter i et Metroid spil, det bliver bare brugt for meget i Dread, så meget at det føles forkert og ensformigt.
Styringen af Samus er rigtig god i starten af spillet, alt er nemt og overskueligt sat op. Men samtidig med at man genvinder sine tabte evner, så bliver styringen desværre mere kompliceret, man skal f.eks. holde flere taster nedtrykket bare for at affyre et missil, hvilket er ok når man kan stå stille og koncentrere sig om hvad man skal gøre, men når man skal bevæge sig hurtigt rundt og samtidig affyre et missil, ja så fungerer det ikke altid lige godt. Ihvertfald ikke når man har 2 hænder som har 46 års slid i bagagen, Metroid Dread er det første spil som har givet mig krampe i mine hænder, og det var ligemeget om jeg spillede med min Switch Pro Controller eller med konsolen i bærbar mode. Det kan faktisk godt være at jeg er ved at blive for gammel til den her type spil, og at styringen er ok for de fleste spillere, for mig var det dog et problem som hæmmede min spilglæde.
Grafisk er spillet smukt på den lille Switch skærm, men det er knap så smukt når man spiller det på et stort fladskærms TV. Det ses at Nintendos lille konsol ikke helt klarer at følge med Xbox og Playstation, når det kommer til det grafiske udtryk. Heldigvis er grafik ikke alt ved et spil, ofte er det design og kunstneriske evner, som gør et spil smukt, og mens banerne i Metroid Dread er en smule kedelige i deres udseende, så er fjenderne, specielt de store bosser, smukt designede og varierede. Musikken er desværre heller ikke noget at skrive et kærlighedsbrev over, musik stykkerne fungerer men de er en smule kedelige og mangler kraft og pondus, jeg savner lidt power i musikken, noget som de foregående Metroid spil ellers har haft masser af.
Forelskelsen jeg følte i de første mange timer forsvandt desværre fuldstændig, istedet blev disse følelser erstattet af en konstant frustration og vrede. Metroid Dread er et godt spil, som desværre bliver trukket ned af nogle forkerte design valg. Efter at have slagtet den sidste boss i spillet, så sad jeg tilbage med en kedelig fornemmelse i maven, der var så mange gode ideer og gameplay elementer i spillet, som desværre ikke var nok til at gøre spillet til en komplet oplevelse. Spillet endte med at blive et middelmådigt platform spil, som jeg ikke har lyst til at spille igen, selvom jeg godt ved at der er mange hemmeligheder og genveje som jeg endnu ikke har fundet. Det tog mig 9 timer at gennemføre spillet, men der er stadig mange timer spil som jeg endnu ikke har oplevet, men jeg kommer heller aldrig til at opleve dem, fordi spillet ikke er atraktivt nok til at jeg gider spille mere af det. Derfor kan jeg heller ikke give spillet mere end 3 ud af 5, selvom Metroid Dread har alle forudsætningerne for at score en højere karakter, så er det færdige produkt en smule skuffende.
Et godt spil som vi anbefaler, også til fuld pris til trods for at være en smule skuffet.