Fakta
Udgiver: Nintendo Udvikler: The Pokémon Company Platform testet på: Switch
Med Pokemon Brilliant Diamond og Shining Pearl dypper Nintendo endnu engang spanden i nostalgiens brønd, og kombinerer klassisk gameplay med et par nye tilføjelser og et solidt lag grafisk polish. Det endelige resultat afhænger nok af hvad dine forventninger var.
Pokemon er, for mig, en evig søgen på både nyt og gammelt. Da jeg var knægt (okay, bessefar…) var et af mine yndlingsminder fra en sommer, de morgener hvor jeg sad og så Pokemon med min søster og mor, og bagefter genskabte rejsen i Pokemon Yellow. Og selvom jeg ved at minder som disse ikke kan købes eller rekreeres, så kan man lave nogle nye. Og der passer nye Pokemon-udgivelser ind; i jagten på at genfinde lykkelige øjeblikke i barndommen kombineres med en knivspids nyskabelser, der retfærdiggør ekstraudgiften.
I Diamond er du på eventyr i Pokemon-universets Sinnoh-region, hvor du på ny skal vælge en start Pokemon (ildbaserede Chimchar, græs-typen Tortwig, eller vand/is-pokemonen Pinlup. Da jeg er et vanevæsen, valgte jeg, ligesom da jeg spillede Diamond for første gang, Chimchar) og drage ud på eventyr. Som det sig hør og bør, er der en pokemonprofessor der mener, at en mindreårig er den perfekte assistent til at blive angrebet af vilde Pokemon i videnskabens hellige navn. Denne gang hedder professoren Roan og har en assistent, Dawn, der følger dig gennem eventyret.
Og dette foregår helt efter kunstens regler: pokemoner er baseret på et eller flere elementer, og de er - som en avanceret gang sten-saks-papir - stærke eller svage mod pokemoner med andre elementer. Ild-typer dominerer græs-typer, vand er stærke mod ild, og fe-typer er stærke mod drage-typer. Ja, du læste rigtigt. Nej, jeg forstår det heller ikke. Denne dynamik udnytter du til at dominere i kampe ved at udskifte pokemoner så de passer elementalt. Uddel nok bank til en vild Pokemon og du kan fange den. Den voksende hær af dyr bruger du til at komme gennem den overordnede historie om Team Galactic, en gruppe slemme drenge, der ved hjælp af en legendarisk pokémon vil EROBRE VERDENSHERREDØMMET. Så langt, så Pinky & The Brain.
Historien er dog, som altid, noget der foregår i baggrunden, for det primære formål er præcis hvad Pokémon altid har været: Fang så mange kræ som muligt, gør dem stærkere og bliv den bedste i verden. Præcis som titelsangen til serien sagde:
Brug alle dine kræfter
Hold hovedet koldt
I kampen mod de bæster
Er sejren for nem, så start forfra igen
For du skal kæmpe hårdt, hvis du vil være mester!
En tilføjelse til spillet, som med garanti skiller vandene, er at alle pokémons du slæber rundt på får erfaring fra kampe, uanset om de rent faktisk kæmper eller ej. Det er en fordel, da det er meget nemmere at gå tilbage til tidligere områder, fange en svag pokemon og hurtigere få den på niveau med de andre kræ. Omvendt kan du hurtigt ende i en situation hvor alle pokemon er utroligt stærke, og (de mange) kampe mod svagere modstandere bliver lidt kedelige, da du ender med at skyde spurve med kanoner. Jeg er personligt fan, da jeg med begrænset tid kan nyde godt af et hold kraftkarle. Desværre kan funktionen ikke slås fra, hvilket muligvis kan være en pine for harcore-spillere.
Grafisk er spillet en kombination af søde chibi-agtige figurer (tænk store øjne, store hoveder og små kroppe) når Sinnoh skal udforskes, og mere detaljerede figurer når der skal kæmpes. Kombinationen virker glimrende, og virker som en god hyldest til Gameboy Advance-grafikken Diamond og Pearl debuterede i første omgang. Min eneste egentlige anke er ved spillets såkaldte Poketch, et Poke Watch. I Sinnoh er Smart Watch lige blevet introduceret, og jeg ville ønske, at det grafisk havde fulgt den virkelige verden. Her er ingen Kevin Lynch eller Tim Cook til at skubbe udviklingen. I stedet har Poketch en simpel, sort-hvid dot matrix skærm (tænk den første Gameboy) med en skærmopløsning som en tamagotchi.
Sådan et digitalt ur var muligvis acceptabel tilbage i 2007, men jeg havde ærlig talt gerne set en lille opgradering her. Lidt farver, måske. I stedet for Gameboy-grafik kunne det måske have haft Gameboy Advance. Alt andet end et Casio på steroider. Det er muligvis flueknepperi, men når resten af spillet er blevet genopbygget på fin vis, så er det en ærgerlig overseelse.
Jeg er muligvis lidt unfair nu, for jeg føler lidt at Brilliant Diamond falder lidt mellem ønsket om en ny version af de klassiske Diamond/Pearl-spil, og samtidig ikke helt byder på nok nyt. Men det ændrer dog ikke på, at Brilliant Diamond er et glimrende og underholdende Pokémon-spil og endnu en garanteret tidsrøver til Nintendo Switch.
Et ar årets bedste titler!