Fakta
Udgiver: Embracer Group Udvikler: Volition Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: PS4, Xbox Series S/X, Xbox One, PC
Inden jeg begyndte nærværende anmeldelse googlede jeg “Reboots which missed the point”. Meget passende missede Google pointen og gav mig tips til hvordan jeg kunne genstarte diverse computere, græsslåmaskiner og mobiltelefoner. Passende, for det virker som en perfekt metafor for Saints Row (efterfølgende kaldet SR2022 for nemheds skyld), en ny begyndelse for Volitions fandenivoldske og useriøse psykopatsimulator. Passende, fordi pointen med serien synes at være misset totalt med dette nyeste indslag.
Jeg bebrejder ikke Volition for at have trådt et skridt tilbage og begyndt forfra. I hvilken retning skulle de ellers have gået, i en serie der startede som en GTA-klon, erobrede en hel by i 2’eren, var et globalt ikon i 3’eren, og smed rumvæsner og virtuelle verdener sammen i 4’eren? (Tidsrejser er selvfølgelig svaret, men dette spil hører til i en venligere tidslinje, den hvor Corona ikke skete, Boris Johnson var forhindret af et præservativ og Donald Trump havde holdt sig til at sælge bøffer). Så SR2022 starter fra scratch, med en ny by, et nyt figurgalleri og en ny bande. Og, af uransagelige årsager, næsten ingen af charmen eller humoren fra de gamle spil.
Som altid indtager du rollen som The Boss, en figur du selv bygger mht. stemme (her kaldet personlighed), kropsbygning, hudfarve, størrelse på kønsdele og så videre. Du kan altså være så kedelig eller outreret som du vil, med en figur der spænder fra “hvid gut” til “blåhudet amazone med mande stemme”. Min eneste anke her er at stemmerne er lidt kedelige. Du kunne i de gamle spil have en cockney-accent, men her er stemmerne mere kedelige. SR2022s lokalitet taget i betragtning ville en Elvis-agtig stemme eller en rigtig Cowboy have været sjov, men ak, således skulle det ikke være. Resten af figur-galleriet er ikke meget bedre. Vi har Neenah, der er mekaniker, glad for biler og med i en bande af latinx. Så har vi Kevin, der ud over at knalde alt med en puls har bar overkrop. Og så er der Eli, en nørdet gut med forretningssans og en tøjsmag a la Mads Christensen. Nogen Johnny Gat eller Shaundi er de bestemt ikke.
SR2022 finder sted i den Las Vegas-lignende by Santo Illeso, med et miks af slum, industri, lidt højhus og en maaaaaasse ørken. Og som det er tilfældet med hovedpersonen, mangler der noget. Der er et par nævneværdige seværdigheder, som den store jaguar-formede klippe i startområdet. Men ellers føles byen mere som en kulisse end som en by, hvilket er en svær ting at beskrive. Som forskellen mellem et hotelværelse og et hjem, du ved at der er en forskel men den kan være svær at præcisere. Volition har forsøgt at blæse liv i byen, men ingen af de mange collectibles (Tag billeder af en seværdighed og åbn for fast travel, hop i containere for penge, find narko på hustage) er særligt interessante, og i tilfældet med fast travel direkte irriterende da det ofte tog mig tid at finde den rigtige afstand og vinkel, spillet ville godtage. Spillets AI hjælper heller ikke, NPCer er dummere end standarden og reagerer sjældent på dine udfoldelser.
Nå ja, men er spillet sjovt? Det er vel det væsentlige? Njaaaaa. Der er missioner der er underholdende. En tidlig mission sender dig hoppende fra bil til bil mens skurke gennemventileres. Fem minutter senere kører du durk ind i en sandstorm og tankerne ledes uundgåeligt i retning af ren Mad Max, for til sidst at ende i en skudduel i en slugt. Men der er lige så mange missioner der blot er kør her, skyd et par fjender og det er det. Det er naturligvis en unfair måde at ridse missioner op på – alt kan gøres kedeligt ved oversimplificering. Mario er trods alt blot at du trykker på hop-knappen på det rigtige tidspunkt. Men der mangler et oomph, det glimt i øjet og fandenivoldskhed som serien ellers var kendt for. Mens jeg var mindre glad for seriens senere indslag, så kan man ikke afvise det kulturelle indtryk som den lilla dildo gav.
Og her er nok min hoved anke med SR2022. Det føles mindre som et spil i serien (mindst af alt som en ny begyndelse) og mere som en tribut. Som havde alle udviklerne blot set videoer eller læst om spillet, men ikke prøvet det selv. Der er noget kønsløst og fersk over spillet. Humoren er, til trods for at sproget er salt som en havneknejpe, forholdsvis flad. Hvor Saints Row historisk har været lidt klassens frække dreng (især efter at GTA-serien troede at folk virkelig vil have mere The Wire og færre penisvittigheder), føles SR2022 mere tamt. Måske fordi det er bange for at støde nogle på manchetterne? Måske fordi komedie er hamrende svært at skrive og langt mere krævende end drama? Måske fordi der var håb om at ramme utroligt bredt? Hvem ved, og det er egentlig også ligegyldigt hvad årsagen er.
Det er egentlig synd, for SR2022 er forholdsvis kompetent i områderne kamp og bilstyring, om end ikke grænsebrydende. Det er… Okay. Det virker, og det er vel egentlig meget passende for Saints Row generelt. Det var ikke en serie der vandt på grund af et overlegent gameplay, men fordi det gav spilleren den legeplads der var ønsket. Men vigtigst af alt var sjælen. Sjælen og kernen i Saints Row, hvad enten det var humoren eller charmen, var hvad der holdt serien kørende.
Hvis SR2022 ikke havde været kaldt Saints Row, hvis det havde været en mindre udgivelse fra en ny udvikler, så havde jeg nok været mere positiv. Der er ikke for mange GTA-agtige spil på markedet, og der er plads til mere. Men for Guds skyld, hvorfor kalde det Saints Row hvis det ikke er Saints Row?
Tomt, tilnærmelsesvis kedeligt og manglende på charme, Saints Row er ikke den nye begyndelse som seriens fans hverken håbede på eller fortjente.