Fakta
Udgiver: Fort Circle Games Udvikler: Kevin Bertram
Kopi stillet til rådighed af: Fort Circle Games
Tripoli, engang kendt som middelhavets hvide brud, danner scenen for Fort Circle Games første brætspil: The Shores of Tripoli. The Shores of Tripoli er et krigsspil, eller konfliktsimulation om man vil. Frem for at være et nyt kapitel i en lang række af tunge og komplekse simulationer i papform, så skal The Shores of Tripoli mere ses som en entre ind i denne verden. I det hele taget skiller The Shores of Tripoli sig ud fra mængden på en del punkter. For det første er tematikken ret unik. Krigen ved Tripoli eller den første Berberkrig som den også er kendt som er ikke en konflikt der er blevet dækket ofte, for ikke at sige nogensinde, i krigsspilform. Den amerikanske revolution, de to verdenskrige, vietnamkrigen og diverse konflikter der involverer enten Romerne eller Napoleon, er de temaer der går normalt går igen.
Men nu har vi altså The Shores of Tripoli. Konflikten opstod, i grove træk, da Amerika nægtede at fortsætte med at betale tribut til piratherskerne fra Algeriet, Tunis, Marokko og Tripoli. Med hjælp fra Sverige og arabiske landstyrker lykkedes det USA at vinde krigen.
Hele dette historiske forløb er, på fornem vis, fanget i The Shores of Tripoli. Det der gør denne præstation så imponerende er at spillet kan gennemføres på en times tid. Endnu et punkt hvor TSoT adskiller sig fra den bredere gruppe af krigsspil. Konflikten levendegøres på to måder. På den ene side medfølger en folder der levende beskriver konflikten. Men selve spillets forløb formår også at frembringe et stærkt narrativ.
Måden spillet afvikles hen over seks runder, 1801 – 1806. Disse runder er igen delt op i årets fire sæsoner: forår, sommer, efterår og vinter. Hver sæson består af to ture. Først USA og dernæst Tripoli. På en spillers tur kan man foretage en aktion. Aktioner afvikles ved hjælp af kort. Disse kort kan benyttes på flere måder: Enten som et Event kort hvor man implementerer hvad der står på kortet på spilbrættet. Eller kortene kan afkastes og bruges til forskellige aktioner så som at bygge nye kanonskibe eller gå på pirattogt. Ydermere fungerer nogle af kortene som såkaldte kampkort der kan bruges i sammenhæng med andre aktioner i det tilfælde at deres aktiveringskrav opfyldes.
Nogle af disse events og kampkort kan kun bruges en enkelt gang, hvorefter de skal fjernes fra spillet, hvor andre kort kan bruges flere gange hen over spillets forløb. Mange af eventkortene kan kun spilles på bestemte tidspunkter, altså enten før eller efter et givent år hvilket er med til at skrive historien foran spillernes øjne.
Når du har så specifikke krav til afvikling af events kan det ikke undgås at spillet udvikler bue af hændelser der går igen i hvert spil. Typisk vil spillerne implementere visse ting på de samme tidspunkter i hvert spil. Med mindre naturligvis den anden spiller kan forhindre det. Og det er her genspilsværdien indfinder sig.
På mange måder er TSoT et spil om at bluffe. Akkurat som to skibe der udfører krig i tæt tåge eller på stor afstand handler det meget om at forsøge at forudsige sin modstanders planer og forhindre dem. Jo mere man spiller med den samme modstander jo mere begynder det taktiske spil at skinne.
TSoT er ikke et spil der handler om for evigt at opdage nye dybder i selve spillets mekanismer men langt mere et spil der handler om at lære hinanden at kende og prøve at narre den anden. Flere genspilninger vil også illustrere den fine balance der er til stede. De første par spil vil mange spillere sikkert føle at det er alt for nemt at vinde som Tripoli spiller, men med tiden opdager man hvor stærke Amerika egentlig er hvis de bliver spillet korrekt. Igen er der en klar bue at spore. Tripoli spilleren er meget stærk i begyndelsen af spillet, men jo længere spillet forløber jo mere vil USA komme på banen og stille og roligt overtage magtfaktoren, uden det dog på noget tidspunkt bliver en umulighed for den anden spiller at vende slaget.
Et af mine store problemer med en del andre introduktionskrigsspil er hvor stor abstraktionen bliver. Den typiske løsning på udfordringen omkring at lære nye spillere konfliktsimulationer var at skabe spil der lænede sig meget op ad eurospil genrerne, og dermed blev relativt mekanisk simple. Ganske rigtigt så gjorde det spiloplevelsen mere spiselig for nye spillere, men det vigtigste element ved krigsspillene: konfliktsimulation og narrativ gik tabt. I sidste ende blev de blot mekanismer plastret til med en silketynd tematik. Ofte kunne de ligeså vel handle om salg af krydderier i middelhavet eller latexproduktion som de kunne den kolde krig etc. Omvendt er alt fra aktioner, over events til sejrskonditioner så entydigt Berberkrigen i TSoT at tematikken ikke kunne være en anden. Netop dette sikrer at man får den narrative oplevelse sammen med et godt spil, og ikke blot den ene del af mønten.
Min pointe er at hvis man vil gøre nye spillere interesserede i krigsspil så skal de have den narrative oplevelse med, for det er netop denne der gør konfliktsimulationer til noget helt unikt. Og dette lykkedes TsoT med til bravur, vel at bemærke med simple mekanismer og en kort spilletid.
Komponenterne er af rigtig fin kvalitet. Billedkunsten på kortene er meget smuk. Brættet i sig selv er let læseligt og pænt. De små fine træskibe og gulddukaterne føles tilfredsstillende at flytte rundt med og terningerne er af tilpas kvalitet. De er ganske vidst lidt små, men med den mængde af terninger man ofte skal rulle er det faktisk et fint kompromis. Terningerne er dog et punkt jeg kan se blive et problem for nogle, især de spillere som hader tilfældighed. Der skal rulles en del terninger, hvilket giver mening da krig i virkeligheden aldrig er fuldkomment deterministisk. Men der kan opstå situationer hvor terninger virkelig er imod dig, især da man kun rammer på en sekser. Betragter man et helt spil vil en sandsynlighedsprøve dog vise sig balanceret. Jeg vil også påpege at jeg endnu ikke har oplevet at tabe udelukkende på grund af terninger. Ved nærmere eftertanke var der altid valg jeg havde truffet der ultimativt havde ledt mig i den situation hvor jeg pludselig var afhængig af terningernes udfald.
Ud over at spille mod en modstander af kød og blod er det også muligt at spille TSoT alene. Desværre er det kun muligt at spille som Amerika i denne udgave men selve oplevelsen er ganske fin. Tripolis aktioner er nemme at implementere og modstanderen spiller ganske fint. Førnævnte terninger hjælper også her til at spillet stadig har et narrativt flow og ikke blot bliver et puslespil der kan løses en gang for alle.
Alt i alt så er The Shores of Tripoli et rigtig godt introduktionsspil til krigsspillenes verden. Det er lykkedes designer Kevin Bertram at trimme oplevelsen ned til en under en time og at producere mekanismer der på samme tid er nemme at forstå for nye spillere men også leverer en rig tematisk oplevelse. Det er dog et spil der egner sig bedst til at introducere nye spillere til genren. Hvis du allerede er garvet krigsspiller og søger efter den næste episke konfliktsimulation så finder du det ikke her.
Et rigtig godt spil vi anbefaler til fuld pris
Comments