top of page
  • Forfatters billedeAnders Isaksen

Elden Ring

Git good, scrub


Fakta

Udgiver: Namco Bandai Udvikler: FROM Software Platform testet på: Xbox Tilgængelige platforme: PS5, Potato +

Lad mig begynde med at forklare hvem denne anmeldelse primært henvender sig til. Hvis du allerede er fan af From Softwares spilkatalog, og blot er interesseret i at vide om Elden Ring er godt, kan du trække vejret roligt, det er et fremragende godt spil. Det er lykkedes Miyazaki (hjernen bag From Softwares spil) og hans hold at transportere Souls følelsen til den åbne verden og at gøre det med stil. Dette er uden tvivl Froms magnum opus og du kan med ro i sindet, kaste dig frådende over det. Er du derimod i tvivl om Elden Ring er noget for dig, måske er du ikke fan af tidligere titler eller er måske nysgerrig om dette her er den indgangsbillet du har ventet på? Jamen, læn dig tilbage, smæk fødderne op og læs med. Denne anmeldelse til dig.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med et From spil var Demon Souls tilbage i 2010. Jeg husker tydeligt jeg sad og snakkede med Jeppe (Popaco’s faste podcast vært) og han var i gang med at spille det her nye spil fra Japan. Gang på gang brød han ud i frustration, men nævnte at han var ret glad for spillet. Det lød på ingen måde som en særlig behagelig omgang så jeg gik en lang bue udenom den serie. Indtil Dark Souls 3 udkom. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg valgte at nu var det tiden at prøve denne verden der hidtil havde været så fjern fra mig. Kan frustration virkelig være underholdende? Tænkte jeg.



De første par fjender var skeletter med løst hængende tøj og slog hårdt. Men de døde også relativt nemt hvis blot jeg blokerede og ventede på en åbning. Det her spil virkede da ikke så svært. Godt 15 minutter inde i spillet kommer jeg til en slags åben arena hvor der står, hvad der ligner, en statue i midten med et sværd i. I bedste Arthurianske stil hiver jeg sværdet ud af ”stenen” og begynder at gå videre. Hvad jeg troede var en statue skulle hurtigt vise sig at være spillets første boss Ludex Gundyr. Herefter fulgte en længere række af mere eller mindre gedigen og gentagen bøllebank af undertegnede. Bedst som jeg var ved at beslutte mig for aldrig at røre de her spil igen, lykkedes det mig at få Herr Gundyr ned med nakken. Den euforiske lettelse og sejrsfølelse er svær at beskrive, men jeg måtte bare have mere af den. Efterfølgende har jeg spillet stort set alt hvad firmaet har udgivet. Og nej, jeg er ikke typen der normalt er tiltrukket af svære spil. Tværtimod. Jeg indrømmer blankt at jeg er typen der spiller de fleste spil på letteste sværhedsgrad. Men der er noget ved Froms formel som bare klikker for mig, til trods for ovenstående. Derfor så jeg også meget frem til Elden Ring. Især fordi Elden Ring foregår i en åben verden. Hvordan forener man den pressede og intense følelse, der normalt hersker i disse spil med muligheden for at gå på opdagelse som er et kernepunkt i et spil i en åben verden. Denne cocktail virkede på forhånd som olie og vand. Ikke desto mindre er det stort set lykkedes From Software at forene disse tilsyneladende modsætninger i en smuk cocktail. Eller i hvert fald i store dele af spillet.



I et spil med en åben verden, bør verdenen i sig selv være stjernen. Der skal være en grund til at spilleren har frit råderum og kan gå stort set hvor de vil. Er den tom og uinteressant, vil det kun skade spillet og i så fald havde en mere lineær struktur været at foretrække. The Lands Between (som er det sted du befinder dig i Elden Ring) er decideret stopfyldt med interessante ting. Næsten hver en sten du vender gemmer på et eller andet. Dette være sig alt fra et nyt våben eller en speciel boss til helt nye verdener du kan blive sendt til. Lad mig komme med et enkelt eksempel fra spillet. Dette er ting du kan finde og ikke en del af hovedhistorien men hvis du ikke ønsker nogen form for spoilere så hop videre forbi den kursive tekst.

Jeg red glad for fornøjeligt rundt på min trofaste ganger og kommer til et lille vandfald, dybt inde i en dal. Her ser jeg en kæmpestor bjørn der kæmper med nogle ulve. Min figur er magiker så jeg tænkte jeg kunne få et par skud ind på bjørnen mens den var optaget af ulvene. Men mine flyvende sten var åbenbart en decideret rød klud for kun et øjeblik efter første flyvende sten havde ramt bamses pels, vender han sig om og stirrer på mig med en intens vrede, der ikke er set lige siden, moster Else opdagede at COVID havde sat en stopper for Hansi Hinterseer’s koncert i Danmark. Nå, men det går så galt at jeg bliver dasket af min hest og i et desperat forsøg på at undslippe laver jeg et rullefald ind i en tilfældig busk. Inde i denne busk gemmer sig en mærkelig anordning med hvad der ligner hvirvlende stjerner i midten. Min nysgerrighed byder mig naturligvis at trykke på denne og lige med et bliver jeg teleporteret til et sted langt borte med helt andre omgivelser og fjender. Det skal med det samme nævnes at alt var meget stærkere end mig her så den næste times tid gik med en lille skægget mand i kjole på flugt fra en hærskare af diverse monstre og gamle mænd i mølædte kjortler. Her lykkedes det mig dog at finde, både en fantastisk stærk besværgelse men også et helt vildt stærkt våben.



Som nævnt er Elden Ring fyldt med oplevelser og episoder som ovennævnte. Det der, for mig, gør at Elden Ring skiller sig ud, er at alt dette er op til spilleren at finde. Her er ikke et kort hvor udviklerne har haft rekyldiarre ud over med markører og skilte. I stedet har du et kort som du langsom afslører mere af ved at finde fragmenter rundt om i verden. Markører skal du selv sætte og desuden har du et udvalg af ikoner du kan bruge så du kan huske hvad det var du havde mødt her eller der og hvad du evt. vil tilbage til senere. Selve landskabernes topografi er også med til at skabe denne unikke eksploration. Landskabet føles naturligt og rodet og ikke som om det er blevet designet til at lede dig til bestemte interessepunkter. Samtidig er der en kæmpe variation i de områder du befinder dig i. Her er alt fra åbne græsgange og vidder, til store magiske akademier, til byer af lava osv. Og hvert et sted er blevet kræset om med masser af detaljer og monstre og npc’er der har hver deres rutine og opførsel. Flere gange vil du også opleve forskellige fjender angribe hinanden eller npc’er du kan få opgaver af der er gemt i krinkelkroge og ruiner du tilfældigt kommer forbi. Alt dette er med til at give spilleren lyst til at udforske. I hvert fald i de første mange timer af spillet. Der er nogle ting i slutspillet som ændrer på dette, men det vender vi tilbage til.

Den åbne verden hænger også sammen med næste store ændring i forhold til gamle titler. Dette spil er muligt at gøre meget nemmere. Møder du en boss i historien og føler du render panden mod muren, så var vejen frem i gamle From titler at blive ved med at baldre skallen imod muren indtil enten muren eller din tålmodighed gav efter. I Elden Ring har du muligheden for at taget et andet sted hen og bliver stærkere, måske stige et par niveauer eller finde nye våben og udstyr der gør bossen nemmere. Denne mulighed får spillet til at skifte karakter og blive mere tilgængeligt for nye spillere. Og i det hele taget er der ingen tvivl om at dette er Froms titel der er nemmest at tilgå. Ud over førnævnte mulighed for at gå andre steder hen og gøre dig selv stærkere, så er der også blevet indført de såkaldte spirit summons. Disse er forskellige figurer du kan kalde frem som hjælper dig i kampene. Deres primære opgave er at tage opmærksomheden fra Bossen og dermed give dig et pusterum til at få dine angreb ind. Netop den konstante og intense fokus på dig fra fjenderne har været et af de elementer der gjorde From spillene allersværest, så denne mulighed for at få fjernet fokus, om end blot for et øjeblik, gør en umådelig stor forskel og gør kampene langt mere overkommelige, og indlæringsprocessen med at lære deres mønstre og aflæse åbninger langt nemmere. I hvert fald i store dele af spillet. Muligheden for at hente spillere til at hjælpe dig er også stadig til stede og dette er naturligvis også en ting der gør spillet nemmere at gennemføre. Også selv om processen er unødvendigt besværlig og kluntet. Men den kritik vender vi tilbage til.



Et andet aspekt der har gjort Froms spil svære at komme ind på som ny er historierne. En fællesnævner har altid været at de var fortalt gennem ting man fandt og den verden man var i. NPC’ernes dialog var altid kryptisk, grænsende til decideret vrøvl. Men valgte man at nærstudere alt, ville der ofte danne sig en ganske interessant baggrundshistorie. Selv om historien i Elden Ring stadig er omgivet af mystik og fortælles meget gennem verden og ting man finder, så er den blevet lang mere tilgængelig. De karakterer man møder gennem historien, taler mere forståeligt og det er relativt nemt at danne sig et billede af hvad der foregår i The Lands Between. Et af de store samtaleemner inden udgivelses var hvor stor indflydelse G.R.R.Martin, forfatteren bag A Song of Ice and Fire (Game of Thrones), ville have på spillet. Det er en historie om magtkampe og egomani, og jeg synes tydeligt man kan spore hans pennestrøg. Det er kommet frem at han har stået for den overordnede historie bag og så er detaljerne blevet udfyldt af Miyazaki og team. Og den kombination fungerer helt fantastisk. Dette er stadig en verden fuld af fantasi og vanvittige kosmiske væsner, men nu blandet med en historie om magtkampe, jalousi og de tragiske konsekvenser det har for en verden når lederne bliver vanvittige af deres egen hungren efter magt. Det er en historie, der på trods af at handle om alverdens fantasivæsner, føles tidsnært og skræmmende tæt på den virkelighed vi ser omkring os i dag.

Rent teknisk er Elden Ring en lidt blandet oplevelse. Lydsiden er som altid formidabel. Musikken er smuk og vidunderligt skræddersyet til hvad end man møder i enhver given situation. Froms musik under bosskampene har altid været noget ganske særligt og det er bestemt også tilfældet her. Grafisk er spillet ikke teknisk voldsomt imponerende, men arkitektur og kunstnerisk stil er af umådelig høj klasse. Verden er, på trods af lidt forældet teknik, bragende smuk og øjet for detaljen i hvert et område er imponerende. Jeg vil til hver en tid foretrække en sådan kærlighed til detaljen og kunstnerisk kreativitet end et realistisk teknisk vidunder. Når det så er sagt så er det skuffende at From stadig ikke for alvor kan levere en oplevelse der kører rigtig flydende. Det er nærmest umuligt at få et stabile 60 fps og det til trods for at man vælger at spille i den såkaldte performance mode. Min version er xbox versionen og jeg kørte det på en Series X med et high end 4k tv med variable refresh rate. Dette skulle ifølge diverse undersøgelser være den optimale måde at spille på og alligevel oplevede jeg, især i de senere områder, gentagne problemer med ting der poppede ind og en frames der ofte faldt under 60 per sekund. Normalt ville jeg ikke brokke mig voldsomt meget over det her, men i et spil som ofte kræver man er millimeterpræcis i sin timing og hvor et enkelt slag kan slå dig ihjel, så er det altså frustrerende hvis man bliver ramt fordi teknikken svigter. Det er ikke i nærheden af at være lige så slemt som i nogle af deres tidligere titler men dog stadig en frustrationsfaktor. Nu nævnte jeg før at fjenderne kunne slå dig ihjel med et slag. Dette har været en genganger igennem stort set alle From spil. Og dette er også tilfældet her. I de første mange timer af spillet er det ikke det store problem fordi der er god plads til at udforske og de almindelige fjender du møder dør af et enkelt slag fra dig og dermed føles det som en rar afveksling at kunne gå ud og udforske efter en hård boss kamp. Problemet er at spillet fuldkomment ændrer karakterer cirka midtvejs. Nu bliver du slagtet af selv de almindelige fjender, og det selv hvis du har langt højere niveau end dem og din udrustning og våben er godt. Ja du kan sagtens højne dit eget niveau så også disse dør hurtigt men de har så aggressive angrebsmønstre og kommer ofte i grupper at én forkert bevægelse er lig med din død. Dette har altid været en del af Froms spil, men når Elden Ring nu begynder med at tage en helt andet og mere åben retning for spilleren og giver mulighed for at få et pusterum i store dele af spillet så virker det malplaceret pludselig at skulle liste sig rundt og være bange for at udforske fordi du ved, at hvis du er uopmærksom blot et øjeblik kradser du af. Det er i øvrigt et kritikpunkt jeg generelt har til Froms titler. Det virker ganske enkelt ikke særlig troværdigt at jeg lige har nedlagt et gigantisk kosmisk væsen der kastede planeter efter mig, hvorefter jeg går ud ad døren og bliver gennempløjet af en misfornøjet salamander med stråhat og skovl. Et andet element er at man i begyndelsen har masser af de såkaldte points of grace og stake og Marika. Dette er steder man henholdsvis kan teleportere sig hen til eller genopstå fra. I store dele af spillet er disse placeret tæt på bosserne eller på svære passager. Dette er en afvigelse fra tidligere titler hvor man ofte skulle igennem horder af fjender før man kunne forsøge sig på bossen igen, og dermed risikerede at have brugt værdifulde flasker og andet inden man overhovedet kunne gentage bossen. Som nævnt er man gået i en helt andet retning i Elden Ring, eller det vil sige det er man indtil man pludselig ikke gør det mere. Gemt i verden er et hav af grotter, og mindre dungeons, samt de store såkaldte legacy dungeons. Sidstnævnte er store slotte og andet som næsten er på størrelse med et helt spil i sig selv. I sig selv er det superfedt at disse findes og det siger lidt om den enorme mængde af spilværdi der gemmer sig i Elden Ring. Ikke desto mindre oplever man gang på gang, især senere i spillet at i disse dele af spillet har man pludselig ikke mulighed for at genopstå lige ved bossen. I stedet skal man nu igen igennem horder af fjender og farligere veje akkurat som i tidligere titler. Denne inkonsistens klæder absolut ikke spillet, for i modsætning til gamle spil hvor dette satte en trykkende stemning, så virker det her blot som en irritation fordi man er blevet vænnet til noget andet.



Uagtet hvor meget du stiger i niveau og finder fantastiske våben er der stadig bosser, som I den grad vil tage pusten fra dig. Alene mængden af bosser og forskellige fjender er imponerende men også deres unikke kampmønstre. Hvis du var bange for at Elden Ring er blevet så nemt at du ikke får den følelse af eufori over at klare en svær opgave kan du være ganske rolig. Elden Ring er på samme tid det From spil der er nemmest at gå til, men har også til sidst i spillet nogle af de absolut sværeste bosser på tværs af alle deres spil. Igen er det dog et tveægget sværd at skabe mere og mere krævende bosser når teknikken ikke sidder lige i skabet og spillere vil opleve af dø fordi spillet havde et hak. Heldigvis er det dog sket så sjældent i mine mange timer i spillet at det ikke ødelagde oplevelsen for alvor. Samtidig vil jeg også fremhæve den store variation af måder man kan bygge sin figur på som et stort plus. Der er så mange våben, typer af udrustning, besværgelser etc. der ændrer ikke blot dit udseende men hele din spillestil markant. Kreativiteten og udvalget man kan finde skal i den grad roses, og det giver spilleren et stærkt incitament til at spille spillet igennem flere gange. Skulle jeg komme med et lille kritikpunkt så er det at teksten i spillet er meget lille og der findes ingen mulighed for at gøre denne større. Er man svagt seende vil det være en kæmpe udfordring, og især i et spil hvor teksten på diverse ting man finder, er så væsentlig for forståelsen af historien så er det et ret stort kritikpunkt. Desuden er der også flere små irritationer omkring brugeroplevelsen. Kortet åbnes og lukkes med forskellige knapper. Falder du af din hest og vil op på den igen under en kamp kommer der en boks frem hvor du skal bekræftet valglet. I et spil hvor hvert et sekunds bevægelse er vigtig så er den slags umådeligt irriterende.

På trods af de skønhedsfejl jeg har opridset her, så ændrer det dog ikke på den overordnede kvalitet af Elden Ring og ser jeg tilbage til mine mange timer i spillet kan jeg kun udtrykke en enorm begejstring. For mig er dette uden sammenligning det bedste spil fra From Software. Ja ikke alene er det deres bedste, men skal vi sammenligne med andre spil med en åben verden står det også side om side med genrens allerbedste. Elden Ring er et decideret mesterværk. Uagtet de førnævnte skønhedsfejl så er den oplevelse der venter spillere i denne titel af så umådelig høj kvalitet af jeg ikke kan gøre andet end at give det min allervarmeste anbefaling og smide fem lamaer efter banditten også.

 

Det bedste spil nogensidne fra FROM Software.


0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page