top of page
  • Aili

Cascadia



Fakta

Udgiver: Alderac Entertainment Games

Alderac Entertainment Games står bag en masse kendte titler, såsom Tiny Towns, Pointsalat og CatLady som vi bl.a. har anmeldt her på Popaco. Hvis du har lyst til at kende til flere af deres spil, så kig nærmere på vores hjemmeside, efter du har læst denne anmeldelse.

Imens vi venter på Meeples and Monsters skal få sin debut fra AEG, har vi været heldige at få et eksemplar af Cascadia, og når jeg siger heldig, er det fordi Cascadia var et Kickstarter projekt fra AEG, som er blevet revet væk fra hylderne og i øjeblikket er udsolgt fra udviklerne og forventes først på lager igen i midt 2022.


Cascadia er navnet på et område i Nordamerika, en bevægelse med naturen i fokus, hvor det vilde og frie dyreliv defineres af vandet som flyder fra Canada og ned igennem de nordlige stater i USA, som et vandfalds tunge dynger der slår mod klippestenene på vej ned. Det er ikke en official region som sådan, men et område i det nordvestlige stillehavsområde, hvor vi rent geografisk er vi i Nordamerika på vestsiden, hvor Stillehavet sløjfer sig igennem den Canadiske provins British Colombia, ned til den amerikanske stat Idaho, Oregon og Washington.

Alderac teamet kommer selv fra Canada, og kender området som deres hjem, hvor de har fundet inspiration til spillet via deres mange vandreture og padleudflugter i de skønne naturomgivelser. I Cascadia skal vi gennem terraforming, skabe vores eget lille Cascadia, som vi gerne vil befolke med en masse dyreliv, som findes i netop de områder.

Før spillet kan komme i gang, skal man gøre følgende.

Antal af fliser er afhængig af hvor mange spillere man er i det pågældende spil. Regnestykket hedder 20 fliser pr. spiller + 3 ekstra fliser i den samlede bunke. Terrafliserne blandes og stables med billedsiden nedad. De resterende skal ikke i brug og fjernes fra bordet. Alle dyrebrikker lægges i den tilhørende pose og rystes godt.


Spillet har dernæst nogle pointkort, man skal tage i brug så man har et mål man kan jagte igennem spillet. Der findes 15 pointkort, 3 variationer til hvert dyr, hvor man skal blande bunkerne og trække 1 kort pr. dyr som viser at man kan få flere point ved at placere dyreliv i et særligt mønster eller i en særlig placering. Resten skal tilbage til æsken.

Spillet starter ud med hver spiller får en startflise bestående af hele 3 terrænfliser, og i en runde skal en spiller tage stilling til udbuddet som er præsenteret med en terrænflise og et dyr som er tilfældigt trukket ud fra posen.



Der skal først vendes 4 tilfældige terrænfliser, og derefter skal der fiskes 4 dyreliv op af posen enkeltvis og placeres under hver flise, selvom de ikke nødvendigvis passer sammen. Så selvom du trækker en skov, og dernæst en laks, så er det helt rigtig forstået.

Alle naturbrikkerne skal lægges i en bunke ved siden af, dem kommer jeg til.

. De 5 forskellige dyr som man støder på i Cascadia er; ørn, laks, bjørn, ræv og elg.

Hvert dyr bor i et særligt område, hver dyr får også point vurderet ud fra de pointkort i startede med at trække. I en runde skal spillere på deres tur - i urets retning - gøre følgende; Træk en terrænflise og det dyreliv som er placeret under det.

Placer jeres nye terræn sådan så et land matcher mindst en landside som jeres startbrik viser. Altså vand støder mod vand, eller skov mod skov eller bjerg mod bjerg. Og da laks ikke bor i skoven og ræve ikke bor i vand, skal jeres tilhørende dyreliv matche et leveområde de kan bo i. Nogle fliser har to og tredelte le-vesteder, dette betyder ikke at her må placeres to/tre dyr, blot at der er tale om flere muligheder for beboelse på dette felt. En flise kan placeres når mindst en side matcher noget du har i forvejen, men det er med fordel at man kigger efter fliser, der matcher flere områder, da det giver flere point til sidst af-hængig af hvor stort et samlet landområde man har udover de point som dyrene giver ud fra pointkortene.

Når en spiller har truffet sit valg for en terrænflise og et dyr, skal denne spiller efter sin tur vende en valgfri flise, og ryste et nyt dyr ud af posen, så næste spiller også får 4 muligheder for at udvide sit område med levesteder og dyreliv.

Hvis man kommer til at stå med 4 ens dyreliv ud fra terrænfliserne, skal man fjerne alle 4 dyr og lægge dem tilbage i posen, og 4 nye dyr skal derefter udtrækkes enkeltvis og placeres forfra. Hvis 3 dyr er det samme, er det den aktive spiller som selv bestemmer om der skal trækkes 3 nye dyr, eller om det ikke har en betydning for den spillers valg.

På nogle af dine terrænfliser er der et lille ikon som betyder hvis du placerer et dyr her, må du også tage en lille naturbrik fra bordet. Brikken er afbilledet med en kogle fra det mægtige Douglasgran. En naturbrik kan bruges i starten af en runde hvor en spiller måske ønsker en terrænflise med skov på alle sider, men ønsker bjørnen som dyr, som ligger under vandflisen. Så kan man smide naturbrikken for at tage en valgfri brik og et valgfrit dyr fra bordet, og derefter trækker nye fliser til at udfylde hullerne til den næste spiller.

Spillet er slut når alle fliserne er brugt, og pointene kan begynde at tælles op.

Spillet kommer med en pointblok så man nemt kan indsætte sin score.

Først tjekker man pointkortene og notere sig sine point ud fra hvert dyr og hver point regel som er gældende hos dem.

Dernæst kigger man på sine sammenhængende områder. I et 3 personers spil har Benjamin f.eks. 7 bjergkæder og Simone har 5, og Rasmus 3, så får de 7, 5 og 3 point for deres område, men fordi Benjamin havde den største kæde, får han også 3 point for det.

Og dette er gældende for alle områder i.f.t. Bjerg, vand, græs, skov, flod og hav. Sidder man tilbage med flere naturbrikker, tæller de for 1 point pr. brik.

Den med flest point vinder.

Cascadia har også en solo variant, hvor man sætter spillet op til en to personers opsætning, men kun du får en startbrik og hvor du oftere skifter fliser og dyr og meningen er du skal se om du kan stikke din egen pointrekord. At spille solo i brætspil er noget som er meget efterspurgt, men for mig har den slags aldrig været så tiltalende. Det kommer helt tilbage fra dengang jeg var barn og lagde 7 kabale, når den ikke gik op, vendte jeg bare de kort som drillede, og vupti; JEG VANDT!! Jeg kan ikke stole på mig selv i spil med mig selv. Jeg ved jeg vil snyde, så jeg holder mig egentlig altid væk fra solospil.

Den selvindsigt har jeg alligevel.

I regelbogen står der nogle sjove fakta omkring dyreliv og naturen i Cascadia.

Vidste du f.eks. at The Colombia er en af de største og mest kendte floder i Cascadia? Floden er over 1600 km lang, og rummer flere arter af laks såsom kongelaks, sølvlaks, rødlaks, steelheadørred.

Der gad jeg godt stå et sted og fiske en dag.

Spillet har, med sin tematiske indgangsvinkel fra Alderacs egen baghave, formået at skabe en samhørighed med tema og gameplay til trods for at spillet er abstrakt sat op.

Farverne er skønne, og giver et fedt overblik over hvad du laver når du bygger levesteder og sætter dine dyr i dem igennem spillet. Farverne giver spillet en slags 3D dynamik når du sætter den pink laks på det blå vandområde, og den orange ræv i det høje gule græs. Farvespillet er en fryd for øjet, og brikkerne er lavet af træ, så følelsen af at trække brikker føles lækkert og giver spillet en kvalitetsfølelse at sidde med.

Cascadia er et nemt spil at forstå. Der er få brikker at forholde sig til, og spillets pointforståelse er også til at forholde sig til og er synligt hele vejen igennem et spil.

Hvis nogen læser med og kender til spil fra AEG, kan I formentlig se en lighed med Tiny Towns i forhold til pointkortene. Det har Tiny Towns også, og samtidig også et nik i retning af Calico, der med sine farvekoder i den rigtige form, gør at man kan man trække flere point ud fra spillet, som man også kan via point-kortene i Cascadia.

Cascadia er et oplagt brætspil til familie og venner, garvede og nye spillere. Det favner bredt om man lærer langsomt eller hurtigt, så kan alle mødes i Cascadia til en fin lille brætspilsoplevelse.

Der er ingen tekst man skal forholde sig til under et spil.

Det er nemt at placere et terræn, og forstå en fisk bor i vand.

Der, hvor dybden kommer ind i spillet, handler om hvordan du vinder dine point.

Lad os antage du trækker det pointkort for bjørnen som siger, at hvis du har 2 bjørne ved siden af hinanden så får du 4 point. Dvs. du får 0 point ved at placere en bjørn i skoven, men du får 4 point hvis du har 2 bjørne ved siden af hinanden, men hele 27 point hvis du kan det hele 4 gange i et spil, og nul point igen hvis du bryder pointreglen, og har 3 bjørne ved siden af hinanden.

Pludselig bliver det simple spil en større udfordring i at øge et terræn så meget man kan, samtidig med du samler på point og dyr, og håbe dine medspillere ikke tager de brikker du lige står og skal bruge.

Spillet har dog ikke så meget samtaledynamik under spillet med andre spillere. Du arbejder på et konkurrenceplan for at sørge for du selv får flest point.



Et hjernevridende bankospil med dominoeffekter som indeholder rindende floder og masser af laks og ørne og bjørne. Men det kan også noget!

Alt i alt et rigtig fint og farverigt spil som kan give lidt grå hår på hovedet, men det har en masse underholdningsværdi som gør Cascadia til en god fornøjelse man gerne gentager igen.

 

Et af bedste titler fra 2021!

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle
bottom of page