top of page
  • Jeppe Schou Kræmmer

Helldivers 2



Fakta

Udgiver: Sony Computer Entertainment

Udvikler: Arrowhead Game Studio Platform testet på: PlayStation 5

Andre platforme: PC



Mit rumskib SES Spear of Justice rammer Erata Primes kredsløb med et brag. Fartøjet bremser op i atmosfæren, og kameraet vender tilbage til min skulder. Min kappe er fæstnet og jeg løber over i min Hellpod. Jeg vælger hvilke stratagems jeg skal have med ned på planeten, og jeg bliver skudt af sted. Som en patron, flyver jeg gennem atmosfæren i min glohede Hellpod med et svulmende orkestralsk tema til følge. Jeg lander med et brag, og stiger ud. Stilheden er larmende, tågen omsluttende og sveden begynder at pible frem på panden inde bag hjelmen. Kommer jeg og de andre Helldivers herfra levende?


Jeg har efterhånden spillet en del ”horde”-baserede spil. Om det var top-down som Alien Swarm modded til Unreal Tournament 2004, førstepersonsskydespil som Left 4 Dead, Destiny 2 og Deep Rock Galactic, eller tredjeperson som Gears of War og Risk of Rain 2. Hensigten med opremsningen er ikke at blære mig, men et udtryk for, at jeg har efterhånden prøvet en del forskellige vinkler på horde-genren. Jeg har før vendt tilbage til Left 4 Dead, og jeg har kedet mig bravt. Genren har heldigvis udviklet sig gennem årene, og det kræver lidt mere end blot nogle zombier og en pistol førend det får mundvandet til at løbe, her i 2024.

Det er altså med disse briller, at jeg dykker ned i helvedet i Helldivers 2. Ligesom de andre spil jeg har nævnt, tager spillet udgangspunkt i mekanikken ”bølger af fjender”.  Du kan være 1-4 spillere, og der findes ni forskellige sværhedsgrader. Men inden vi fortsætter med selve spillets opbygning, vil jeg gerne, at du forstår hvilket udtryk Helldivers 2 forsøger at ramme.Som du måske kunne fornemme af min intro, så glorificerer Helldivers 2 din rolle som Helldiver. Det er patriotisk og krigsforherlignende, og det er svært ikke at lade sig blive revet en smule med af stemningen. Det hele er dog også indhyllet i ironi, fordi spillet trækker de tydeligste tråde til Starship Troopers, og de forsøger heller ikke at være subtile. Introduktionsvideoen, som er obligatorisk at se for alle mennesker der bor på Super Earth, består af en familiefar, der kommer hjem i sit perfekte nabolag, patruljeret af militæret, og forbavsende må se på mens kone og søn bliver brutalt myrdet af en Terminid. Klippet bliver sat på pause, og skuespilleren, der spiller faren, træder ind foran billedet, og reklamerer for Helldivers. Han er selv én af dem, og hvis du har dit liv og dit land kært, skal du naturligvis også være én. Herefter kommer der en række klip, som viser hvor seje Helldivers er.”Freedom, liberty and managed democracy” er ordene der lyser frem på skærmen. Og det er også de ord, som min karakter råber, når jeg slår aliens eller robotter ihjel. Og ja, inden du proklamerer noget – det er tordnende dumt og på den helt rigtige måde. Hvis man dog kigger på den nyopståede diskurs om Starship Troopers er en satirefilm eller ej, er det desværre ikke alle der har samme holdning. Selve spillet er en tredjepersons-shooter. Du kan skifte mellem tredjeperson og Aim Down Sights, hvor du får et førstepersonsperspektiv. Du har et primærvåben, et sekundært, granater og så som en ganske original, men virkelig veludført mekanik, kan du nedkalde ”Stratagems”. Som nævnt er det noget du vælger, inden du rammer planetens overflade. Du kan vælge fire, og det kan være alt fra bombardementer og lasere til maskingevær og jetpacks. Dem hidkalder du ved at indtaste en kombination på piletasterne (både på PC og PS5) Op, Ned, Højre og Venstre. Nogle gange er det tre tastetryk, der er behov for, og andre gange otte. Og i kampens hede er tre tastetryk pludselig uoverskuelige at udføre, når kaosset udfolder sig omkring dig.

Det er nok ’kaos’ som begreb, der beskriver Helldivers bedst. En, på samme tid, kontrolleret og fuldstændig utilregnelig slagmark, hvor du kan både blive ramt af dine egne granater, dine venners granater, og dine venners hidkaldte tårne eller bombardementer. Så når du hidkalder en bomberegn over fjenden, så husk ikke at kaste den for fødderne af dig selv eller dine venner (eller gør det, det kan også være skægt). Alt hvad du nedkalder, er både en hjælp og en trussel på samme tid. Selv ammunition, du kan nedkalde, lander så tungt, at hvis du står under ladningen bliver du mast. Heldigvis kan dine venner kalde dig ned på planeten igen med nogle hurtige tryk på tasterne – bare sørg for ikke at lande på dine venner med din Hellpod, fordi så er det dig, der skal nedkalde dem. Omvendt kan du bruge din Hellpod som et våben hvis en stor fjende nærmer sig. Netop denne funktion i spillet gør at alle dine handlinger betyder noget, og du får en reel følelse af kontrol.



Missionerne er bygget op på forskellige måder, men har altid samme start og slutning. Du lander på en planet, har nogle opgaver du skal udføre, og du skal slippe væk med alle lemmer (og medlemmer, forhåbentlig) i behold. Missionstyperne veksler mellem at skulle hjælpe nogle forskere væk fra planeten, at sende et stort missil lige ned i fjendens midte, at ødelægge reder med æg eller fabrikker, der producerer Automatons (tænk Terminator, bare mere skræmmende) og flere andre typer. Der er heldigvis variation at finde, og der er også en god blanding af forskellige miljøer. Alt fra jungle og ørken til arktisk og sump. Derfor bliver der ved med at være en hvis friskhed over missionerne, og jeg er ikke blevet træt af dem endnu. Jeg kan dog mærke at jeg allerede nu søger væk fra at hjælpe forskerne og leder efter de andre missionstyper – som der dog er nok at vælge imellem. Nogle missioner er mere vellykkede end andre, og alt efter hvilken sværhedsgrad man spiller på, kan det gå fra trivielt til hårudtrækkende svært. Pludselig kan I blive omsværmet af insekter, og med nul skud i magasinet, dine kammerater nede, og med svedige fingre lykkes det dig at få trykket den rigtige tastekombination, og nedkalder et airstrike som rammer lige dér, lige ned i den kæmpe flok Terminids du har fået lokket ind i din fælde, og der opstår en eksplosion af grønt blod, metalfragmenter og en kæmpe røgsky. Dén følelse, af at hænge med røven i vandskorpen, er der ikke andre spil, der formår at præstere på nuværende tidspunkt. I hvert fald ikke så vellykket og konsekvent.


Konceptet co-op shooter med bølger af fjender er ikke nyt. Det er en kendt og veletableret formular, så hvorfor fungerer Helldivers 2? For det første er selve produktionen af spillet virkelig veludført. Lyddesign, musik, skydemekanikken, det grafiske design, og de små krøller der er sat på, såsom stratagems, fungerer helt vildt godt sammen. De forskellige våben er punchy takket være lyden og den feedback, du får fra fjender, eksplosionerne er flotte og du kan næsten mærke lufttrykket (hvis du står tæt nok på bliver du også kastet flere meter fra eksplosionen), og ping-systemet fungerer som vi kender fra de fleste moderne co-op spil. Selve grundstenene i spillet sidder lige i skabet.Oveni alt dette kommer det element af kaos man kan opleve. Det er nemt at skrue ned for med antal af spillere og niveau af sværhedsgrad, men man kommer aldrig udenom et hvis element af kaos. Visse granater kan sidde fast på fjenderne, og hvis et hurtigt insekt får en granat fast på benet, skal du sørge for den ikke løber ind blandt dine kammerater, fordi det ender grueligt galt.



Derudover er det et spil med en meget klar identitet. Ganske vist stærkt inspireret af Starship Troopers, men ikke desto er referencerne udført til et 12-tal. Derfor bærer alle valg i produktionen af spillet en meget tydelig DNA. Det er selvfølgelig ikke til at komme uden om Helldivers 1, som i bund og grund er det samme spil, blot set oppe fra i et isometrisk perspektiv. Men hvis man tror, at man bare tager kameraet, og fører det ned bag skulderen af ens karakter, tager man grueligt fejl. Det der også binder spillet sammen på en helt speciel måde er, at alle missioner bærer præg på en universel slagmark, på tværs af solsystemer. Du kan se hvor andre spillere kæmper, og du kan se hvor truslen er størst. Der kører forskellige kampagner i spillet over flere dage, hvor du får bonus hvis du fokuserer på én af de to modstandsracer. Du kan ydermere se præcis hvor mange Helldivers der er i solsystemet eller på planeten, hvilket giver en følelse af at hjælpe menneskeheden på den store, omend fascistiske, klinge. Selve progressionen i spillet foregår via forskellige valutaer. Der er et gratis battlepass, hvor du kan få nye våben og rustninger og, mindst lige så vigtigt, nye emotes. Dertil kommer credits, som du kan bruge på at købe nye stratagems. Og herudover er der også samples som du kan bruge til at købe passive opgraderinger til dig selv, såsom at der er kortere nedkølningstid på dine stratagems eller at de maskingevær du nedkalder har maksimalt antal ammunition tilgængelig. Til sidst kommer Supercreds, som bruges til det betalte battlepass. Du kan dog optjene nok Supercreds gennem det første battlepass til at låse op for det andet.Alt i alt en meget mild omgang af microtransactions.



Tilbage på Erata Prime har vi klaret vores mål om at smadre Terminid æg, da de ellers havde truet vores overlevelse. Vi er derfor nu klar til at forlade planeten. Vi skynder os op til extraction zone. Tiden er udløbet, hvilket vil sige vi nu ikke kan hidkalde hverken bombardementer, våben eller en Helldiver, der skulle falde i kamp. Jeg stiller mig ved terminalen, banker en tastekombination af pil op, ned, højre og venstre ind på skærmen, og der er nu 2 minutter til vi bliver hentet. Imens vi venter, stormer insekterne op mod os, vi mejer dem ned alt i mens min Helldiver råber ”Have a nice cup of liber-tea!”. Vores redningshelikopter lander, og vi formår at komme væk fra planeten og tilbage på vores rumskib. ”Glorious Victory” står der på min skærm, efter den har regnet vores præstationer sammen. Jeg skynder mig hen til stjernekortet for at sprede mere styret demokrati.

Selvom det lyder som en endeløs strøm af ros lider Helldivers 2 lige p.t. desværre af voldsomme serverproblemer, og trods spillet er genialt, trækker det lidt ned i smilebåndet. Nogle gange tager det lang tid at komme på, fordi man sidder i kø. Andre gange kommer du ind og kan ikke se nogen andre spillere (heraf blev jeg jo nødt til at spille solo), og der har været andre, der har oplevet at miste deres progression, hvilket vist er blevet rettet op på nu. Trods disse problemer kan jeg mærke, at jeg glædeligt sætter mig i kø.


Alt i alt kan Helldivers varmt anbefales, hvis man leder efter en god shooter med en veludført, humoristisk tematik. Det kan sagtens spilles alene, med fremmede eller med venner. Desværre er der nogle serverproblemer der driller, og jeg vil derfor anbefale man venter lidt med at købe det, hvis man er interesseret. De arbejder hele tiden på at udvide kapaciteten, og lur mig om et par ugers arbejde ikke gør underværker.

 

Hvis Starship Troopers var et skydespil. Vi anbefaler det på det varmeste!

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page