top of page
  • Forfatters billedeAnders Isaksen

Dog Lover



Fakta

Udgiver: AEG Udvikler: David Short

Jeg kan lige så godt være ærlig; Jeg er hundemenneske.

Det er ikke fordi jeg ikke kan lide katte, altså bort set fra at jeg er allergisk overfor dem.

Men generelt synes jeg bare hunde er bedre, men det er ikke kun i forhold til katte, de er ofte også bedre end medmennesker, gibbonaber og næsehorn. I det hele taget, passer titlen ”Hundeelsker” bare til en type som mig.

Derfor var det også passende at jeg påtog mig at kigge nærmere på Dog Lover, da AEG sendte os en anmelderkopi.



Dog Lover er et lille kort spil i drafting kategorien.

Kort forklaret, går den mekanik ud på, at spillerne skiftes til at tage kort fra en eller anden form for fælles pulje, det være sig et fælles display af kort eller kort på hånden, hvor man så deler disse mellem hinanden.

I Dog Lovers tilfælde er det førstnævnte der gør sig gældende.


Lad mig forklare hvordan Dog Lover fungerer og hvordan det skiller sig ud fra mængden.


I Dog Lover har man et 3 x 3 gitter af kort hvorfra spillerne skal tage deres kort.

Disse kort er alt fra hunde, legetøj, hundemad, kort der interagerer med hundene osv.

Det handler så om at tage kort der matcher godt med de hunde man får, sørge for at få det rette foder og i sidste ende få flest point.

Så langt, så ligesom-ligesom-alle-andre.

Der hvor Dog Lover skiller sig ud, og for alvor bliver sjovt, er måden man tilegner sig disse kort.



Hver spiller har såkaldte trick kort. Disse viser et kortmønster, dette mønster viser hvilke kort du må tage i gitteret med dette kort.

På billederne nedenfor kan du se et par eksempler på disse trick kort.

Man begynder med et simpelt trick og kan derefter tilegne sig flere ved at gå af med såkaldte træningskort som man får fra gitteret.

Desuden er der en vagthund at holde øje med. Dennes placering ud for gitteret viser en kolonne eller række hvorfra man kun må tage et kort. Dens næste placering afgøres af det sidst spillede trickkort.



Og her begynder interaktionen mellem spillere. Man kan meget hurtigt se hvad ens modspillere går efter og forsøge at blokere dem med vagthunden eller fjerne kort fra dem ved at spille det rette mønster.

Med andre ord skal man hele tiden holde øje med sine modspilleres planer, hvis man vil vinde.



Et andet element, der fungerer rigtig godt i Dog Lover, er måden gitterkort benyttes på.

Tilegner du dig en ny hund, lægger du den foran dig.

Hunde fås enten fra gitteret eller den såkaldte Dogshelter bunke. Fra denne bunke er der tre hunde man kan vælge mellem, og måden at få disse er ved at smide to adoptionskort.

Trickkort fås, som nævnt, ved at smide to træningskort. Disse trickkort har en bunke ligesom hundene. Der findes dog ingen tricks i gitterbunken.

Hundene skal have foder for at undgå minuspoint når spillet er slut.

Foder fås gennem gitterkort. Desuden er der en mængde kort der kan sættes sammen med en enkelt hund som ændrer spillets regler lidt og pludselig giver ekstra point for visse andre kort.

Derfor er det også bydende nødvendigt man holder øje med hvilke kort modspillerne tager, så man kan stoppe dem fra pludselig at tilrane sig et kort, der giver et stort pointsving.

Alle disse kort man tilegner sig, kan man spille fra sin hånd med det samme. Det betyder at spillet afvikles rigtig hurtigt og der er en konstant følelse af tempo og udvikling.

Spillet er ret simpelt og der er en vis grad af held, så derfor er det perfekt at spillet ikke tager mere end max 30 minutter at gennemføre.


Teksten på billeder er ret simpel, så selv om det er engelsk kan børn helt ned til 6-årsalderen, med lidt hjælp, sagtens være med.



Dog Lover er et hyggeligt lille spil, som skiller sig lidt ud fra mængden på et par punkter.

Variationen i måder at få point sørger også for en vis genspilværdi, uden at den dog er decideret prangende, da spillet som nævnt er ret simpelt.

 

Uanset Dog Lover’s simple natur så er det en fin afslappet oplevelse der sagtens kan nydes mens man klapper menneskets bedste ven.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle
bottom of page