top of page
  • Mikael Bisp

Hand to hand Wombat



Fakta

Udgiver: Asmodee Nordics Udvikler:Matthew Inman, Elan Lee, Cory O'Brien

En gang imellem lander der et spil i anmelder-sækken, som er lidt anderledes, ofte ser man det allerede på æsken, inden man har åbnet den, andre gange er det når æsken åbnes, at man indser man har fat i et anderledes brætspil. Hand to hand Wombat er anderledes på på begge måder. Æsken er mærkelig, 2 wombats der står på en klippe og udkæmper en karate slåskamp, og en stor engelsk tekst som siger ”alle lukker deres øjne, gode wombats bygger tårne, onde wombats ødelægger dem, stem de onde wombats hjem”. Det er en æske som ikke rigtig giver mening, men den er anderledes nok til at man får lyst til at købe spillet bare for at se hvad det er for en størrelse.



Det er heller ikke noget Eureka-øjeblik at åbne æsken, her ligger nogle grisefarvede firkantede klodser med hul i og nogle tyndskidsgrønne pinde med tilhørende baser, under dem finder man et par kort og et tyndt regelhæfte. Det er slet ikke det, jeg forestillede mig ville være i æsken, jeg var virkelig forvirret, men også spændt da det her sagtens kunne være et meget unikt og anderledes spil. Regelhæftet starter med ordene ”Hey, lad være med at læse disse regler!”, istedet så anbefaler de at man går til en hjemmeside og ser en instruktionsvideo. Jeg er ikke god til at følge ordrer, men når de nu beder mig så pænt om det kunne jeg jo ikke lade være, hvilket faktisk var en god ting. Det er nemlig hurtigt og nemt at lære spillets regler ud fra den video, regelhæfter er faktisk ofte rigtig dårlige til at forklare reglerne i brætspil, så det er forfriskende at udviklerne har lavet en simpel instruktionsvideo uden kringlede forklaringer der nemt kan blive misforstået.


Jeg vil dog lige forsøge at forklare spillets gang uden at forvirrer jer alt for meget. Spillet kan spilles af 3-6 spillere, inden spillet begynder vender man låget til æsken på hovedet midt på bordet, herefter samler man de 3 grønne pinde og baser og stiller dem i låget. De grisefarvede hullede klodser bliver smidt tilfædigt i æsken, herefter blander man kortene alt eftet hvor mange spillere man er. Er man 4 spillere så blander man en bunke med 3 gode wombat kort og 1 ondt wombat kort. Hver spiller trækker et af kortene uden at vise det til de andre spillere. Nu er man klar til at spille Hand to Hand Wombat.



En af spillerne starter en timer på 90 sekunder på sin telefon, eller hvad man nu ellers har tilrådighed til at tage tid med, det vigtigste er at der skal lyde en høj alarm når tiden er gået, spillet foregår nemlig i komplet blinde. Alle spillerne lukker øjnene og holder en hånd foran øjnene, med den anden hånd skal man nu forsøge at samle 3 pyramider i låget, eller rettere sagt de gode wombats skal samle pyramiderne mens den onde wombat forsøger at sabotere det. Ved hjælp af samarbejde skal man snakke og føle sig frem til de rette lag i pyramiden, lagene har små knopper på siden så man kan føle sig frem til hvilket lag der skal placeres først. Der er 6 lag som skal placeres korrekt før pyramiden er færdig. Når tiden er gået skal alle stoppe med at bygge. Herefter uddeles der point, har man klaret at samle alle 3 pyramider, så får de gode wombats 2 point, 2 pyramider giver 1 point til de gode, 1 færdig pyramide giver 1 point til de onde wombats, ingen færdige pyramider giver 2 point til til de onde wombats.


Efter første omgang er slut starter en elimineringsrunde hvor spillerne kan stemme på hvem de mener er den onde wombat, den wombat som får flest stemmer er ude af spillet, dette betyder dog ikke at spillet er slut. Spillet slutter nemlig ikke før et hold har 3 point, derfor er det vigtigt at spilleren som bliver stemt ud ikke røber om han var god eller ond. De resterende spillere spiller videre indtil et hold har nået 3 point, dette hold kåres som vinderen. Faktisk er spillet meget simpelt og nemt at forstå, det tager ikke lang tid og lære og heller ikke lang tid at spille, efter 10-15 minutter så er spillet overstået.



Noget helt andet er oplevelsen af disse minutter, har man det sjovt? Er man underholdt? Det er faktisk lidt sværere at forklare, fordi det her spil fungerer rigtig godt med de rette med/mod-spillere men det fungerer slet ikke med de ”forkerte” spillere.

Første udfordring man støder på når man skal spille Hand to Hand Wombat er det faktum at man skal holde en hånd foran øjnene hele tiden, man skal spille 90 sekunder i komplet blinde. Desværre er ikke alle folk på den her jord særlig gode til at følge denne simple regel, det sker desværre flere gange at en af spillerne ”lurer” mellem fingrene for lige at se om hvem der er den onde wombat, hvilket fuldstændig ruinerer spillet. For at modvirke dette kan man til nød spille med et lagen henover låget så ingen kan se hvad der foregår, dette er dog en smule besværligt. Næste udfordring er at 3 til 6 forskellige hænder skal rodde rundt i et lille låg på samme tid for at samle pyramider, det kræver at man er en ekstrovert og ikke er bange for berøring af andre mennesker. Introverte eller generte mennesker har meget svært ved at spille det her spil, der skal virkelig brydes nogle grænser før at de kan finde fornøjelse i Hand to Hand Wombat.


Men har man klaret at overvinde disse udfordringer, så er spillet faktisk overraskende underholdende. Det er sjovt at sidde som den onde wombat og sabotere de andres tårne, man forsøger hele tide at sabotere i det skjulte, så de ikke umiddelbart opdager at man er den onde wombat. F.eks. Ved at fjerne korrekt placede lag fra pyramiderne, sætte de forkerte lag på, bede de andre spillere om lag man ikke har brug for, skjule et lag i sin hånd så de andre ikke kan finde dem når de har brug for dem osv. Der er rigtig mange sjove udspekulerede metoder til at snyde de andre spillere.

De gode spillere kan arbejde sammen om at samle en pyramide, hvorefter en spiller så holder sin hånd henover pyramiden så den ikke kan ødelægges, hvilket dog betyder at man har en hånd mindre til at samle de sidste 2 pyramider. 90 sekunder kan føles lange eller korte, alt efter hvilken type wombat man er.


Desværre mister spillet hurtigt lidt af sin charme efter et par spil, det bliver lidt ensformigt og man kan nemt regne ud hvem der er god og ond. Udviklerne har dog tilføjet et par special regler/kort til når dette sker. Der er nogle avancerede kort som man kan blande med i kortene. Der skal altid være et ondt wombat kort i bunken, men resten kan erstattes af kort som giver spillerne nye udfordringer. Der er et kort som gør at man ikke kan bygge men kun kan samle lag op og give dem til de andre spillere, der er også et kort som gør at man ikke kan samle lag op men kun kan bygge, sidst er der et kort som gør at man ikke kan fjerne klodser fra pyramiden så snart de er blevet placeret. Hos os gjorde disse kort dog ikke den store forskel, de gjorde bare en omgang en smule mere hektisk men ikke sværere. Et kort som hedder ”confused wombat” tilføjede dog spillet en smule kant. Den spiller som trækker dette kort starter som god wombat, men så snart de gode wombats har 2 point, så bliver denne spiller til en ond Wombat. Det er en fed twist som fungerer godt når man er lidt flere spillere, faktisk fungerer spillet bedst med 4 spilllere. Vi oplevede de mest underholdende spil med 4 spillere, da man har lidt sværere ved at regne ud hvem der er den onde wombat jo flere spillere man er. Desværre er det også meget hurtigere at bygge en pyramide med flere hænder, så hvis man er mere end 4 spillere så er det næsten umuligt at vinde som den onde wombat.



Udstemningsdelen fungerer lidt som et spil Among Us. Alle spillere snakker sammen i et kort stykke tid, hvor man sammen forsøger at konkludere, hvem den onde Wombat er. Den onde forsøger selvfølgelig at være helt uskyldig og prøver at få de andre spillere til at stemme på en af de gode Wombats. I de første spil vi spillede, skete det faktisk flere gange, at det var en god Wombat som blev stemt hjem, men efter et par omgange så havde vi alle luret hinanden og kunne for det meste hurtigt få den onde stemt ud. Vi pøvede faktisk at spille et par spil uden at vi brugte udstemningsrunden, det fungerer dog ikke helt så godt, da den onde Wombat hver gang bare saboterede pyramiderne alt for tydeligt, han kunne jo alligevel ikke stemmes ud så der ville ikke ske noget hvis han blev opdaget. Så udstemningsrunden er en vigtig brik i spillets gang.


Hand to Hand Wombat er et godt spil når man gerne vil underholdes i meget kort tid, det passer godt ind i en hyggelig venneaften, hvor man lige skal grine lidt og have det sjovt. Spillet fungerer mindre godt med spillere som har svært ved at overholde reglerne og ikke kan se det sjove i at spille i blinde.

Efter vores første par spil var jeg klar til at smide 4 lamaer efter hand to Hand Wombat, vi grinede og var godt underholdt, men efter at have spillet mange flere spil så kan jeg godt se at spillet er lige så tyndt som regelhæftet. Spillet mangler en smule mere dybde og udfordring til at kunne holde i længden, som det er nu så er det et sjovt spil i meget små korte omgange, men så snart man spiller det for meget, mister det en del af sin charme.

 
Overraskende underholdende, men en smule grænseoverskridende. Nydes bedst i mindre doser.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle
bottom of page