top of page
  • Mikael Bisp

So Many Clues

Opdateret: 4. maj



Fakta

Udgiver: Bezzerwizzer ApS (Bezzerwizzer Studio)

Hjemme hos os elsker vi brætspil hvor vi skal bruge de små, grå hjerneceller, det er en kærkommen afveksling fra Ludo, Partners og lignende spil, hvor det oftest er held, som afgør et spils udfald. Det er fedt at vinde et spil, hvor en sejr afhænger af spillernes brug af logisk tankegang, istedet for evnen til at slå en sekser med en terning. So Many Clues er et brætspil, hvor det er spillerne, der først kan finde forbindelsen mellem ord og billeder under tidspres, som vinder spillet.



I So Many Clues gælder det om at finde forbindelsen mellem forskellige ord og billeder, det er f.eks. nemt at finde forbindelsen mellem Rogn, Skæg og Nytår hvis man ved man skal finde en fisk, men So Many Clues forsøger at gøre dette en smule mere besværligt ved at blande 20 ord/billeder sammen, og så bede spillerne om at finde 5 forskellige svar i 5 forskellige kategorier. Det kræver viden og samarbejde at finde frem til de rette svar, og det er nemt at bevæge sig i en forkert retning hvis man ikke bevarer overblikket.


Spillet starter med at man deler sig i 2 hold med lige mange spillere på hvert hold, hvert hold får et timeglas, en blyant, et ark fra notesblokken og en rød dekoder-strimmel. Holdene placerer sig på hver sin side af bordet og bruger regelhæftet til at dele bordet op, så man ikke kan se hvad modstanderholdet laver, herefter får hvert hold en bunke med 20 kort (kortene er de samme for begge hold). Der medfølger et kategorikort til hver bunke, der er 5 kategorier som hvert hold skriver ned på deres notesark. Når dette er gjort kan spillet starte. Holdene spreder kortene ud på deres side af bordet og vender deres timeglas, nu gælder det om at finde forbindelser mellem kortene, så man kan finde ud af svarene til de 5 forskellige kategorier, da der er 20 kort så er der 4 kort som passer til hver kategori. En kategori kan være “en politiker”, på kortene kan der f.eks. være ordene “Statsminister”, “Gul”, “Hong Kong” og et billede af “en Mink”. Hvis man mener at det kan være Mette Frederiksen, som er det rette svar, så kan man tage kortene “Statsminister” og billedet af en mink og placere i en bunke for sig. Når tiden er rendt ud af timeglasset (dette tager 30 sekunder), så har man muligheden for at tjekke om 2 kort passer sammen. I bunden af alle kort er der en stregkode med en tyk sort streg i, hvis man vil teste om 2 kort passer sammen, så vender man kortene så stregkoderne rører hindanden og flugter langs den tykke streg. Nu tager man dekoder strimlen og placerer henover stregkoderne, når man gør dette kommer der nogle lidt tyndere blå streger til syne, hvis disse også flugter så passer kortene sammen, hvis de ikke flugter så er der ikke nogen forbindelse mellem disse kort. På den måde kan man hvert halve minut finde forbindelser mellem kort, og hurtigere finde frem til de rette svar i kategorierne.



Man kan kun svare en gang i en kategori og kan ikke lave sit svar om, det afsløres først om svarer er rigtigt når spillet er slut. Et hold kan svare på 2 ting i en kategori, svaret og 3 ledetråde. Første gang der svares i en kategori skal svaret indeholde 3 ud af de 4 ledetråde, man kan også skrive svaret på kategorien, men dette er ikke noget krav første gang man svarer. Det hold som først svarer i en kategori råber STOP og skriver ledetrådene (og svaret hvis man vælger) ned på notesblokken, når der råbes STOP skal begge hold stoppe med at lave noget, og holdet som har svaret siger hvilken kategori de svarer i, de skal ikke fortælle hvad de har svaret, men skal give 1 af de 3 ledtråde til modstanderne, som så skriver dette ned på deres notesark. Anden gang der svares i en kategori behøver man ikke sige STOP, man skriver bare svar og ledetråde ned på sit notesark. Når der er svaret i alle 5 kategorier, altså femte gang der bliver råbt STOP, så har begge hold et fuldt timeglas til at skrive manglende svar og ledetråde ned på sit notesark, man behøver ikke svare i alle kategorier, det vigtige er at begge hold til sammen har svaret i alle 5 kategorier, så slutter spillet.

En spiller tager nu kategori kortet og vender dette om, ved hjælp af den røde dekoderstrimmel kan man læse svarene og de rigtige ledetråde på de 5 kategorier. Nu skal der regnes point, og det hold som har skrevet de rette ledertråde først, får 1 point for dette, og har man gættet det rette svar på en kategori får man 1 point for dette. Alle point tælles sammen, og holdet med flest samlede point vinder, i tilfæde af at begge hold har samme antal point, så vinder det hold der har sagt STOP flest gange.


Vores familie er ikke bange for at kalde sig selv for klog, eller rettere familiens enlige mand (mig) synes selv han er meget begavet, så det her spil lød til at være skræddersyet til os/mig. Jeg teamede op med vores yngste datter og udfordrede de 2 ældste piger. Lad mig bare sige at det var ikke noget kønt syn da spillet var slut, vi vandt så overbevisende, at vi lige så godt kunne have spillet uden modstandere, de fik ikke et ben til jorden. En af grundene var nok at de havde misforstået hvordan man tjekker forbindelsen mellem 2 kort, så de havde ingen ide om hvilke kort der passede sammen. Vi læste endda reglerne flere gange og tjekkede regelvideoen, men de misforståd alligevel denne vigtige detalje i spillet.Da jeg havde forklaret dem reglerne endnu engang og de sammen sagde “åhh, det kunne du da bare have sagt med det samme”, så fik de lov til at udfordre os igen. Vi fik 20 nye kort og den her gang gik der ikke lang tid før de havde samlet nogle kort og kunne se forbindelsen, det ændrede dog intet i at de stadig tabte uden at få et eneste point. Enten er jeg for dygtig til det her spil, eller måske de ikke er mine børn, jeg nægter at tro, at de ikke kan se forbindelsen på samme måde som mig. Derfor valgte vi at spille en omgang hvor vi alle i fælleskab prøvede at finde forbindelsen og svarene på kategorierne. Det fungerede faktisk udmærket og det tog os ikke særlig lang tid i fællelskab at finde de rette ledetråde og svar, ikke alle svar og ledetråde var dog korrekte, men jeg fik på den her måde et bedre indblik i hvordan deres tilgang til sådan et spil er. Det er sjovt at guide dem hen mod et ret svar, for herefter at se deres “AHA-øjeblik” da det går op for dem at der er derfor disse kort har en forbindelse. Så spillet fungerer fint både som et spil mod hinanden og med hinanden.



Spilæsken indeholder 10 forskellige sæt med kategorier og kort, så det er muligt at spille So Many Clues 10 gange før man kender alle svar og ledetråde, eller hvis man er i familie med folk med en meget dårlig hukommelse, så kan man sikkert spille det igen og igen flere gange. Men hjemme hos os er der desværre kun 10 runder So Many Clues til os. Første gang vi spillede nåede vi igennem 4 sæt af kort, det tog os ca. 1½ time, men det var mest fordi vi skulle lære reglerne og forklare det et par gange, da pigerne misforstod nogle af reglerne.  Så det tog os ikke lang tid at spille os igennem alle 10 sæt, nu står spillet på hylden og bliver nok aldrig fundet frem igen, hvilket er en skam da det faktisk er underholdende når man først har forstået spillet.


So Many Clues er et udmærket spil til folk som kan lide at blive udfodret mentalt, man skal dog være forberedt på at der ikke er forskellige sværhedsgrader i æsken, så det passer ikke til alle aldersgrupper og typer af folk. Men med den rette gruppe af spillere så er man rigtig godt underholdt mens man spiller So Many Clues. Spillet passer fint til når man har nogle venner forbi en aften og gerne vil udfordre hinanden inden for viden og samarbejde, jeg havde dog ønsket at der var mere end 10 sæt kort i kassen, da man alt for hurtigt har spillet sig igennem dem alle. Havde der været mere indhold i æsken så havde det her spil sneget sig op på 4 lamaer, men desværre kan jeg ikke belønne So Many Clues med mere end 3 lamaer med det indhold, spillet leveres med.  

 
Hjernevrider, men uden variabel sværhedsgrad, og når de ti kort er blevet brugt er der ikke meget genspilningsværdi.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle
bottom of page