top of page
Aili

Tapestry - Plans & ploys udvidelsen



Fakta

Udgiver: Stonemaier Games Udvikler: Jamey Stegmaier

Her er der tale om den allerførste udvidelse til hovedspillet Tapestry. Med Plans and Ploys slipper man nye civilisationer løs sammen med nye tapestry kort, rum-brikker og nye bygninger.

De nye civilisationer, kort og bygninger giver kant og mere aggressive point til hovedspillet, og der er kun tale om ét nyt lille tiltag i udvidelsen som ikke findes i hovedspillet.

Lad os kigge på de forskellige ting udvidelsen har at byde på!

Det første man skal tage med er at der faktisk er en fejl i hovedspillet man skal ind og korrigere.

Den første rum brik i ser her til venstre skal kasseret for evig og altid for rum brikken til højre.



Der er simpelthen tale om et fejlprint og symbolet på brikken giver absolut ingen mening, så ejer du Tapestry og har undret dig over HVAD denne brik egentlig betyder? Så skal du ikke tænke over det mere, du kan smide den ud når du får udvidelsen, eller tegne en erobrer figur med sort tusch på den hvis du blot lige har fundet ud af dette, og ikke er interesseret i Plans & Ploys (men selvfølgelig er du det).

Jeg vil starte med at fortælle om det eneste nye tiltag til spillet som ikke er med grundspillet.

Du kan nu sætte små runde brikker som viser de respektive landemærkerne man kan erhverve sig når man bevæger sig op ad rangstierne via de 4 retninger på spilbrættet i midten.



Brikkerne er et rent æstetisk tiltag så man er mere opmærksom på om bygningen på brættet er ledig eller taget. Dette ændrer ikke spillet overhovedet, men det gør de nye små bygningskort til de nye bygninger til gengæld.

Der er en masse flotte nye bygninger til Plans & Ploys og måden de kommer i spil på, er at når man vælger startspilleren, så får sidste spilleren lov til at få en lille bunke med bygningskort og får lov til at vælge hvilken bygning han/hun vil arbejde på at erhverve sig til sit hovedstadsområde.

Der er 5 ekstra bygninger, og når sidste spiller vælger sin bygning, sender han/ hun bunken videre i modsat retning indtil startspilleren bliver den sidste modtager til bygningsvalg. Så der kan være en fordel at blive den sidste spiller fordi den spiller får så en fordel fremfor de andre.



Alle 5 bygninger har forskellige opgaver som skal løses før de kan erhverves, det gode er, det er ikke svært. Det er opgaver du alligevel ender med at få løst hen ad vejen, fordelen er så nu at du har nu fokus på du får en ekstra stor bygning til at udfylde felter med. For at nævne nogle af de ting som bygningerne kræver er det at 1 bygning siger når du har en udfyldt række eller kolonne i din hovedstad, så er bygningen din, en anden siger når du har 3 indkomstbygninger i din by, så er den nye bygning din eller som sidste eksempel, når du har opgraderet et teknologikort til øverste række er bygningen din. Så, simple nye opgaver men dejligt med store bygninger så man udfylde endnu mere.

Så i forhold til forandring til spillet, så var det faktisk kun det. Det som Plans and Ploys så OGSÅ kan, kommer til syne i de nye civilisations kort og tapestry kort.

Lad os starte med civilisationerne.



Det første som man lægger mærke til at de nye leder egenskaber er rigtig stærke i forhold til grundspillet. Det er ikke gået designeren Jamie Stegmaier næse forbi, så han har været på forkant og faktisk ændret civilisationer i grundspillet også. Disse nye regler for 8 af grundspillets civilisationer skal faktisk gøre sig gældende fremadrettet, om man spiller med – eller uden – Plans & Ploys.

Der er f.eks. tale om The Heralds de skal faktisk starte spillet med – 15 point! The Chosen starter med så til gengæld med 15 point pr. modstander, og som sidste eksempel The Craftsmen skal starte med en ressource mindre i sin første indkomstrunde. Og der er endnu flere rettelser som er påskrevet i hæftet som følger med.

De nye civilisationer er drønlækre. Der er hele 10 ny civilisationer at vælge med i udvidelsen.

Nogle af dem minder ret meget om evner vi ser i grundspillet som giver ekstra ressourcer eller bonusser i hver indkomst runde, men nogle af dem har nogle nye spændende input til spillet som vi ikke har set før.

Nu kan du spille Tapestry som rumvæsener! Vi spacer helt ud over det i forvejen nørklede kludetæppe af æraer, opdagelser og færdigheder som tapestry har en masse af, og gør det endnu mere utroværdigt. Men er det ikke derfor man er fan af spillet?



Rumvæsenerne starter Tapestry med 4 rum brikker I sine forsyninger, som spilleren kan udforske I sine indkomstfacer. Plans and Ploys øger antallet af rum brikker med 5 nye brikker til samlingen, den 5. brik er erstatningsbrikken til rum brikken i grundspillet som jeg forklarede i starten af anmeldelsen.

At rejse ud I rummet kan kun lade sig gøre hvis man går linen ud som opdagelsesrejsende. Rum brikkerne giver nogle suveræne bonusser, men du får sjældent adgang til dem, og får du endelig adgang, så får du kun udforsket rummet en enkelt gang eller to. Så det er helt sikkert en del af spillet som man sjældent for adgang til, men med de nye rumvæsener får man altså udgang til dem hver gang man går ind i en ny æra og indkomst fase.

2 andre nye civilisationer som gør sig bemærket er The Recyclers og Islanders. The Recyclers giver en spiller en grund og en strategi for at arbejde sig hen imod en bestemt retning i spillet, nemlig teknologi udviklingen. Deres evne består i at lade spilleren genbruge sine teknologi kort når de er nået op til deres maximale niveau, så kan kortet starter forfra igen, og endda øge sine point på brættet med 5 for hver gang det sker.

The Islanders (øboerne), har den fordel at spilleren starter med fire territorier i deres forsyning og faktisk bruger deres civilisationskort som et placeringsområde til landfliser. I begyndelsen af deres indkomstfase kan de placere en flise nede på deres måtte i et specifikt mønster for at få bonusser, ligesom du ville, hvis du placerede dem i midten på spilbrættet. Oven i købet får du yderligere 4 point i slutningen af spillet for hver flise, der kun har vand på yderkanterne. Altså at de forskellige territorier kun består af land og ikke vand.



Der er to bygninger mere til udvidelsen hvor den ene bygning hører til et nyt tapestry kort. I grundspillet kan man ikke erhverve sig ekstra bygninger via tapestry kort, kun teknologi kort. Og den sidste bygning kan erhverves via en rum brik hvis man trækker den. Det eneste negative jeg kan sige om de nye bygninger handler ikke om kvalitet og udseende, men mere de blender nærmest for meget ind med alle de andre, farverne læner sig helt op ad de andre, så man føler ikke de nye bygninger som sådan indgyder kvalitet og status, det er blot mere af det samme på nye måder. Men måske var det blot meningen?

Territoriefliserne til spillet kan med udvidelsen nu placeres i en tynd hørpose for at holde styr på dem, og giver en mere følelse af tilfældighed når man trækker en ny flise når man skal.

Automa er et rost og anerkendt solo system fra Stonemaier Games som findes i mange af deres spil. ER man til solo spil, så adder Plans & Ploys også en ekstra solo "kampagne" -tilstand. Det tilføjer et 5-delt scenarie, der udfordrer dig med forskellige regelsæt til opsætning og spil, dette er endnu ikke afprøvet men ser frem til at kaste mig over muligheden når den byder sig.

Der er 15 nye tapestry kort i udvidelsen. Nogle er selvforklarende, 1 giver en bygning og 5 af dem er snedige Trap kort - som grundspillet har nogle stykker af - som man kan bruge til at afværge et angreb i territorielandskabet. De nye trap kort er væsentlig stærkere og giver helt sikkert bagslag til angriberen hvis modstanderen smider sådan et kort i afværge.



Og til allersidst, ændrer Jamie på reglen hvis det står lige imellem to spillere til at vinde spillet, så er det spilleren med den højeste bygning som vinder. Bum!

Denne udvidelse kan blendes ind med grundspillet nemt og uden besvær. Det giver Tapestry flere valgmuligheder, og en masse styrke, men ændrer ikke spillet i sin helhed, det er mere af det samme men alligevel med nye dybder samt strategi muligheder.

Hvis ikke du kan lide Tapestry, så finder du ikke noget her som vil ændre din mening. Men elsker du Tapestry så tripper du rundt på stolen og bliver lidt glad i hjertet over de nye civilisationer og de andre tilføjelser, som giver lidt chili til sovsen så den peaker, uden at få racer røv.

 

Et godt spil som vi anbefaler, også til fuld pris.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comments


bottom of page