top of page
  • Forfatters billedeAsmus Neergaard

Diablo 4



Fakta

Udgiver: Blizzard Udvikler: Activision-Blizzard Platform testet på: Xbox Series X Tilgængelige platforme: PS5, PC, Xbox One, PS4

Lilith, en dæmon med Angelina Jolies kindben og ondere end ham der opfandt redskabsgymnastik, er genopstået. Og da vi jo i Diablo-universet befinder os i noget, der minder om middelalderen, kan man som en ur-ondskab ikke blive CEO, amerikansk politiker eller opfinder af en kryptovaluta, så verdensherredømmet må man nøjes med. Og dermed er kampen mod godt og ondt, helvede og himmel, i gang igen.

Inden vi går i kødet på Diablo 4, den længe ventede efterfølger til 2012s Diablo 3, så bær over med mig, for jeg vil slå et slag for en opfattelse, jeg har. Jeg vil nemlig sige noget muligvis kontroversielt; Diablo har en metagenre. Jovist er det et hack n’ slash rollespil. Men det er også en del af en genre som spænder så vidt, at den omfavner de moderne Call of Duty-spil og sågar Popcaps Peggle-serie. Det er en genre, hvis basale formål er at snige sig gennem dine øjne ved hjælp af blinkende lys og triumferende lydeffekter, ind i hjernebarken og der trykke blidt med vedholdenhed på knappen til dopamin-udløseren. En bold falder ned i midterspanden i Peggle og Ode an die Freude spiller. *klik*. BlackGordonRamsay, der ellers har nedlagt dig gentagende gange, finder sit endeligt for enden af din M4, og du stiger i rang til Staff Sergeant. *Klik*. En lille djævling eksploderer i en sky af blod og indmad. *KLIK*. Denne evige dopamin-jagt er hvad der binder tre så forskellige spil sammen, og det er også hvad der gør Diablo 4 til sådan en, ja undskyld, djævelsk underholdende titel.



Diablo 4 sætter dig i skoene på enten en druid, rogue, troldmand (m/k), en necromancer eller en barbar. Hver har sine styrker og svagheder, og spillestilen de kommer med, er noget dit temperament skal diktere. Vil du bare vade ind i horden af monstre med en stor krigshammer, som en fuld onkel ved en fastelavnsfest, så er barbaren lige dig. Der er ingen magi her, blot adskillige kilo smedet stål og muskelkraft, og evnen til at modstå enorme mængder af skade. Troldmænd (eller sorcerer som det vel egentlig hedder) ligger næsten i den modsatte ende af spektret – I stedet for at fokusere på råstyrke, er dagens ret her elementernes rasen. Sorcerers er noget svagere end de andre klasser, men kan råde bod på det med ildkugler og lynstråler. Det her er en af klasserne, der fylder din skærm med så mange farver og glimmer, at man kunne tro at Aalborg Fyrværkerifabrik har åbnet en lokal filial i dit nabolag.

Rogue giver dig adgang til stealth, bue og pil, og en blanding af fjern- og nærkamp. Når du har puttet nogle levels ind i denne klasse, kan du suse frem og tilbage og angribe fra alle vinkler og afstande.

Druids kan forvandle sig til varulve eller varbjørne, samtidig med at de nedkalder naturens vrede over fjenderne. Lyn og tornadoer hvirvler om druiden, mens den kaster sig frådende frem, som Yogi Bjørn over en picnic-kurv.

Sidst, men ikke værst, er necromanceren. Denne kan fremmane en hær af skeletter, der kan specialiseres på forskellig vis. Dette er klassen for den spirende firmadirektør, der uddelegerer røvsparken til andre. Og jo flere fjender du dræber, jo flere lig er der at bruge som ressource. Necromanceren er den ultimative indenfor genbrug!



Hver klasse har sine egne små unikke kendetegn, og det er det værd at tage turen gennem spillet med hver figur, eller i hvert fald give dem en chance. Og dette forbedres gennem kombinationen af spillets skill tree, der gør det muligt at tilpasse figuren til din spillestil, og udstyr, der kan give dig inspiration til at tage figuren i en ny retning. Udstyr kan give evner, der komplimenterer din spillestil, eller måske skubber dig i en ny retning. Og udstyr kan efterfølgende nedbrydes og evner kan overføres til nyt udstyr. Det gør at der er så meget dybde i systemet, og det er en super måde at gøre din barbar/sorcerer/druid/rogue/necromancer helt din egen.



På Popacos redaktion har der været diskussioner om Diablo, og især historien. For mit vedkommende er historien blot en undskyldning for at blive sendt nye steder hen, hvor fjender kan dø på pyroteknisk manér. Men hvis du er noget mere seriøs mht. historien, så er der faktisk noget at tage fat på. Lilith er en interessant fjende, der har langt mere dybde end de tidligere Diablo-skurke, der synes at have været onde for at være onde. Du ved, som aspirerede de til at opfinde odontologi uden bedøvelse. Og dette hjælpes godt på vej af grafikken.


En ting er spillets mellemsekvenser, der bare er billedskønne. Blizzard har altid leveret smukke mellemsekvenser, men Diablo 4s er flotte, smukt sat sammen og stemningsskabende. Og denne stemning går over i selve spillets miljøer. Detaljegraden er skyhøj, og der er en gennemgående blodig stil over miljøerne. Pulserende, blodige og grusomme, spillets baner har nogle virkelig stemningsfulde omgivelser, der sandelig illustrerer at du kæmper imod helvedes styrker. Spillet er smukt, i al sin djævelske pragt.



Hvad har jeg ikke nævnt? Jeg nåede ikke spillets slutning mens anmeldelsesserverne var oppe, og det er nok der mange kommer til at bruge mest tid (Du ved, EFTER de omtrent 10-15 timers kampagne per klasse…). Med diverse events, nogle der kun dukker op ved den højeste sværhedsgrad, samt spillets betalte battlepass (Ydrk, gys, osv.!), ser det dog ud til der vil være nok at rive i lang tid. Crafting, end-game dungeons og så videre burde være nok til de næste par måneder, hvis ikke længere.



Diablo 4 er en fornøjelse, og jeg glæder mig til at gå i kødet på Lilith og hendes hærskare af grusomme djævleyngel igen. Og igen. Og formentlig igen. Også selvom jeg ved det blot er fordi, der er en lille kontakt der siger *KLIK*.

 

Med mindre du stadig boycutter Blizzard, er der ikke nogen egentlig undskyldning for ikke at spille Diablo 4.

0 kommentarer

Relaterede indlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page