Vroom Vroom
Fakta
Udgiver: Sony Computer Entertainment Europe Udvikler: Polyphony Entertainment Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: PS4
En af PlayStations ældste serier er udkommet i en ny inkarnation, og både hestekræfterne i bilerne og i konsollen er blevet toptunet til højeste gear. Men kan rustpletter, lidt ujævn affjedring og transportafgifter ødelægge det overordnede indtryk? Lad os lukke op for kølerhjelmen og kigge på motoren!
På sin vis er GT7 et langt venligere og imødekommende spil end forgængerne. Din intro til spillet er hvad der kaldes Music Rally, hvor du blot skal køre gennem en række checkpoints mens et stykke musik spiller. Det er næsten afslappende at køre rundt, tage hjørner og undgå de andre biler og det sætter lidt tonen for resten af spillet. Dernæst bliver du ført ved hånden rundt på et kort over en lille (meget bilorienteret) by, hvor du efterhånden som spillet skrider frem låser op for forskellige aktiviteter og lokaliteter. Næsten hver aktivitet har en guide, i form af et billede og venlig dialog, der fortæller dig om muligheder og næste skridt.
En af de første personligheder er ejeren af GT-caféen, Luca, der med passion giver dig de første opgaver i spillet. Caféen er hjemsted for en række guidebøger, der giver dig noget at styre imod. Det er eksempelvis “Få fat i disse tre biler”, “deltag i et løb” eller “vask din bil”. Det er ikke banebrydende, men giver et godt overblik over mulighederne i spillet. Og det er en hyggelig aktivitet. Luca har benzin i blodet og er glad for at fortælle om særlige biltyper eller give fakta-bidder når du fuldfører en guidebog, og mens han kun kommunikerer via tekst, kan du næsten høre hans begejstring. Og det er en glæde der smitter! Selvom jeg ikke er er en større bilenstusiast end den gennemsnitlige m/k, så fangede jeg mig ofte i at tænke “Det var godt nok interessant”, eller overveje hvordan jeg kunne klemme lidt mere ydeevne ud af min yndlingsbil.
Entusiasme er nøgleordet, og det løber som en rød tråd gennem hele spillet. Du kan mærke at spillets producer Kaz Yamauchi og Polyphony Digital, brænder for motorsporten og biler generelt. Det er alle de små detaljer der sælger oplevelsen. Spillets Photomode, der giver dig mulighed for at komponere de perfekte billeder af dine biler (med lokaliteter fra hele verden, inklusiv København). Måden spillerens avatar bevæger hænderne når et særligt svært sving skal forceres. At lysreklamer på banen rent faktisk er udformet af små lysdioder. Og så naturligvis køreoplevelsen.
Først og fremmest er spillet blødende smukt. Mens raytracing generelt er gemt til replays, så giver spillet en god simulation af dem. Banerne er et miks af gamle og nye, og de ser glimrende ud. Nogle, men ikke alle, hvilket er en skam, nyder godt af vejreffekter og overgange fra dag og nat. Lydsiden følger snildt med. Motorlyde og så videre er præcis som de skal være (eller det tror jeg, eftersom jeg ikke har direkte erfaring med lyden af eksempelvis en Abarth 500 ‘09). Musikken er også klassisk Gran Turismo, hvilket muligvis er en ulempe for nogen. Der er sådan noget melodisk rockmusik, elektronisk loungemusik og klassisk musik udsat for et Casio keyboard. Nogen hader det, andre elsker det. Og jeg vil ikke have et Gran Turismo uden det, uanset om nogle af numrene ikke er helt i min smag. Det hører sig til!
Men det handler jo om køreoplevelsen, og den sidder i skabet. Det er er ikke en oplevelse som at svinge bilen rundt i et hårnålesving, overhale to konkurrenter og så suse væk som Steve McQueen. Banerne, som Nurburgring, Laguna Seca og GT-klassikeren Deep Forest, er godt sat sammen og giver et godt miks af forskellige krav til spillerens færdigheder. GT7 giver også spilleren mulighed for at få så meget eller så lidt hjælp som muligt. Fra grafisk hjælp som bremsezoner og en ideel kørelinje, til automatisk bremsning. Du behøver ikke at være nogen Thorkild Thyrring eller Lewis Hamilton for at komme langt i Gran Turismo (men det hjælper!). Og hvert et vundet løb, hver en milepæl, hver lille bedrift - alt bringer dig tættere på at opnå en ny bil. OG der er mange! Men! Her bevæger vi os ind på min anke, og den er ikke sådan lige til at affeje.
Du kan mærke at en styrende kraft i spillet har forsøgt at promovere “live-service”, dette helveds buzzword der burde sendes tilbage til Hades sammen med “synergi”, “handle ind” og “metavers”. Spillet er først og fremmest afhængig af en internetforbindelse, hvilket er noget åndsvagt hvis man blot vil tulle rundt alene. Men hvad værre er, at der er et fokus på at sælge virtuel valuta, i tilfælde af at du ikke har tålmodigheden til at tjene pengene selv. Og din tålmodighed kan blive sat på prøve, nogle af bilernes prisleje taget i betragtning! Dette er noget Sony og Polyphony til stadighed arbejder på, med op- og nedjusteringer af belønninger og udbetalinger. Selvom der gives forsikringer om at “dette gøres for at give bilerne en følelse af værdi”, så er det voldsomt træls at se endnu en spil-serie blive forgiftet af spilfirmaers umættelige grådighed. Belønninger kommer også i form af lotterisedler, der giver dig en tilfældig gevinst. Det kan være en stor bunke penge, en lille bunke penge, en maskindel eller en ny bil. Men eftersom det er et lotteri, ved du ikke hvad du får (eller hvilken maskindel, hvilken bil, eller hvor mange penge det drejer sig om). Det er ren lootbox, og noget der fik mit hjerte til at synke.
Og det sætter mig lidt i et dilemma. Er GT7 et sjovt spil og en hyldest til bilen som objekt, som form og som maskine, til trods for dette live-service mareridt? Eller er GT7 noget man bør undgå, til trods for spillets styrker?
Jeg vælger at være håbefuld, og at Sony og Polyphony finder en balance, der ikke er alt for rædselsfuld mht. Microtransactions, lootboxes og lignende. For GT7 ER sjovt, og det ER en fornøjelse at spille. Jeg ville blot ønske at det kunne nydes uden disse rustpletter.
Et must for racerfans.