Fakta
Udgiver: Sony Computer Entertainment
Udvikler: Insomniac Games Platform testet på: PlayStation 5
Onkel Ben (manden, ikke producenten af ris) sagde engang noget i stil med ”Med store kræfter kommer stort ansvar”. Insomniac, udvikleren bag Ratchet & Clank og det første Spider-Man, har haft det helt store ansvar at lave efterfølgeren til et af de bedste Spider-Man spil. Heldigvis har de store kræfter matchet det store ansvar, dog uden at strække sig længere end det.
Sidst vi så Spider-Man havde han efter et par DLC-pakker overladt New York til Spider-Man. Ja, der er to Spider-Men, den ene alteregoet for Peter Parker, den anden alteregoet for Miles Morales. Begge Spider-Men, hver med en lidt anden smagsvariant. Som hvis Fanta og Fanta Exotic var superhelte. I Spider-Man 2 er begge Spider-Men tilbage, og de står overfor Kraven, en russer, der lever for jagten på det farligste og mægtigste bytte. Gæt selv hvad han anser som en værdig modstander… Men også Venom, Spider-Man (Peter Parker-udgavens) fjendtlige modstykke, ankommer til New York med forudseelige destruktive konsekvenser.
De to Spider-Men oplever nogenlunde spillets historie sådan 50/50. Peter har mere en plads i rampelyset pga. hans forbindelse med Venom symbioten, mens Miles paradoksalt nok er mere den ”venlige nabolags” Spider-Man. Mens Peter får lov til at knokle med skyldfølelse, vrede, følelsen af at blive misforstået osv., så roder Miles rundt med lidt butikstyveri og spiller lidt anden violin til Peters historie. Det er lidt spøjst, for selvom der er tidspunkter hvor de to Edderkoppers historier overlapper, så er Miles ham med de laveste odds. Det virker dog som en viderefortælling af de to første spil, hvor Peter stod overfor en trussel der kunne udradere New York, og Miles blot havde Harlem at bekymre sig om. Men ja, det er sikkert lige så vigtigt at finde ud af hvem der stjal nogle jazz-instrumenter, som at stoppe en udenjordisk trussel der vil trælbinde menneskeheden. Tak, Miles…
Mekanisk er de to Spider-Men meget ens, og alligevel forskellige. Mht. kamp har de forskellige egenskaber, der dog virker ret ens. Miles har sine såkaldte Venom-kræfter (disse har intet med symbioten Venom at gøre. Ja, jeg kan ikke gøre for det, klag til Miles’ skaber Brian Bendis, hvis det hele virker forvirret) og Peter har nogle mere mekaniske versioner. De er begge sjove at spille som, og guds nåde trøste enhver elefanthueklædt bølle, der måtte stå i vejen for dem. Den mest markante forskel på de to, er at Miles kan gøre sig usynlig, hvilket gør stealth sektioner noget nemmere.
Disse er dog generelt nemmere. I forgængerne var du nødt til at tage dig til takke med de udkigspunkter spillet gav dig. I Spider-Man 2 kan du lave liner af spind mellem diverse punkter, hvilket betyder at du kan rydde rum, gyder, tage og hvor der ellers gemmer sig banditter; nærmest uden at nogen opdager det.
Desuden er der nu lidt nuance i håndlangernes intelligens. I forgængeren var det ”Vi er alene” og ”DER ER SPIDER-MAN!”. I Spider-Man 2 slapper de af, hvis man har gemt sig længe nok. Så hvis du foretrækker at den mindre konfronterende Spider-Man, er alt ikke tabt når du opdages.
Heldigvis er kampsystemet stadig solidt. Kampene er en næsten koreograferet dans bestående af undvigemanøvre, modangreb, brug af spind, luftangreb og lejlighedsvise specialangreb. Når det flyder, så er den en næsten euforisk oplevelse, hvor du har fornemmelsen af at der er bare en lille smule edderkop i dit blod. Du låser op for flere og flere specialmoves som spillet skrider frem, så vel som gadgets, og hver giver dig endnu en fordel i kampe. Men, og dette kan være fordi jeg efterhånden kan mærke alderen trykke og nedsat reaktionstid, ikke alle kampe er lige underholdende. Der var tidspunkter hvor kombinationen af fjender og mængden af dem bare slog hårdt. Især en ny fjendetype, nogle robothunde tilknyttet Kraven, fik med deres hurtighed og evne til at slå specialangreb fra, mig til at grue kampe mod dem. Om dette blot er mig der viser mine manglende skillz, eller om det er en generel ting ved jeg ikke, men irriterende var det.
Meget er der blevet gjort ud af PlayStation 5, dens SSD-harddisk og hvor hurtigt den kan lade dig rejse hurtigt gennem New York. Og ja, det er cool at kunne næsten teleportere fra en ende af byen til den anden på blot få sekunder. Men at gøre dette er næsten at undgå Spider-Man 2s rigtige hovedperson. For denne er hverken Peter Parker, Miles Morales, Spider-Man eller Spider-Man. Den rigtige hovedperson er New York og den måde du kan rejse fra punkt A til Punkt B. For mit vedkommende er Insomniac’s version af Spider-Mans web-swinging det bedste der hidtil har ramt spilverden. Og i Spider-Man 2 er systemet blevet opgraderet. Takket været de hurtigere loadingtider svinger Spider-Men sig hurtigere end før. Og takket være vinger lavet af spind (Tak til Amazing Fantasy # 15 og Spider-Man 2099) kan de også svæve. Det betyder at rejsen nu fra A til B ikke blot er hurtigere, blandet andet takket være nogle vindkorridorer der giver en svævende Spider-Man et ordentlig boost, men også at det ser rasende godt ud. Halvdelen af glæden ved Spider-Man 2 er uden tvivl blot at svinge New York tyndt på den mest elegante og imponerende måde.
Og skulle du have lyst, kan du justere hvordan web-swinging fungerer i indstillingerne, så det er endnu mere realistisk (Vær parat til at se Spider-Man æde asfalt på den grove måde, dog..).
Spider-Man 2 er, som sagt, ikke en revolution. Det tager det fundament der blev etableret i de sidste spil, og bygger på dem. Er du brændt ud efter originalen, udvidelserne og Miles Morales? I så fald er der ikke meget der kan genantænde flammen in Spider-Man 2. Men er du stadig frisk på endnu en tur gennem New Yorks gader, så er der ikke noget bedre end Spider-Man 2.
Mere af alt det gamle. Det er kun dårligt hvis du er blevet træt af vægkravleren.