Fakta
Udgiver: Kosmos Udvikler: Reiner Knizia
En af de sværeste opgaver for en anmelder er at adskille den personlige glæde ved en eller anden form for underholdning og reel kvalitet. Naturligvis er alle anmeldelser subjektive, dog er det stadig væsentligt at en anmelder formår at tilgå et produkt kritisk. Med andre ord: Hvad nu hvis man faktisk har nydt sin tid med produktet men når man begynder at kradse i lakken så er der ikke ret meget at komme efter?
Velkommen til My City.
My City er en finurlig størrelse. Det er et såkaldt legacy spil designet af Rainer Knizia. For de uindviede så er det der kendetegner et legacy spil, at det udvikler sig permanent hen over spil sessioner, og typisk med permanente ændringer til flere af spillets komponenter. Det være sig i form at klistermærker på brættet, eller at der skrives på diverse komponenter, eller at komponenter måske endog bliver destrueret.
Ganske ofte er historien det bærende element for oplevelsen, men rent mekanisk udvikler spillet sig også sideløbende med den narrative del.
Rainer Knizia er manden bag over 600 spil design, og har, bortset fra hans børnespil, næsten udelukkende lavet spil i den mere abstrakte ende.
Altså spil hvor mekanikken var i centrum og tematik var mindre væsentlig for ikke at sige ligegyldig.
Derfor var den personlige overraskelse også til at få øje på da et legacy spil designet af Reiner Knizia blev annonceret.
Det svarer lidt til at Lionel Messi annoncerer han vil påbegynde en basketball karriere.
Akkurat som Messi, kan der ikke herske nogen tvivl om Knizia’s evner, og alligevel virker kombinationen, i bedste fald, kuriøs.
Lykkedes denne cocktail så?
Grundlæggende handler My City om at bygge byer med små brikker af huse. Disse er polynomier.
Med andre ord er spillet i familie med spil som Bären Park og Patchwork, altså spil hvor du kobler tetris brikker sammen og skaber point etc derudfra.
En tur i My City foregår som følger: Et kort vendes hvorpå den brik er afbilledet der skal bruges i denne tur. Herefter tager hver spiller nævnte brik og tilføjer den, simultant, til deres personlige landskabsplade.
Som udgangspunkt skal første brik placeres op af en flod der løber gennem pladen. Herefter skal hver efterfølgende brik lægges tilstødende en tidligere lagt brik, dog ikke diagonalt.
Kan man ikke placere en brik skal man enten vende brikken og fratrække et point, eller stoppe helt med at lægge flere brikker i det igangværende spil.
Når spillet er slut får hver spiller point for hvert træ der stadig at synligt på brættet og får fratrukket point for synlige sten samt tomme felter.
Selvsagt er dybden i ovenstående stærkt begrænset og det er her legacy delen kommer ind i billedet.
Legacy spillet fordeler sig over 24 afsnit fordelt i 8 konvolutter. Hver konvolut er et kapitel med tre afsnit, hvori spillets regler og komponenter bliver ændret. Nye regler tilføjes og trækkes fra, nye komponenter tilføjes og fjernes igen.
Fra kapitel fem og frem er der efterhånden blevet tilføjet så mange nye elementer at der begynder at være en del at skulle huske. Problemet er at der tilføjes en hel del ekstra elementer i form af regler at holde styr på, primært i henhold til hvad der tildeles point for samt hvor og hvordan brikker skal placeres. Men på intet tidspunkt bliver spillet mere end blot: vend et kort og læg en brik på din egen plade.
Muligheden for at påvirke dine modspilleres plade begrænser sig til at man modtager et point før dem eller måske afholder dem fra et point ved at nå et bestemt område først osv.
Det er dog i så limiteret omfang at interaktion mellem spillerne stort set er ikke eksisterende.
Jeg nævnte før at historien ofte er en væsentlig faktor i legacy spil. Det er ikke tilfældet her.
Der er ganske vidst et par sætninger til hvert kapitel men disse er så banale og uden nogen form for plot eller sammenhængende handling at et reelt narrativ aldrig opstår.
Og det er så nu jeg vender tilbage til min indledning. På trods af ovenstående kritik, og at jeg sidder her og har svært ved på nogen måde at anbefale det her spil til fuld pris, må jeg alligevel sige at jeg nød det meste af tiden med My City.
Hvert kapitel tager en lille time at spille igennem, hvilket vil sige at hvert spil tager omkring 20 minutter, hvilket er helt tilpas. Det var også ganske sjovt at åbne en ny konvolut og se hvilke regelændringer og nye elementer der blev tilføjet.
I hvert fald indtil sidste konvolut som, uden at jeg vil spolere hvorfor, viste sig at være et gigantisk antiklimaks. Desuden føler jeg det samlede point system er fundamentalt forfejlet.
Hver spiller har på sin plade såkaldte progressions point. Disse er hvad der i sidste ende afgør den endelige vinder.
Ved slutningen af hvert spil får vinderen x antal point og de andre spillere får måske nogle nye elementer til deres plade som kan indbringe nye point i fremtidige spil.
Vinderen får typisk også nogle elementer der forringer deres chancer for point i fremtidige spil.
Altså en artificiel bremseklods for at sikre en spiller ikke stikker af med det hele.
Disse er udelukkende nødvendige fordi progressionspointene er tydelige for alle at se og dermed kan det hurtigt virke som om en spiller er ved at løbe væk med sejren.
De nævnte ændringer på de forskellige spilleres bræt får dog lige pludselig i den sidste del af spillet en gevaldig værdi og du kan ende i en situation hvor en spiller har tabt næsten alle kampe og alligevel ender som den overordnede vinder.
Ikke igennem strategisk planlægning men blot fordi spillet kaster en pointmæssig skrue bold af galaktisk dimension.
Slutningen virker fuldkomment tilfældig og man ved der er et fundamentalt problem når både vindere og taber sidder tilbage med et udtryk af komplet ligegyldighed.
Men alligevel har jeg hygget mig med rejsen. Måske mest af alt fordi den var så afslappende. Der er noget rudimentært behageligt ved at tage en papbrik og lægge den og se sit eget lille pointpuslespil tage form.
Kunne jeg have opnået den samme følelse i Bärenpark, Cottage Garden, Patchwork osv?
Helt sikkert. Og fordelen ved dem havde været at jeg rent faktisk også havde fået lidt mere mekanisk dybde.
Vi kan dog ikke helt afskrive spillet i forhold til de ovennævnte uden at komme ind på den anden spiltype som My City indeholder.
Fælles for langt størstedelen af legacy spillene er at de kun kan spilles igennem en enkelt gang. Nogle tilbyder at man kan købe pakker så man kan begynde forfra, men som grundregel er spillene uspillelige efter første gennemspilning.
My City tilbyder som kontrast hertil en anden udgave af spillet, den såkaldte Uendeligheds udgave.
Spillernes brætter er dobbeltsidede og på bagsiden af legacysiden befinder sig et spilbræt der kan spilles igen og igen og som ikke bliver forandret.
Denne spiludgave tager grundspillet og tilføjer enkelte af legacy delens regler og udelader andre.
Det vi så står tilbage med er et ganske fint placeringspuslespil med relativt simple regler og en passende længde.
Brættet i denne udgave forandrer sig aldrig og den eneste variation fra gang til gang er rækkefølgen spillernes brikker kommer ud i.
Sammenholder man dette med den fraværende interaktion så har denne udgave, især når man har gennemført legacy delen ikke noget særlig genspilsværdi.
Samler vi alt ovenstående kommer vi frem til min store hovedpine ved denne anmeldelse. På den ene side har vi, som nævnt, hygget os ganske fint med spillet og bortset fra sidste konvolut nød vi legacy delens mekaniske udvikling.
I forhold til prisen for spillet fik jeg fin valuta for pengene, i hvert fald i antal timer vi var underholdt.
Problemet er bare at legacy delen slutter med en fuser, der er udfordringer med dybden og pointgivning og evighedsudgaven er meget simpel i forhold til andre spil i samme genre.
Dermed er det svært for mig at foreslå My City frem for spil som Patchwork og Bärenpark, der dækker samme genre, men med mere variation mellem spil, mere interaktion og mere dybde.
Hvis du ikke kan få nok af ”tetris” brætspil og har spillet de ovennævnte til ukendelighed så giv My City en chance.
Hvis du gerne vil prøve genren men helst vil have et spil der begynder i den ultra lette ende af skalaen og så øger kompleksiteten langsomt, kan du også roligt give det en chance.
For alle andre vil jeg dog foreslå man går andre steder hen for at få sit tetris-bygge-fix.
Har gode takter, men dog for mange fejl til at det kan anbefales til fuld pris.)