Fakta
Udgiver: SCEE Udvikler: Housemarque Platform testet på: PS5
Spørgsmålet, ingen nogensinde har stillet: Hvad sker der, hvis du kombinerer filmen En ny dag truer med lidt HP Lovecraft, science fiction, stemning og masser af rumvæsner der skal skydes? - er blevet besvaret af Sony og udvikleren Housemarque.
Svaret er Returnal.
Et af de første spil til Playstation 4, jeg købte, var Resogun, et simpelt men rasende underholdende shoot ‘em up, hvor min rustne reaktionsevne virkelig blev udfordret. Siden da, har udvikleren Housemarque været på min radar, på grund af deres sans for at kombinere sjovt og udfordrende gameplay (oftest defineret med store mængder fjender og/eller projektiler) med stilsikker grafik og lyd. Deres nyeste spil, Returnal, skulle derfor være en sikker vinder - spillet har jo alt, hvad man kunne ønske sig af tidsrejser, rumvæsner, atmosfære og action… Eller hvad?
Du er Selene, en astronaut, der styrter ned på planeten Antropos, åbenbart i jagten på noget kaldet “White Shadow”. Er det den mystiske rumdragt a la Apollo-missionerne, der viser sig for hende? Uanset hvad, så virker den til at have en finger med i spillet. Og spillet er, at Selene hver gang hun dør, vågner op ved vraget af sit rumskib. Med kun vage og kryptiske glimt af føromtalte rumdragt, vand og tentakler, drager Selene i krig mod Antropos kollektive flora og fauna. Og som om det ikke er nok, så ændrer Antropos sig hver gang hun dør. Områder flytter sig, fjender vender tilbage og så fremdeles. Ikke nok med at Selene begynder forfra, det gør spilleren sådan set også.
En gang imellem virker det som om, at Returnal vil være det hele. Det grønlige og flimrende interface er direkte fra Alien. Der er lidt Bioshock/Prey i den måde du stykker lidt af historien sammen. Selene kan finde lig af sine fortidige (og fremtidige) inkarnationer, og nogle af dem bærer små stemmeoptagelser, hvor Selene (før, nu og snart) fortæller om sine trængsler. Nintendos Metroid-serie viser også sin indflydelse, både ved historien om en planet ramt af en galaktisk plage, men også ved tilgang til bane-design. Fra tid til anden får Selene noget udstyr, der tillader hende at komme forbi hvad der hidtil var uoverkommelige forhindringer. Der er endda lidt Hideo Kojima over spillet, med rod i et ærke-amerikansk hus der på mystisk vis er placeret midt i det hele. Og der er naturligvis Housemarques egen indflydelse, der giver sig til kende ved den mængde af projektiler og laserstråler som fjenderne sender i retning af Selene.
Selene er gudskelov noget mere adræt end Buzz Aldrin nogensinde var det (Buzz, hvis du læser dette, så undskyld!). Hun kan hoppe, løbe og dashe over korte distancer, og er mere end godt gearet til at møde de mange fjender, hun konstant møder på Antropos. Hendes barske udseende og forholdsvis hurtige accept af sin skæbne, gør hende interessant, idet hun adskiller sig fra den typiske heltinde i spil, hun ser slidt ud og er ikke en ung, veldrejet Lara Croft, men ikke desto mindre, har hun en vilje og en livslyst der gør, at hun uden videre går frem med krum hals og prøver at løse mysteriet om Antropos, alt mens hun også vil opklare, hvor og hvordan hendes brik skal placeres i puslespillet. Bill Murray, derimod, prøvede at tage livet af sig selv, inden han omsider fangede musikken og forsøgte at bringe gentagelsen til ophør. Selene er den diametrale modsætning, og fremfor at kaste håndklædet i ringen, tager hun imod udfordringen, såfremt man som spiller, ikke gør som Murray og går i bad med en brødrister, men det er jo en helt anden snak.
For at mestre Antropos, skal du mestre spillets mange systemer; håndtering af våben, opgraderinger, checkpoints og mere. Nogle systemer er ligefremme, andre er noget barokke. De fleste af dem af dem handler om risiko og belønning. Hvis du gør X, er der en chance for at blive belønnet. Der er også en stor risiko for at du får et kæmpe handicap. Tag de mange parasitter - Selene kan finde små blæksprutteagtige kræ, der hager sig fast på hendes dragt og giver hende en eller anden bonus. Det kan være at hendes dash-færdighed rækker 5% længere. De har dog også en ulempe med i købet, måske at spillets valuta (obolites, små gule partikler, der drysser ud af besejrede fjender og fordamper efter et stykke tid) forsvinder endnu hurtigere. Et andet element, der ligeledes kan belønne eller straffe, alt efter hvordan terningerne falder, er den forbandelse der hviler over visse objekter, det kan være nøgler, kister eller ressource. Er chancen for et nyt våben risikoen for et handicap værd? Især fordi disse forbandelser kan være alt fra lettere irriterende (der går lidt længere tid før du kan dashe) til potentielt dødelige (hver gang du samler noget op, bliver du skadet af det). I begyndelsen af en tur gennem Antropos er det måske risikoen værd, eller hvis du alligevel ser ud til at tabe, men hvis du kører med klatten og ellers bare suser gennem banerne, er det måske ikke umagen værd.
Antropos verden er interessant at besøge. Med sine Giger-agtige skove, golde ørken, ruiner og generel dystopi, fortæller omgivelserne en historie om at verden i den grad er gået af lave. Et par få tekstpassager, efterladt af Antropos tidligere beboere, fuldender billedet af en planet med sine bedste dage bag sig. Hvis bare fjenderne var lige så mindeværdige. De er fortrinsvis dyreformet (med mange tentakler) eller geometriske former (med tentakler), og bortset fra at have et genkendeligt omrids (så du ved om det er den forholdsvis uskadelige vandmand der skyder lasere, eller den djævlerokkelignende tingest der styrtbomber Selene) er det ikke forholdsvis interessant.
Mine pointe tidligere var, at Returnal vil for meget men ikke når alt, og det er en skam. Der er noget Alien over stemningen, men uden Aliens trykkende stemning, det er ikke horror. Eller Gigers ubehagelige talent for design. Der er lidt Bioshock-over måden historien fortælles, men hvis du sidder fast et sted, så bliver Selene tavs og historien forbliver ufortalt, indtil du enten er heldig eller øver dig nok til at overkomme endnu en forhindring. Det værste er dog næsten at Housemarque misser deres egne styrker. Spil som Resogun og Super Stardust HD fungerer fordi actionen er hurtig, intens og tiden, du bruger, forholdsvis kort. Returnal er en sejtrækker, og du kan snildt bruge en time bare i den første verden, enten fordi du ikke ved hvad du laver eller fordi du prøver at skaffe nok ressourcer til at gøre de næste baner lidt lettere. Det gør ikke ondt at dø i Resogun, for du er hurtigt i gang igen. I Returnal kan en dum beslutning hurtigt resultere i en time eller mere direkte ud ad vinduet.
Er det dét værd? Det må man næsten afgøre med sig selv. Jeg er vild med meget i Returnal, og design, og individuelle kampe, er fine. Jeg var interesseret i Selenes historie og Antropos skæbne. Men at miste adskillige timers fremskridt, er jeg ikke så vild med. Men det kan være du er det?
Et godt spil som vi anbefaler, også til fuld pris.
Comments