Fakta
Udgiver: Electronic Arts Platform testet på: PS5 Tilgængelige platforme: Xbox Series X, PC
Sidst vi så Cal Kestis, afbildet af skuespilleren Cameron Monaghan, havde han bare lige sluppet fra Darth Vader og fundet sig til rette med sine nye venner. I Jedi Survivor er der gået et par år, vennegruppen er gledet fra hinanden, og Cal leder en lille gruppe af guerillasoldater, der angriber imperiet. En mission på Coruscant går galt, og alle på nær én soldat, den Han Solo-agtige Bode, bliver dræbt. Cal flygter, og ender på planeten Koboh, hvilket sætter det nye eventyr i gang.
Historien virker mindre afdæmpet end forgængerens historie, der havde en database over en masse børn som McGuffin. I Survivor er skurken (i hvert fald i begyndelsen) en Jedi der har ligget i dvale i hundred af år. Plottet er mere personligt, da du ikke på noget tidspunkt har en egentlig følelse af at galaksens skæbne afhænger af Cal og Co. Dette underbygges også af alle undermissionerne, der ofte handler om nostalgi og tab.
Ja, jeg ved hvad du tænker – dette lyder ret meget som God of War-opskriften fra 2016, og det er faktisk en meget præcis opsummering af sidemissionerne. Det er absolut ikke en dårlig ting, og mens spillet ikke handler om et galaktisk supervåben, er det med til at gøre Star Wars mere personligt. Folk med en antipati mod forgængeren vil dog næppe finde meget mere at holde af her.
Hvor spillet skinner er dog i gameplay. Hvis jeg skulle prøve at rable et par spil og genrer af mig, der har inspireret Jedi Survivor, ville det være i uvilkårlig rækkefølge; God of War, Prince of Persia, Souls og Metroidvania genrene.
Kampene med lyssværd er stadig lidt Souls-agtigt. Angreb kan pareres, hvilket tærer på din udholdenhed. Løber du tør for udholdenhed, kan du ikke parere. Angreb hvor fjenden lyser rødt, kan ikke pareres og skal undgås. Det samme gælder næsten for modstanderne, der har en vis udholdenhed der skal fjernes, før angreb rammer. Det er ikke nær så hardcore som et ”ægte” souls-spil, men det er muligvis en af de bedste afbildninger af lyssværdskamp i spil, og ikke noget der bliver kedeligt.
Hvor Jedi Survivor trumfer forgængeren er i mængden af lyssværdsformer man kan bruge. Du starter blot med et lyssværd, og låser snart op for det Darth Maul-agtige dobbelt lyssværd. Så får du udgang til to seperate lyssværd, og så et lyssværd og en blaster, og til sidst hvad der svarer til et tohåndssværd. Hver type har sine styrker og svagheder, og du finder med garanti en favorit.
Der er naturligvis også skills der både kan gøre Cal stærkere, og som kan bruges til at påvirke hans evner og færdigheder med lyssværd. Erfaringen der skal bruges til at købe disse skills kommer både som belønning for at nedlægge fjender, eller når bestemte genstande findes.
Og de genstande der skal findes kommer både i form af samleobjekter a la skriftruller og datadiske, samt opgraderinger til Cal. Førstnævnte er spredt med gavmild hånd over spillets baner, og de kan bruges til at købe nyt tøj, farver eller reservedele til Cals våben og robotmakker BD-1. De har absolut ingen indflydelse på spillet, men hvis du vil spille som en Cal der ligner en skovhugger eller et medlem af Village People, så er det muligt, og det er smaddersjovt. Min absolutte favorit er det patronbælte, der får Cal Kestis til at ligne den klassiske (og nu slettet fra Star Wars-universet), Kyle Katarn.
Opgraderingerne til Cal kommer med jævne mellemrum, og det er her spillets Metroidvania-agtige elementer kommer ind i billedet. Hver gang en ny færdighed kommer ind i billedet er der nemlig grund til at besøge gamle områder i spillet, da der gerne er skatte, nye områder eller mere at finde. De fleste opgraderinger gør også Cal meget mere manøvredygtig, og når du når slutningen af spillets historie løber han langs vægge, suser gennem luften, hopper fra svævende bøje til svævende bøje, og teleporterer gennem energiskjolde.
Cal’s base er knejpen Pyloon’s Saloon, ejet af den fire-armede pilot fra det første spil, Greeze. Når man lander på Koboh, er baren nærmest kun frekventeret af bartenderrobotten Munk, men som Cal løser sidemissioner, tiltrækker han også stamgæster og indbyggere til den omliggende landsby. Nogle af disse er blot ”Mød dem i omgivelserne”, andre har tilknyttet længere missioner. Blandt sidstnævnte er eksempelvis fiskeren Scooba Steve, undskyld. Skoova Stev. Med en tyk skotsk accent og en meget hands-on tilgang til fiskeri, fortæller Skoova sin livshistorie, mens han fanger fisk til Pyloon Saloon’s akvarium.
Det betyder, at mens historien synes at have mindre på spil, så har den langt mere hjerte.
Min eneste anke her er man kun har mulighed for at hverve DJ-robotten DD-EC når det drejer sig om musik til saloonen. Som fan af Star Wars-universets Jizz-musik, er det ærgerligt at du ikke kan få et Jizz-band a la Figrin D'an and the Modal Nodes eller Max Rebo Band. Endnu engang bliver jizz-entusiaster forbigået. Ak ja…
Hvor historien muligvis er lidt mere afdæmpet, er spillets planeter langt større end i forgængeren, med masser af hemmeligheder at finde, og skjulte (og meget stærke) fjender at besejre. De har næsten alle mindst et glansøjeblik, et spektakulært øjeblik der brænder sig ind på nethinden, og jeg vil ikke afsløre hvad de måtte være. Hver planet åbner sig også nærmest hver gang du måtte besøge dem, i takt med at Cal får nye færdigheder til sit arsenal. Samtidig sørger et fast travel-system for at du ikke skal vade alt for langt for at komme tilbage til noget, der blev overset i første ombæring.
Star Wars: Jedi Survivor er et af de bedste Star Wars-spil i længere tid, og også et stærkt spil i et allerede mindeværdigt spilår. Det har høj sværhedsgrad hvis du er til det, men selv på laveste sværhedsgrad er der noget modstand at hente. Der er sjove øjeblikke, hæsblæsende set-pieces, lidt tragedie og mange timers underholdning at finde.
Bør du købe spillet? Som Star Wars-fan er mit svar: Jo da.