Fakta
Udgiver: Microsoft
Udvikler: Bethesda Platform testet på: Xbox Series X
Andre platforme: PC
Bethesda har efter længere tid i selskab med den digitale rugemaskine frigivet Starfield, et ambitiøst nyt rollespil, der forsøger at gøre for rummet, hvad The Elder Scrolls gjorde for fantasy og hvad Fallout gjorde for 50er musik.
Rummet - Den sidste grænse, som en hærskare af rumskibskaptajner har sagt. Og det er vitterligt den sidste grænse for menneskeheden. Mens udforskning af dybhavet er forbeholdt forskere, fans af biologiens yderligheder, og folk med flere penge end forstand og overlevelsesinstinkt, er rummet noget andet, noget specielt. Det er det uendelige ocean, vi siden tidernes morgen har stirret på, i håbet om at finde meningen med livet, eventyr, eller måske nogen der stirrede tilbage. Ja, jeg kigger på dig, Nietzsche!
I Starfield er galaksen menneskets legeplads, efter at Jorden endte som en gold sandkasse, uden potentiale for liv. Du ved, lige som Høje-Taastrup. Vi har spredt os over utallige planeter, måner og rumbaser, og med os, har vi taget alle de intriger, fordomme, problemer og andet bagage der gør os… du ved, til mennesker.
En række faktioner har en mere eller mindre direkte penisstørrelseskonkurrence, målt i bureaukrati, antallet af rumskibe og soldater. Så langt, så godt.
Du starter Starfield som minearbejder, der hurtigt kommer i nærkontakt af tredjegrad med et artefakt, en mystisk genstand der ligner en ødelagt kofanger fra en Skoda Fabia, og som giver visioner når man rører ved den. Et hurtigt angreb fra nogle rumpirater, og du har dit eget rumskib, en robotven, og en galakse at udforske. Det er alligevel en overdrivelse, Starfield åbner sig langsomt og der går en håndfuld timer før du har adgang til alle systemer, hvoraf der er MANGE. Du kan bygge dit eget rumskib, en del af Starfield der har været meget ventet. Du tager et eksisterende rumskib og kan gøre det næsten dit eget (indenfor nogle få grænser). Du kan også tage våben, og udskifte dele. Det samme med din rumdragt. Og du kan lave mad, og forskellige farmaceutiske remedier. Du kan også bygge baser på fremmede planeter.
Og det mest imponerende ved alt dette er, at du slet ikke behøver at røre ved nogle af disse elementer. Du kan spille spillet igennem, uden at nærme dig nogen af dem.
Enhver der har læste mine anmeldelser, ved at jeg har et lettere kværulantisk forhold til crafting. I Fallout, The Elder Scrolls og Starfield er jeg dog mere tilgivende. Okay, vi indsnævrer listen til The Elder Scrolls og Fallout. For mens Starfield giver indtrykket af, at galaksen er din østers, virker al spillets crafting lettere indskrænket. Og det er fordi du først skal kæmpe med spillets level-system. Mit problem (Mit problem, understreger jeg, der er sikkert nogen der synes det er helt OK) er at du målrettet skal gå efter disse forskellige crafting systemer når du bygger din figur. Hver gang du stiger i level (og det er noget jeg synes går meget langsomt), skal du træffe valget om du vil blive bedre til noget der gør din figur bedre (våbenhåndtering, rumskibsnavigation osv), eller noget der langsomt gør dine våben bedre. Det gør at stige i level lidt af et dilemma, men ikke et Skyrim ”Skal jeg have mere helbred, udholdenhed eller mana”-dilemma, men et ”der går lang tid før næste level, skal jeg være lidt bedre med min riffel, eller måske jeg om tre levels kan få en lyddæmper til riflen?”.
Det irriterer mig, for jeg ville GERNE fedte med rumskibsbygning, og lave et fedt våben, men fanme om jeg har tålmodigheden til at vente så langt tid. Jeg vil have øjeblikkelig tilfredsstillelse, eller i hvert fald indenfor den næste halve time. Konsekvensen er at man kun langsomt rigtigt får adgang til disse systemer, og spørgsmålet er det virkelig er umagen værd.
Du får en masse sjove våben og rumdragter undervejs i spillet. Mange missioner giver dig enten nok credits til at købe skidtet, eller direkte giver dig godterne. Der er også tilfældige møder med fjender, og nogle af dem bærer våben eller rustninger der er bedre end hvad du har. Og har du brug for et nyt rumskib, så kan du enten købe et nyt eller, hvad der er lidt sjovere, stjæle et.
Alle planeter har mindst et ”Landing Spot” hvor et rumskib lander. Du kan, uanset om det er venlige eller fjendtlige passagerer, dræbe dem alle og kapre rumskibet. Bum, så har du et nyt skib du kan tilføje til din armada. Det er sådan bop-bop om du har heldet med dig, men det er trods alt sjovere at dræbe en bunke rumpirater end at forhandle med en rumskibssælger i en rumhavn.
Uanset hvilken tilgang du har, så kræver det at du farter galaksen rundt. Og jeg må indrømme, jeg finder tanken om et nyt Bethesda spil næsten direkte skræmmende. Jeg kender byer som Windhelm, Whiterun, Solitude og andre Skyrim byer som min egen bukselomme, og hvis du beder mig finde rundt i Emerald City fra Fallout 4, så kan jeg så let som ingenting finde vejen fra Nick Valentines detektivbureau til radiostationen. Det er den slags viden og kendskab du opnår efter at have spillet et spil mere end 100 timer. Så ideen om ikke nok med en helt ny stak byer, men byer spredt på tværs af en galakse, det skræmte mig alligevel. Jeg har spillet både Skyrim og Fallout 4 så mange gange, at ideen om ikke at have en by på den forlængede rygmarv var en mystisk oplevelse. Og Starfield praler af mere end TUSIND planeter! Ville jeg kunne finde vej i så mange planeter (her tænker jeg at der er mindst en by per planet)?
Svaret er ja, for der er kun en håndfuld byer i Starfield. Der er Akila City, hvad du får når du parrer en stereotypisk westernby med NASA. Der er Neon, en cyberpunkagtig by i noget der ligner en olieboreplatform. Der er New Atlantis, en næsten stereotypisk fremtidsby. Og så videre. Men har du udforsket disse, er der ikke meget mere at finde.
”Men Asmus,” siger læseren der allerede har spillet Starfield, ”Der er så mange planeter, og hver planet har sine lokaliteter!”.
Jo jo, svarer jeg. Problemet er at langt størstedelen er resultatet af en copy-paste. Der er så mange genbrugte lokaliteter, at hvis du har besøgt én planet, så har du med garanti besøgt andre. Der er nedlagt robotfabrik. Der er nedlagt kemikaliefabrik. Der er nedlagt laboratorium. Der er nedlagt forskningsbase. Og så videre. Har du set Nedlagt Robotfabrik på Tilfældig Planet III, så har du også set Nedlagt Robotfabrik på Tilfældig Planet A. Lige ned til ”forsker der er knust under en nedfalden gangbro” og ”rumpirat der står med ryggen til og stirrer på et køleskab”.
Ved at insistere på hundredvis af lokaliteter at besøge, har Bethesda også skudt sig selv i skoene ved at fjerne ethvert præg af personlighed. Det ikke sagt at der er unikke steder. De er spredt over galaksen, og de fleste besøges via missioner. Men du kan også være heldig at falde over dem tilfældigt, men der er ingen lyst til at udforske. Jovist, du finder måske noget nyt og skinnende, men sandsynligheden er højere for et déjà vu plusieurs fois – noget du har set utallige gange før.
Forestil dig du spiller et The Elder Scrolls-spil. Du skal fra By 1 til By 2, for eksempel. Omtrent 200 meter derfra ser du et ikon for en mine, eller måske en rune. Du beslutter dig for at tage en lille afstikker (hvorfor ikke?), og 3 timer senere slæber du dig ind i By 2, bærende på to diamanter, 200 kilo assorteret metal, fem nye sværd, en legendarisk bue, og flere skriftruller end Biblioteket i Alexandria. Og du har glemt hvorfor du egentlig ville til By 2 i første omgang.
I Starfield lander du på en planet. Du kan se et par ikoner for steder du kan se, men velvidende at det (formentlig) er Skabelon for bygning A og Skabelon for bygning C, går du direkte fra dit rumskib til målet. Ingen afstikkere. Og selv hvis du besluttede dig for at tage en afstikker, så er det næsten direkte dræbende at gå på eventyr. Du kan gå, løbe eller bruge din rygraket. Men uanset hvad du gør, så går det hele. Så. Langsomt. At du ikke kan få i det mindste en lille gokart (åbenbart en teknologi som blev glemt et sted mellem månelandingerne og Starfield) er lidt skuffende, og noget der dræber den sidste lyst til at gå på oplevelse.
Og det er ærgerligt, for der er en masse ting ved Starfield, som jeg godt kan lide. Jeg er for eksempel hamrende vild med den NASA-inspirerede æstetik, med blinkende kontrolpaneler, praktisk indrettede rumskibe, og rumdragter lavet af stoffer frem for metal eller gummi. Det er en lækker stil og Bethesdas designere har begået et mesterstykke her. Starfield er uden tvivl et af Bethesdas bedst udseende spil. Planeter bevæger sig realistisk på himlen, når man trasker rundt på overfladen. Efterladte noter på tavler og notesblokke. Et skilt med ”Days since last accident” der rent faktisk nulstilles hvis man skyder nogen i nærheden. Byen Neon, en, ja, neon-spækket olieplatform i midten af et stort ocean.
Javist, der er stadig et vis plastikagtig kvalitet over mange figurer i spillet, sådan følelsen af en hjemsøgt mannequindukke. Og ja, der er stadig underlige bugs og glitches, men slet ikke som man er vant til i et Bethesda-spil. Starfield er uden tvivl deres mest teknisk kompetente og velpolerede titel til dato.
Starfield er sådan set et ganske solidt spil. Det er kompetent lavet, har utallige quests, mange med nogle interessante lokaliteter at udforske. Der er en god håndfuld følgesvende, hver med deres små historier og temperamenter. Der er de føromtalte systemer med skibsbygning, rumdragtssyning og våbenkalibrering. Og alligevel føler jeg mig som et skarn for ikke at være mere entusiastisk. Men sagen er, at jeg gav op. Efter endnu en gold planet kastede jeg håndklædet i ringen. Jeg kunne bare ikke mere. Starfield tryllebandt mig ikke, som både Skyrim, Oblivion og endda Bethesdas version af Fallout. Det er for stort, for ukoncentreret og for ambitiøst. Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvordan Starfield havde været, hvis de blot havde holdt sig til vores solsystem, med færre men langt mere detaljeret planeter. Men det spil må jeg spejde efter, som gårsdagens mennesker spejdede efter mening i himmelrummet.
Enormt, Bethesdas teknisk set mest kompetente titel, men der syntes at mangle en rød tråd, der binder spillet sammen.